Enhver flytning starter med en grundig oprydning. Jo mindre du skal pakke ind, bære ned, bære op og pakke ud, jo bedre. Vurdér i sammen ombæring, hvilke møbler der er behov for i dit nye hjem.

Er I flere som flytter sammen, så blive på forhånd enige om, hvilke møbler I vil bruge, så I ikke står med eksempelvis to spiseborde. I sidste ende betyder det et mindre flyttelæs og dermed også en mindre flyttevogn og hurtigere flytning.

Sørg også for at få udlånte ting hjem igen, når du skal flytte - eller forær dem til låneren, hvis du ikke vil have dem tilbage.

Flyttekasser

Flyttekasser er nøglen til en god flytning, og det er vigtigt, at de bliver pakket korrekt, så flytningen sker så gnidningsfrit som muligt, uden at ejendele går i stykker.

Pak i kasser

Pak så meget som muligt i kasser, når du skal flytte. Det er langt lettere at håndtere og stable dine ejendele, når de er pakket i flyttekasser, der er designet med fornuftige greb.
Selvfølgelig er der møbler, lamper og lignende, som ikke kan være i en flyttekasse, men minimér mængden af løse genstande og sække så meget som muligt.

Flyttekasser kan godt genbruges, men vær opmærksom på, at de ikke er blevet beskadiget. Fugt, revner eller sammensynkninger ved tidligere brug og opbevaring kan betyde, at de ikke længere er stærke nok.

Undgå, at kasserne bliver for tunge

Pas på vægten, når du pakker en flyttekasse. Som tommelfingerregel skal en flyttekasse ikke veje mere end 20 kilo. Det optimale er, at du og dine flyttehjælpere kan løfte kassen ud i strakte arme et par sekunder.

Pak altid tunge genstande som bøger og tallerkener i bunden af kassen og fyld så op med lettere genstande som puder eller overtøj i toppen, så flyttekassen ikke synker sammen, når der bliver stablet kasser ovenpå.

Beskyt dine ting med bobleplast og flyttetæpper

Professionelle flyttefolk har altid flyttebilen fyldt op med fornuftig emballage, og det bør du også anskaffe op til flytningen. Der er tale om enkle ting, som du kan købe eller leje i ethvert flyttefirma, i mange byggemarkeder og i de fleste bolighuse.

Bobleplast i ruller anvendes til at beskytte fotos, billeder og spejle. Husk at stille tingene oprejst, så de holder formen. Sørg også for at beskytte sarte møbler, tv, computer, spillekonsol og stereoanlæg m.v. med flyttetæpper eller bobleplast.

Avispapir beskytter ikke dine glas og tallerkner

Glas og porcelæn beskyttes bedst i separate flyttekasser. Avispapir er uegnet til at beskytte dem - det smitter kun af, så du står med en kæmpeopvask fra starten i dit nye hjem. Pak skrøbelige ting i bobleplast eller bølgepap i separate flyttekasser uden andre hårde og tunge ting. Glas og flasker kan med fordel emballeres ved hjælp af specielle glasindsatser, der kan fås i mange byggemarkeder og flyttefirmaer.

Flyttekasser med bøger, cd'er og dvd'er skal ikke fyldes mere, end at de kan løftes og bæres rundt af én person. Pak eventuelt i mindre flyttekasser. Fyld de øvrige kasser godt op, dog uden at overfylde dem, så du undgår de vælter eller går i stykker, hvis de evt. skal stables i flyttevognen eller på traileren.

Stil ikke tunge ting ovenpå sofaen

I flyttebilen eller på traileren skal du sørge for at de tunge møbler og kasser læsses nederst, for at sikre mest mulig stabilitet. Undgå at placere tunge ting oven på sofaer, madrasser, hynder og lignende - ellers kan de tage skade. Det er en god idé at beskytte dem med et plast- eller stofbetræk.

