Spørg Bolius

Revner i sokkel på nybygget hus - giver det K1, K2 eller K3?

Hejsa.

Vi har lige haft 1års eftersyn på vores nybyggede 1 plans Huscompagniet hus.

Mit spørgsmål er:

Er det et problem at der flere steder udvendig i soklen er små revner?

Huscompagniet mener ikke det er et problem, men jeg er i tvivl, da jeg mener det får en K2 eller K3 i en tilstandsrapport?!

Hvad vil i anbefale mig at gøre?

På forhånd tak.

Mvh.

Rene L

 

Hej René

Dette er en diskussion vi relativt ofte har, også med Huskompagniet. Svindrevner i sokler kan skyldes flere ting, men primært handler det om følgende når der er tale om lecablokke, (hvilket der er i langt de fleste huse).

De øverste skifter i soklerne vil altid indeholde et forhøjet fugtindhold, der dels kommer fra blokkenes selv fra, (typisk fra leveringen eller opbevaring på byggepladsen), samt dels fra indbygningsfugten fra mørtelen der bruges til at binde stenene sammen. I forbindelse med udtørringen af selve lecablokkene og når fugtforholdene i soklen kommer i ligevægt, opstår der et mindre udtørringssvind som kan skabe små smp revner mellem blokkene. Hvis den færdige sokkelpuds er påført, før denne ligevægt er indtruffet, kan der opstå et mønster af svindrevner i sokkelpudsen.
Revnerne er typisk mere udtalt under døre og vinduer der går ned til sokkel, hvilket skyldes at blokkene der, er en smule tyndere.

Revnerne er i langt de fleste uden betydning, (95 %). Min definition er dog, at revnerne ikke må vokse for meget over tid, eksempelvis frem til en 1 eller 5 års gennemgang. Revnerne bør ikke være større end 1,2-1,5 mm i revnevidde, og sidste men ikke mindst, så må der ikke være løst eller hultlydende sokkelpuds ved siden af revnerne.
Hvis revnerne bliver for store, så er der nemlig en lille risiko for løbende opfugtning af sokkelpudsen, og dertilhørende risiko for frostskader – igen kun af sokkelpudsen, ikke selve fundamentet.

En beskikket bygningssagkyndig ved også dette, og kunne derfor ikke finde på at klassificere revnerne som hverken en K2 eller K3 skade (i forbindelse med hussalg og udarbejdelse af en tilstandsrapport). Men forholdet vil få en K1 skadeskarakter, som er netop er kosmetiske og ukritiske skader.

Læs også et af mine tidligere svar her på siden: Definition af svindrevner kontra sætningsskader

 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden