Gør bunden af hullet plan

Læg afstandsbrættet mellem stolperne

Brug snor, afstandsbræt og klods, til at stille stolpen rigtigt

Tjek at stolpen er i lod

hæld jord ned om stolpen

Montér forskallingsbræt

Fyld det sidste jord på

chevron_left
chevron_right

Når du skal have stolper til et havehegn, plankeværk eller carport i jorden, er det ikke nødvendigt at støbe dem ned i beton for at få dem til at holde.

Hegnet kan stå lige så stabilt uden beton i jorden, hvis bare du sørger for at få stolperne minimum 90 cm ned i jorden og monterer et par forskallingsbrædder for ekstra stabilitet. Se hvordan i videoen herover.

Vær dog opmærksom på, at forsikringen typisk ikke dækker, når stolperne ikke er støbt fast, hvis en storm fx vælter et plankeværk.

LÆS OGSÅ: Træstolper i jord

Vær 2, når stolper til hegn sættes i jorden

Det er en stor fordel at være 2 til arbejdet, så der er en, der skovler jord i hullet og stamper, og en anden, der sikrer, at stolpen står, hvor den skal, og at den er i lod.

Husk, at stolperne skal i jorden i fuld længde og først bagefter skæres af, da det gør det nemmere at få en helt vandret højde på dit hegn.

Du skal bruge:

  • Skovl
  • Afstandsbræt
  • Lodstok
  • Trykimprægnerede forskallingsbrædder 19x100 mm
  • Rustfrie skruer i 4,5x60 mm.

Trin for trin:

  1. Grav hullet og gør jorden i bunden af hullet plant.
  2. Læg dit afstandsbræt mellem forrige stolpe og den nye stolpe.
  3. Stil din stolpe i lod med 3 mm til snoren. Smid forsigtigt 15-20 cm jord om stolpen, og stamp jorden godt.
  4. Tjek, at stolpen står, hvor den skal og er i lod.
  5. Fyld 15-20 cm mere jord i hullet og stamp jorden igen. Forsæt med at tjekke stolpen, fylde jord på og stampe jorden til du ca. mangler 15-20 cm.
  6. Montér en forskallingsbrædde på 40-45 cm på hver side af stolpen op til 10 cm under jorden. Brug 4 rustfrie skruer pr. side. Forskallingsbrædderne skal monteres på tværs af det kommende hegn for at give mest stabilitet.
  7. Fyld det sidste jord i hullet og stamp det godt.