Stole placeres oven på hinanden, sæde mod sæde. Læg et stykke bobleplast eller et flyttetæppe imellem sæderne.

    Lav en liste over, hvad der er i flyttekasserne

    Tænk over, hvad der skal pakkes i de enkelte flyttekasser, så det er nemt at pakke ud i dit nye hjem. Lav eksempelvis en kasse med det mest nødvendige køkkengrej og toiletsager, så du hurtigt har et funktionelt hjem.

    Mærkning af kasserne er med til at lette både flytning og udpakning af kasserne. Skriv gerne, hvilket rum kassen skal ind i ved ankomst til den nye adresse. Det er en hjælp for flyttemænd og hjælpere på dagen.

    Skriv også gerne stikord om indhold, så du gør det let for dig selv at finde de rigtige kasser, når du skal i gang med at pakke ud.

    Skriv både på kassens sider og ender, så det er let at orientere sig, også når kasserne er pakket tæt sammen i flyttebilen.

    Flyttefirma

    Hvis du vil undgå uoverensstemmelser med dit flyttefirma er det vigtigt at få en aftale på plads om vilkårene for flytningen. Uenigheder bunder ofte i størrelsen af flyttelæsset, adgangsforhold på adresserne eller flyttestrækning. 

    Det kan være svært selv at vurdere, hvor mange kubikmeter et flyttelæs fylder. Ifølge Dansk Møbel Transport Forening, en paraplyorganisation for de danske flyttefirmaer, hvor 85 procent er medlemmer, kan du få vurderet, hvor stort dit flyttelæs er. Bed eventuelt om en uforpligtende besigtigelse af dit indbo i forbindelse med indhentelse af tilbud. Indhent gerne tilbud fra flere forskellige flyttefirmaer.

    Vurder adgangsforholdene

    Du ved selv, hvordan din nye bolig ser ud, og hvordan adgangsforholdene er. Både ved din nuværende bolig og ved den nye. Men det ved flyttemanden ikke, og adgangsforholdene kan især volde problemer, hvis flyttebilen ikke kan komme tæt nok på. F.eks. hvis der er tale om en brandvej.

    Smalle døre, porte eller trappeopgange kan også vanskeliggøre flytningen, og er vigtig information for flyttefirmaet.

    Forsikringen skal være i orden

    Før du entrerer med et flyttefirma, skal du være sikker på, at det har forsikringen i orden. Et medlem af Dansk Møbel Transport Forening skal have en forsikring, som dækker opgaver for op til en million kr. Dog med en maksimumsgrænse på 50.000 kr. per kolli - hvilket eksempelvis er én flyttekasses indhold, kommoden eller fladskærmen.

    Gode råd, når du skal flytte

    Dansk Møbeltransport Forening har opstillet en rigtig god huskeliste i forbindelse med flytning:

    • Sortér i god tid gammelt tøj og alt andet, som skal kasseres eller foræres væk.
    • Send tæpper, gardiner etc. til vask eller rens.
    • Husk at melde flytning.
    • Bestil tid til afmontering af hårde hvidevarer, tv-antenner, stereoanlæg etc.
    • Gå loft, kælder og garage igennem og sortér.
    • Levér lånte ting tilbage.
    • Anbring smykker, bankbøger og personlige papirer på et sikkert sted. De kan muligvis få brug for dem under flytningen.
    • Gennemgå køkkenredskaber, pak tøj og linned du ikke skal bruge i den nærmeste fremtid.
    • Alt hvad der skal være tilgængeligt umiddelbart ved indflytning/ankomst, som toiletartikler, lagner, tøj, madvarer etc. bør pakkes separat.
    • Husk at afrime, rense og tørre køleskabe, frysere etc. samt sørge for en forsvarlig transport af dybfrosne madvarer.
    • Husk transport af eventuelle hus- og kæledyr.
    • Husk at indsamle alle nøgler til garage, kælder, skabe etc. - og husk nøglen til den nye bolig!