Spørg Bolius

Salpeter udtræk på murværk

Hvordan fjernes kalkudblomstringer / salpeterudtræk.

Hej Vi har netop fået nyt hus og har i den forbindelse en del såkaldte kalkudblomstringer/salpeterudtræk.

Jeg kan umiddelbart læse mig til at sådanne udtræk burde forsvinde af sig selv med tiden og desuden ikke skader murværket, er det korrekt?

Derudover kan jeg se at det burde kunne fjernes enten med en stiv børste eller med en svag saltsyreopløsning. Det undrer mig dog her at man ikke bare kan skylle det af med vand. Forklaringen burde efter sigende ligge i at det så blot trækker ind i murstenen igen, men hvis man nu giver det rigeligt med vand, f.eks. vasker muren direkte med vandslangen, så burde størstedelen vel opløses og løbe med vandet væk og ikke ind i stenene?

Jeg vil derfor gerne høre jeres mening mht?

Hvor lang tid kan jeg forvente det tager for udlejringerne er væk?

Er der noget skidt i at have dem?

Hvordan fjerner jeg dem lettest/sikrest?

Kan man vitterlig ikke bare bruge vand (og masser af det) og hvorfor og er der noget skadeligt i at forsøge sig med en vandslange og lidt gåpåmod? (muren burde vel kunne holde til det).

På forhånd tak

Salpeter udtræk på murværk

Hej Rune,

Salpeterudtræk eller kalkudblomstringer som det også kaldes, skyldes en kemisk reaktion mellem vandet i mørtlen og kalken i mørtlen. Men det kommer typisk når der har været brugt for meget vand eller hvis murværket har været meget vådt under opførelsen. Så du må endelig ikke pøse mere vand på, du kan risikere blot at forværre det.

Tid er den bedste løsning, salpeterudtræk er ganske uskadeligt, så selv om det måske er til irritation for øjet , så sker der altså ikke noget ved at det er der. Jeg vil faktisk anbefale dig slet ikke at gøre noget ved det, det første år. Her efter kan du bruge en havekost til at feje facaden af med. Du skal tænke dig meget godt om inden du kaster dig over saltsyreløsningen, da mange mursten idag ikke kan tåle saltsyren og får misfarvninger af den. Desuden kan en for stærk opløsningen give rustlignende udtræk på fuger og murværk som du ikke kan fjerne.

Tålmodighed er den bedste løsning af dem alle.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Jeanette Standly Mikkelsen, bygningskonstruktør

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden