Puds eller vandskuring på nyere murstenshus?
Kære Bolius
Vores familie bor i et murstenshus uden revner eller sætningsskader. Huset er bygget i 2005 og er vandskuret. Vi købte huset i 2021. Det er siden gået op for os, at sælger har brugt plastikmaling på store dele af huset. I vinteren 2023/24 oplevede vi, at vand, fanget imellem mur og maling, blev til is i kulden.
Det resulterede i, at dele af husets maling, puds og facade nu falder af helt ind til mursten og mørtel. Vi har haft to fagfolk på besøg for at give tilbud, og de går helt i hver deres retning i forhold til, hvad de anbefaler. Det sætter os lidt i et dilemma.
Den ene anbefaler cobbslibning af huset og derpå Netpuds, samt en åndbar maling. Den anden anbefaler klassisk vandskurring og en åndbar maling, da Netpuds ikke hører hjemme på huse der ikke har brug for en forstærket ramme.
Hvor meget er fagpersoners egne præferencer her, er der en rigtig vej at gå, eller er det vores præferencer der skal drive det?
Mvh De forvirrede

Kan godt forstå jeres frustration.
Forklaringen er imidlertid den enkle, at de firmaer der leverer systemløsninger som Weber, Sika o. lign for at kunne give garanti på det færdige produkt, lægger disse net ind for at reducer risikoen for revner over tid.
Ofte er deres forudsætninger også at facaden renses helt af med en facadefræser. Så de er sikre på at evt. gammel løs maling eller kalk er væk.
Hvis du som murermester har fulgt disse anvisninger vil firmaet i et vist kunne få dækket evt. reparationer af leverandøren af disse produkter.
Som I har oplevet, så er der meget stor forskel på disse 2 måder at behandle facaden på og resultatet er også meget forskelligt.
Hvis I kan leve med at der formentlig vil ske afskalninger fremover i et vist omfang kan I benytte den billigere metode. Fælles for begge løsninger er imidlertid at mest muligt af den gamle maling skal af inden nybehandlingen.
Med venlig Hilsen
Ole Vedsted-Jakobsen
Selvstændig byggesagkyndig og
Fagekspert i Bolius
Med venlig hilsen