
Har du gamle låse i dine yderdøre, kan det være en god idé at udskifte cylindrene. Foto: Bigstockphoto
Det er en god idé at sikre dit hus med gode låse og nøgler. Ved hvert fjerde indbrud i huse kommer indbrudstyvene ind ved at bryde en dør op.
Hvilke krav stilles der til døre og låse i huse?
Der stilles ikke krav til, hvilke låse der skal være i husets døre - hverken med hensyn til alder, type eller mærke.
Men hvis du skal have din forsikring til at dække eventuelle indbrud, skal dit hus skal være forsvarligt lukket og låst. Det betyder i praksis, at alle dørene skal være låst, og vinduerne skal være lukket og/eller haspet.
Selv om der ikke er krav, er det en god idé at se nærmere på, hvordan huset er sikret med låse og nøgler, da det kan være med til at forhindre indbrud.
Hvilke låse er lette at dirke op og bore ud?
Det er vigtigt at tjekke låsene i yderdørene – både deres alder og type.
Det kan også være svært at få overblik over, hvor mange der har nøgle til døren, hvis der sidder en gammel lås. Er boligen handlet én eller flere gange med de samme låse, kan der måske være flere, end du tror, der har nøglen til boligen.
Der er svagheder ved stort set alle mærker. Nogle er nemme at dirke op, andre er nemme at bore ud. Ældre låsecylindere, hvor nøglerne har et rundt hoved, og cylinderen kun har 5 stifter, er forholdsvis nemme at dirke op. Denne type cylinder ikke bør benyttes til yderdøre.

3 forskellige låsecylindere med tilhørende nøgler. Cylinderen yderst til venstre er mest sikker, og den yderst til højre er lettest at dirke op. Foto: Hawaii Film
Låsecylinderens form og cylinderringen, der er om cylinderen, har også betydning for, hvor nemt eller svært det er at bryde ind.
Hvis der ikke er en konisk cylinderring (se billedet), kan tyven nemmere vride cylinderen af.
Nye låse er mere dirke- og boresikre og laves typisk med 6 eller 11 stifter. En lås med 6 stifter er boresikker, men ikke dirkefri. En lås med 11 stifter er både boresikker og dirkefri, så det er bedst at vælge den.
Låse bliver slidte som alt andet, og derfor er det en god idé at skifte cylinderen ud hvert tiende år. Også af den grund, at teknologien simpelthen løber fra cylinderen. Med årene bliver tyvene dygtigere til at dirke låsene op.
Normalt er det altid en god ide at skifte låsen og derved låsecylinderen, når du flytter ind i en ny bolig. Det er svært at vide, hvor mange nøgler der er i omløb, og hvis det er en ældre bolig, så er sikkerheden ofte også derefter. Især låsen til hoveddøren og andre yderdøre bør skiftes ved indflytning.
Har din dør en gammel lås, der fungerer, som den skal, kan du supplere med en ny og ekstra lås.
Hvordan vælger du låse?
Skal du have skiftet låsene ud og gerne vil vælge sikre låse, kan du få hjælp af en låsesmed, som også kan give dig vejledning på baggrund af de døre, der er i huset.
Generelt er nye låse er mere dirke- og boresikre og laves typisk med 6 eller 11 stifter.
I dag findes der flere nøgle- og låsesystemer, hvor nøglen ikke umiddelbart kan kopieres hos en låsesmed. Du skal medbringe nøglens id-nummer, og kopieringen registreres. Spørg en låsesmed om råd og vejledning, hvis du er i tvivl.

Det giver ekstra sikkerhed med to låse i hoveddøren. Den ene er med vrider og den anden med kasselås, som kræver nøgle for at låse op, både ude og inde. De bør placeres mindst 40 centimeter fra hinanden. Foto: Tine R. Sode
Dine yderdøre bør have to låse, som sidder med minimum 40 centimeters afstand. En ekstralås, der er placeret inde i døren, svækker døren, fordi den bliver udhulet der, hvor låsen sidder. Når låsene sættes med minimum 40 centimeters afstand, er de 2 udhulninger så langt fra hinanden, at de ikke påvirker dørens styrke i så høj grad, at døren nemt kan sparkes ind.
Den ene af låsene bør være en lås uden vrider, der kun kan åbnes med nøgle fra begge sider. Det vil besværliggøre det for tyven at komme ud gennem døren.
Fjerner du nøglen, skal du sikre dig, at alle i huset ved, hvor den er, så de kan låse døren op i tilfælde af brand.

Sikkerhedsslutblikmed skråtstillede skruer. Foto: Hawaii Film
I dørkarmen bør du installere et sikkerhedsslutblik, som tager imod riglen fra låsen i døren. Når der er monteret et sikkerhedsslutblik, kan karme modstå et langt større tryk, op til 800 kilo, som gør, at karmen ikke flækker, hvis en tyv forsøger at sparke eller presse døren ind.
Slutblikket bør være i god kvalitet og skal helst monteres med skråtstillede skruer, der gør døren mere modstandsdygtig over for spark og tryk og opbrud.
Ud over låsens kvalitet er dørens konstruktion og styrke afgørende for sikringen. Hvis døren skal være sikker, bør riglens fremspring være minimum 20 millimeter. Riglen er den bjælke i låsemekanismen, som skubbes ind i slutblikket i karmen, når man låser døre, og som i låst tilstand forhindrer døren i at åbne.
Hvis du skal have en ny yderdør, så overvej at købe en, der har paler, der låser døren både ved nøglehullet og i top og bund af døren.

