Hvad er et pudset loft?

Pudsede lofter findes efterhånden mest i ældre huse og lejligheder. De pudsede lofter bliver sjældnere og sjældnere, fordi det er ret besværligt og tidskrævende at etablere det.

Et loft, der er pudset med mørtel, findes for det meste i ældre huse og lejligheder, ofte kan det være suppleret med stukkatørarbejde, der ses som fine kanter og rosetter i loftet.

I dag får de fleste nye huse lofter af gipsplader, og det er også ret almindeligt at bruge gipsplader, når lofterne i ældre huse skal renoveres. Et gipsloft er både billigere og nemmere at etablere end et pudset loft.

Hvorfor vælge et pudset loft?

Du skal især vælge et pudset loft på grund af udseendet. Det pudsede loft er det helt rigtige valg, hvis du har et ældre hus og gerne vil bevare den gamle stil.

Et gipspladeloft passer ikke nær så godt til de oprindelige materialer i ældre huse. For selvom et gipsloft ligner et pudset loft meget, kan du se forskel. Det pudsede loft har en anden struktur, da det er mere ru og nubret i overfladen end et gipsloft, der er ensartet og glat.

Hvad koster et pudset loft?

Det er ikke billigt at få etableret et pudset loft. Du skal nok regne med ca. 1.400 kr. pr. kvadratmeter inkl. moms (2016-priser). Det tager cirka 3 gange så lang tid at etablere et pudset loft inkl. underlag, grovpuds og finpuds, som det tager at opsætte et gipsloft. At pudse et loft kan ikke anbefales som gør-det-selv-arbejde.

Hvilke fordele og ulemper har et pudset loft?

Fordele

  • Et pudset loft kan ”ånde” dvs. at det kan både absorbere og afgive fugt.
  • Et pudset loft passer bedst til ældre huse, som er holdt i den oprindelige stil.
  • Er let at rengøre, da det kan vaskes med en opvredet klud.

Ulemper

  • Et pudset loft er mere besværligt og tidskrævende at etablere end et gipsloft.
  • Et pudset loft er væsentligt dyrere end et gipsloft.
  • Ældre pudsede lofter får ofte revner.

Hvordan etablerer du et pudset loft?

Et gammeldags pudset loft, som findes i mange ældre huse, blev lavet på følgende måde:

  • Først sømmede man et bræddeloft op på de bærende bjælker med 1-2 cm's mellemrum mellem brædderne.
  • På undersiden af brædderne sømmede man et ”net” - det kunne være et lag af rørvæv eller et metalnet. Nettet var sømmet til underlaget og skulle holde på pudsen, så det ikke faldt af igen.
  • Derpå blev loftet pudset. Først blev der ”kastet ud” dvs. at grovpuds blev ”kastet på” med en særlig håndbevægelse og lidt efter ”rettet af” med et pudsebræt. Når udkastet var tørret lidt, kunne loftet pudses med et pudsebræt og en kadesche (som er et 2 meter langt og 15 cm bredt pudsebræt), det sikrede at pudsoverfladen var helt plan. Når grovpudsen var tør og afhærdet, blev der finpudset med en helt hvid og ensartet puds.
  • Når pudslaget var tørt, blev loftet kalket hvidt eller malet.

Normalt opsatte man et højt stillads, så håndværkeren kunne gå over det hele lige under loftet og pudse det.

 

LÆS OGSÅ: Lofter

Etablering af et nyt pudset loft

Det er lidt lettere at etablere et pudset loft i dag. Du behøver ikke bruge rørvæv som underlag for pudsen, da du i stedet kan bruge et produkt, som hedder terrakottavæv eller strækmetal.

Terrakottavæv får pudsen til at hæfte på loftet. Det er fremstillet af hårdt brændt keramik, som sidder på et net af ståltråd. Terrakottavævet skæres til og sømmes fast på loftsbrædderne med en hæftepistol. Herefter kan du pudse loftet.

Det er vigtigt, at de loftsbrædder som terrakottavævet sømmes op i, sidder ordentligt fast.
Det er svært at pudse et loft. Det er både svært at kaste pudsen på loftet, så den bliver siddende, og at glatte ud, så loftets overflade bliver pæn, jævn og ensartet.

Det kræver både håndelag og erfaring, så det er mest sikkert at overlade arbejdet til en professionel murer. Men da pudsede lofter ikke er så almindelige mere, kan det være svært at finde en murer, der kan lave et ordentligt pudset loft.

Hvordan vedligeholder du et pudset loft?

Et pudset loft er ret nemt at vedligeholde medmindre der også sidder mange års hvidtekalk og måske nikotin fra tidligere rygere. Du starter med at rense og evt. spartle revner i loftet (spartlingen skal kun være i revnerne, tør det overflødige af med en svamp), så overfladen bliver jævn og uden revner. Herefter kan loftet slibes let og males.

Revner er det mest almindelige problem i pudsede lofter. Revnerne kan som regel repareres nemt ved at spartle revnerne med spartelmasse.

Hvis revnerne kommer igen, er årsagen formentlig, at bræddeunderlaget arbejder eller er løst. I så fald kan det være nødvendigt at gøre brædderne bedre fast.

Vedligeholdelse af et loft kræver, at du kommer op i højde med det. Men da det hverken er særlig rart eller sundt at arbejde på en stige i længere tid ad gangen, er det bedre at sætte et rullestillads op. Det vil lette arbejdet med loftet betydeligt.