Hvorfor skal du rengøre ventilatoren i badeværelset?

Det er vigtigt at få renset din mekaniske ventilation eller din aftrækskanal i badeværelset et par gange om året – gør du ikke det, risikerer du, at den fugtige luft fra badeværelset ikke kan komme væk, og det giver grobund for skimmelsvamp.

Denne fremgangsmåde er kun gældende for mekanisk ventilation eller aftrækningskanaler. Er badeværelset udstyret med et ventilationsanlæg som dækker hele huset, er der andre forhold som gør sig gældende.

Hvordan rengør du du din ventilator på badeværelset?

  • Læs først og fremmest vejledningen til din ventilator. Det er forskelligt for hver enkelt model, hvordan den bedst og mest effektivt rengøres, og hvorvidt den kan eller bør skilles ad ved rengøring.
  • Sørg for, at ventilatoren er slukket.
  • Afmontér frontdækslet, hvis du kan. Nogle ventilatorer har denne mulighed, og så kan du rengøre dækslet grundigere.
  • Brug en støvkost eller anden blød børste til at rense selve propellen i ventilatoren. Ofte sidder ventilatoren så højt, at du ikke kan nå den med en støvsuger. Har du mulighed for at bruge en støvsuger, kan du med fordel vælge et støvsugerhoved med en børste på.
  • Vask frontdækslet i vand med lidt håndopvaskemiddel, og tør det grundigt, inden du sætter det på igen. Hvis du ikke kan tage det af, tør det da af med en klud opvredet i vand med håndopvaskemiddel og tør grundigt efter med en tør klud. Brug vand med lidt universalrengøringsmiddel, hvis det er meget snavset.

Sådan virker ventilationen i dit badeværelse

Automatisk, mekanisk ventilation er ventilering eller udluftning af huset, som foregår ved hjælp af en eldrevet ventilator. Ventilatorer på badeværelser suger typisk blot den gamle og fugtige luft ud af rummet.

I badeværelser er der ofte en tidsstyret, lysstyret eller fugtstyret ventilation, eller en ventilator du selv tænder for, når du synes, der er behov.

Hvordan rengør du aftrækskanalen på badeværelset?

Hvis du har en aftrækskanal på dit badeværelse, er det meget enkelt at holde den ren. Brug en langskaftet støvekost til at fjerne støv og spindelsvæv inde i aftrækskanalen ca. 1 gang om måneden.

Giv aftrækskanalen en lidt grundigere rengøring ca. 1 gang om året, hvor du, udover at fjerne støv og skidt med en langskaftet støvekost, tørrer lemmen af på begge sider med en fugtig mikrofiberklud opvredet i håndopvaskemiddel.

 

Fakta om Fru Grøn

  • Uddannet husholdningsøkonom og master i sundhedspædagogik. Tidligere projektleder hos Statens Husholdningsråd og lektor på Ankerhus, University College, Sjælland.
  • Foredragsholder og selvstændig konsulent inden for grønt husarbejde.
  • Rengøringsfilosofi: Hold rent frem for at gøre rent. Fjern smuds med mekanik fremfor kemikalier. Brug ikke universalrengøringsmiddel - målret rengøringsmidlet alt efter typen af snavs.

Læs alle rengøringstips