Hvad betyder at skære i smig?

Smig er en ikke-retvinklet samling mellem to kanter eller flader. Så når du skærer eller saver i smig, betyder det, at du du skærer fx to brædder eller lister til, så de kan mødes i en spids eller stump vinkel i et hjørne.

Det kan fx være et hegns overliggere som her, og det kan også være, når to loftlister i et hjørne skal sættes sammen, eller hjørnerne i en dørkarm.

Når du bygger et hegn, skal du også kunne samle hegnets overliggere i hjørnerne. Det kræver en smule fingersnilde, hvis ikke hjørnet er i en lige vinkel.

I videoen skal hegnets to overliggere samles i en vinkel. Men da begge dele af hegnet følger skellet mellem to grunde, er vinklen ikke 90 grader.

Det gør det betydeligt sværere at skære overliggerne i smig, så de passer perfekt sammen i hjørnet. I videoen herover viser vi, hvordan du gør.

Tricket kan også bruges i alle mulige andre sammenhænge, hvor to brædder skal skæres i smig.

Efter du har klaret de svære hjørner, er du klar til at montere overliggerne, der skal skrues fast i stolperne med rustfrie skruer og limes med udendørs trælim i samlingerne.

Det skal du bruge:

  • Blyant
  • Tommestok
  • Tømrervinkel
  • Håndsav eller evt. kapsav

Trin for trin:

  1. Placér den første overligger, så den ligger korrekt i forhold til udhæng til siderne, men så den stikker et par cm ud over hjørnet.
  2. Tag overligger nummer 2 og læg den hen over over overligger nummer 1. Selvom den er løftet op, er det vigtigt, at den har den rigtige retning i forhold til hegnet. Træk også overligger nummer 2 et par cm ud over hjørnet.
  3. Tag din blyant og markér en streg på den nederste overligger langs den øverste overligger på begge sider.
  4. Tag din tommestok og læg den lodret mod den nederste overligger på ydersiden af hjørnet, og før en streg op på den øverste overligger.
  5. Gør det samme på indersiden af hjørnet.
  6. Tag overliggerne ned og start med at føre stregerne fra den øverste overligger op til oversiden og lav en streg på tværs over brættet.
  7. Tag overliggeren, der lå nederst, og før stregerne på tværs af hele oversiden og en vinkelstreg ned langs siden.
  8. Lav en streg på tværs af brættet, som du gjorde med den første overligger. Husk at dobbelttjekke, at du laver smigen den rigtige vej.
  9. Skær dine 2 brædder efter stregerne.
  10. Læg dem på plads på toppen af hegnet. Er smigen tæt, som den skal være, er du færdig.
  11. Gaber den lidt inderst eller yderst, skal du save den til med en håndsav.
  12. Tag din håndsav og skær ned gennem hele rillen mellem de 2 brædder, mens du klemmer dem ind mod hinanden.
  13. Du har nu fået en helt tæt smig. Gaber den stadig lidt, kan du save igennem en gang til.