Sommerhuspriserne har haft masser af fart på, siden corona-pandemien begyndte. I 1. kvartal 2020 lå den gennemsnitlige kvadratmeterpris for solgte sommerhuse på 15.809 kr., mens priserne i 3. kvartal 2021 var 20.878 kr. – en stigning på 32 procent på halvandet år.

En beregning, som ejendomsmæglerkæden Estate har foretaget af tal fra Boligsiden.dk, viser, at sommerhusene i gennemsnit er steget med 360.000 kr., siden Danmarks lukkede ned 11. marts 2020.

Det er bl.a. lave sommerhuspriser og ønsket om et fristed under corona-epidemien, der har fået priserne til at eksplodere.

Nykredit forventer fald i sommerhuspriser i 2022 og 2023

Men de store prisstigninger på fritidshuse er måske ved at være forbi. Nykredit forventer i en boligprisprognose, at sommerhuspriserne vil falde med 2,7 procent i 2022 og 1,7 procent i 2023, inden de ifølge prognosen begynder at stige igen i 2024.

De lave forventninger til priserne skyldes bl.a., at der er blevet solgt rekordmange sommerhuse de sidste halvandet år. Sommerhussalget toppede i 2. kvartal 2020, hvor der blev handlet 4.727 sommerhuse – den hidtidige rekord var 2.668 solgte sommerhuse i et enkelt kvartal.

- Nu er priserne så steget markant, og samtidig er det akutte behov for et sted at holde ferie aftaget, og mange af de, som gerne ville, og ikke mindst kunne, har fået sig et sommerhus. Prisstigningerne har gjort, at nogle købere trækker følehornene til sig, og det mere mættede marked har haft synlig konsekvens - handlerne er faldet og prisstigningerne er afløst af små fald, siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom og chefanalytiker i Nykredit.

Lidt større prisfald på fritidshuse måske på vej i 2022

Ejendomsmæglerkæden Estate forventer også, at sommerhuspriserne kan faldet lidt den kommende tid.

- Denne gang kan vi godt komme til at se et lidt større prisfald hen over vinteren, fordi der blev handlet historisk mange sommerhuse de seneste 20 måneder, men man skal også huske på, at vi taler om næsten unaturlige prisstigninger de seneste halvandet år, som de færreste havde set komme, så selvom de vil falde mere end normalt, står danske sommerhusejere stadig tilbage med en pæn stigning under pandemien, siger Peter J. Mattsen, administrerende direktør i Estate, i en pressemeddelelse. 

Forskel på prisudvikling i forskellige kommuner

Boligøkonomisk ekspert i Videncentret Bolius, Jørgen Munksgaard Rasmussen, vurderer også, at sommerhusmarkedet helt overordnet ’tager sig en slapper’.

- Men det værd at lægge mærke til, at udviklingen på landsbasis er et gennemsnit, der dækker over meget store forskelle medlem de enkelte områder. Ser vi på udviklingen i de ti største sommerhuskommuner, er priserne siden 2012 steget mest i kommuner tæt på København. Fx topper Gribskov Kommune med en prisstigning på 128,4 procent, mens Frederikssund Kommune ligger på 2. pladsen med en stigning på 87,1 procent. 

- På den baggrund er der al mulig grund til at tro, at prisudviklingen også fremover vil være præget af store forskelle mellem de enkelte kommuner. Nogle steder vil vi opleve prisfald og andre steder stigninger, mener Jørgen Munksgaard Rasmussen.

Home: Bedre mulighed for at forhandle om prisen

Ejendomsmæglerkæden Home har ingen prognoser for priserne på sommerhuse. Men senior kommunikationskonsulent i Home, 
Michael Dalsager, siger:

- Vi har på det seneste set en tendens til, at sommerhuspriserne ikke stiger længere, men at priserne falder en smule. Et større udbud og en mere normal interesse vil give en bedre balance på markedet, hvor der igen bliver mere rum til køberne for at forhandle om prisen – modsat tiden med mange købstilbud og tit bud over prisen.
 
- Mere hjemmetid lige nu – og en erkendelse af at corona ikke lige forsvinder med det samme – kan give nye købere mod på at se efter et dansk feriehus.

Tænk langsigtet, når du køber sommerhus

Afmætningen på sommerhusmarkedet skal dog ikke få folk til at afholde sig fra at købe eller sælge sommerhus, påpeger de forskellige branchefolk, der også peger på, at det er ganske normalt, at priserne på sommerhuse svinger.

- Køber man sommerhus nu, så kan det være ekstra vigtigt at tænke langsigtet, og bestemt ikke købe med forventning om en økonomisk gevinst inden for få år. Det kan man selvfølgelig ærgre sig over, da naboen måske har købt billigt og allerede fået sig en god friværdi. Det viser os bare, at især det at købe et sommerhus fortsat bør gøres, fordi man gerne vil have sig et sommerhus, hvor man kan have nogle dejlige stunder med venner og familie og ikke drives af ønsket om økonomisk gevinst, siger Mira Lie Nielsen, Nykredit.