Så ofte skal du vaske sengetøjet

Ifølge en undersøgelse, som YouGov har lavet for Videncentret Bolius i december 2020 skifter 7 ud af 10 danskere sengetøj hver eller hver anden uge. Men ifølge husholdningsøkonom Anne Grethe Rasmussen er det kun nødvendigt at vaske sengetøjet én gang om måneden, hvis det ikke er beskidt, og ingen i familien lider af allergi.

Hvor ofte bør man vaske sin dyne?

Som tommelfingerregel er det en god idé at vaske din dun- eller fiberdyne hver 3. måned, altså 4 gange om året, for at få vasket husstøvmider og bakterier ud af den.

  • Dundyner skal helst ikke vaskes oftere, da dunene kan tage skade af for hyppig vask. Edderdunsdyner skal dog som udgangspunkt slet ikke vaskes, og hvis det alligevel bliver nødvendigt, er det bedst at lade professionelle på et vaskeri, gøre det, så du ikke risikerer at ødelægge dynen.
  • Fiberdyner kan sagtens vaskes oftere end 4 gange om året.
  • Ulddyner skal som udgangspunkt ikke vaskes, da ulden indeholder lanolin, som er selvrensende. Kommer der pletter på din ulddyne, kan du dog vaske den ved en skånevask.

Hvis du synes, at du sveder meget, opholder dig ekstra meget i sengen, har kæledyr i sengen, der er kommer pletter på din dyne eller lignende, skal du overveje at vaske fiberdynen oftere. 

Et bad før sengetid givere renere dyne

Jo renere du selv er, når du lægger dig under dynen, og jo renere dit sengetøj er – jo renere vil din dyne også være, og desto mindre behøver du at vaske den. Tager du dit bad lige inden sengetid i stedet for fx om morgenen, vil din dyne også typisk være renere, da du ikke tilfører den snavs fra din hud.

Sådan vasker du din dyne

Husk, du altid skal følge din dynes særlige vaskeanvisninger. Din dyne kan være lavet af blandingsmaterialer og kan fx have særlige anvisninger for temperatur ved vask. Som udgangspunkt kan du vaske dine dyne på følgende måde:

Sådan vasker man en dundyne

  • Brug en vaskemaskine, der kan rumme mindst 7 kilo.
  • Vask én enkeltdyne ad gangen i størrelsen 140x200 eller 140x220 .
  • Brug dunvaskemiddel og brug ikke skyllemiddel, hvis du har en dundyne. Skyllemiddel og almindeligt vaskemiddel kan indeholde enzymer, der kan vaske dunenes naturlige fedtlag af, hvilket får dem til at falde sammen og tabe deres isoleringsevne.
  • Vask på et skåneprogram med lav centrifugering.
  • Vask på 60 grader for at slå husstøvmider ihjel. Vær dog opmærksom på, at dyner af edderdun og silke er mere følsomme og typisk ikke tåler mere end 30 grader. Lad gerne professionelle på et vaskeri vaske disse, hvis det bliver nødvendigt.

Sådan vasker du en dyne med fiberfyld
Dyner med andet naturfyld eller syntetisk fyld skal vaskes på samme måde som dyner med dunfyld. 
 

Sådan tørrer du din dyne

Husk, du altid skal følge din dynes særlige tørreanvisninger. Din dyne kan være lavet af blandingsmaterialer og kan fx have særlige anvisninger for temperatur ved tørring. Som udgangspunkt kan du følge denne anvisning, når du tørrer både din dundyne og din fiberdyne.

  • Brug en tørretumbler. Som udgangspunkt skal alle typer dyner tørres i tørretumbler, medmindre andet er angiver på dynen. Tjek altid på vaske og tørreanvisningen, om din dyne kan tåle tørring med tumbler, samt hvilken temperatur den kan tåle. Tumbleren skal helst kunne rumme mindst 8 kilo, så dynens dun eller fibre ikke klumper sammen. Det kan tage op til 5 timer at tørre dynen i tørretumbler.
  • Hold temperaturen i tumbleren på max 60 grader. Hvis dundyner tørres ved for høj varme, kan deres naturlige fedtlag forsvinde, og dynen vil miste sin luftighed, ligesom den mister sin evne til at holde på varmen.
  • Læg 2-3 tennisbolde eller lignende i tørretumbleren. De kan sikre, at dynens fjer ikke klumper sammen og gør dynen luftig.
  • Ryst dynen for hver 15.-20. min den er i tumbleren. På den måde sikrer du, at alt fyld bliver fordelt og tørret helt. 
  • Hæng gerne dynen ud i skyggen efter tumbling, når den er helt tør, så den føles frisk inden brug.

Har du en dundyne, er det en god idé at tørretumble den en gang i mellem uden at vaske den først. Når dunene optager fugt i løbet af natten, klasker dynene med tiden lidt sammen. Ved at tørre dynen godt i tumbleren, bliver dunene igen helt tørre og dynen bliver luftig.

Hvornår er din dyne helt tør?
Det er vigtigt, at din dune er helt tør, inden du tager den i brug. Dels lever husstøvmider bedre i et fugtigt miljø, og dels kan fyldet mugne, hvis dynen ikke er tør.

Vej dynen: Du kan tjekke, om dynen er helt tør, ved at veje den før og efter vask og tørring. Hvis dynen vejer det samme efter vask og tørring, som den gjorde inden, så er den sandsynligvis helt tør.

Brug vådt viskestykke: Nogle tørretumblere stopper tørringen, når overfladen på dynen er tør, men dunene eller fiberfyldet indeni kan stadig være fugtige. For at forlænge tørretiden, kan du lægge et vådt viskestykke ind i tørretumbleren sammen med dynen, så dynens fyld kan tørre helt.

Husstøvallergi: Vask dynen ved 60 grader
Hvis du lider af husstøvallergi, anbefaler Astma-allergi Danmark og rengøringsekspert Michael René, at du vælger en dyne, der kan tåle vask ved 60 grader og gør følgende:

  • 60 grader: Vask din dyne og dit sengetøj ved 60 grader.
  • 4 gange pr. år: Vask dynen mindst 4 gang om året.
  • Rent sengetøj: Skift til rent sengetøj mindst hver 14. dag.

Astma-allergi Danmark understreger, at det som udgangspunkt IKKE er tilstrækkeligt at lægge dynen i solen, vaske den ved temperaturer under 60 grader, fryse, lufte, rense, tørretumble dynen eller støvsuge madrassen. Ingen af disse tiltag fjerner ifølge Astma-allergi Danmark i tilstrækkelig grad det, der giver symptomer på allergi. 

Kilde: Astma-allergi Danmark

Kan man tørre dyne uden tørretumbler?
Det er en dårlig idé at tørre din dyne uden en tørretumbler, da det er svært at få det inderste fyld helt tørt, når dynen blot hænger. Har du en fiberdyne, vil de fleste fibre klumpe sammen i de felter, der er i dynen, hvis du ikke tørrer dynen i en tørretumbler. 

Husk dog, at nogle dyner som silke- og edderdunsdyner ikke tåler temperaturer over 30 grader. Tjek altid anvisningen på netop din dyne.