Forskellige låsetyper. Arkivfoto.
Hvilke låsetyper findes der?
Overordnet findes der 3 kategorier af låse:
- Cylinderlåse
- Tilholderlåse
- Elektroniske låse
Cylinderlåse

Kasselås, som ikke er smæklås. Foto: Tine R. Sode
Cylinderlåse findes som kasselåse og indstukne låse.
En indstukket lås sidder inde i døren ved håndtaget og kan også monteres i døren som lås nummer 2. Cylinderen skal sikres med en cylinderring eller et sikkerhedslangskilt, der gør det vanskeligt at vride eller brække cylinderen af og åbne døren.
Kasselåsen findes både med og uden smæklås. Kasselåsen skrues fast på dørens indvendige side og monteres ofte som lås nummer 2. Låsen fås også med indvendige vridere. Når du drejer nøglen modsat i låsen, blokeres vrideren i smæklåsen, og på den måde øges låsens sikkerhed.
Tilholderlåse
Tilholderlåse sidder, ligesom en indstukket lås, inde i selve døren. Tilholderlåse har desværre den ulempe, at der ikke kan laves systemnøgler til dem. I dag anvendes tilholderlåse stort kun til pengeskabe og næsten aldrig til yderdøre.
Elektroniske låse
Som alternativ til en almindelig dørlås kan du vælge en elektronisk dørlås.
Der er ingen sikkerhedsproblemer ved at installere en elektronisk dørlås. De fleste er således godkendt til brug i private boliger, og de opfylder de generelle forsikringskrav til forsvarlig aflåsning. Du skal dog sikre dig, at den model, du overvejer at købe, faktisk opfylder forsikringskravene. Det skal fremgå tydeligt af salgsmaterialet. Er du i tvivl, kan du henvende dig til dit forsikringsselskab.
Selve indmaden i en elektronisk lås er den samme som i en almindelig lås. Den fungerer på samme måde – bare mekanisk i stedet for manuelt. Det betyder, at risikoen for opbrydning er den samme.
Fordelen ved en elektronisk lås er, at den som standard er låst, og din hoveddør er derfor også låst, når du er hjemme. Du har heller ikke besværet med tabte nøgler.
Du kan købe elektroniske låse i større byggemarkeder og trælasthandler, men selvom om efterspørgslen er stigende, er det stadig en specialvare, som ikke alle byggemarkeder forhandler endnu.
Når du køber en elektronisk lås, skal du være opmærksom på, at låsene både fås til indendørs og udendørs brug, så du ikke kommer til at købe en lås til hoveddøren, som ikke tåler fx regn.
Låsene til udendørs brug er generelt dyrere end dem til indendørs brug. Du skal også sikre dig, at den medfølgende låsekasse passer i størrelsen til din dør.
Der findes to forskellige slags elektroniske dørlåse:
- Kodelåse, hvor du skal indtaste en kode, anvende en nøglebrik eller åbne ved hjælp af en smartphone.
- Biometriske låse, hvor du skal bruge dit fingeraftryk på en fingeraftryksscanner.
Begge typer elektroniske dørlåse fås med en nøglebackup, så du kan få adgang til dit hjem, selvom elektronikken skulle svigte.
I ejendomme med flere lejligheder er det en god idé at benytte elektroniske låsesystemer, hvor hver lejlighed får et låsekort. Låsekortene kan skræddersys med koder til de forskellige boliger, kældernedgange og opbevaringsrum, og koden ændres ved ud- og indflytning. På den måde undgår man, at der er nøgler i omløb hos folk uden tilknytning til ejendommen.
Hvordan sikres terrassedøre og kælderdøre?
Det er vigtigt, at du ikke kun tænker på hoveddøren, når der skal vælges låse. Ved en hurtig runde vil tyven hurtigt finde den indgang til huset, der er dårligst sikret, og er terrassedøren eller kælderdøren ikke tilstrækkeligt sikret, er det her, indbrudstyven vil forsøge at komme ind.

Det er en god ide også at have nøglelås i din terrassedør. Arkivfoto.
En undersøgelse af 3.000 indbrud og indbrudsforsøg i huse og lejligheder, som Center for Kriminalitetsanalyse foretog for Bo trygt i 2022, viser, at tyve ved fuldbyrdede indbrud, hvor de fik adgang gennem døren, kom ind gennem terrassedøren i to ud af tre tilfælde.
Der bør derfor være lås med nøgle i terrassedøren, så du kan låse døren indefra og fjerne nøglen. Igen er det vigtigt at alle i boligen ved, hvor nøglen gemmes, så alle kan komme ud ad døren i tilfælde af brand. På den måde bliver det både vanskeligt for tyven at komme ind udefra og at komme ud igen gennem terrassedøren med favnen fuld af tyvekoster.
Du kan også vælge en kodelås til terrassedøren. Kodelåse kræver batteri, så husk at tjekke, at batteriet stadig dur, ellers kan låsen ikke åbnes.
Hæve/skydedøre
Hæve/skydedøre, som typisk anvendes som terrassedøre, kan sikres med et indvendigt beslag, der kan låses. Det kan give en ekstra tryghed at lægge et afsavet kosteskaft i glideskinnen så døren ikke kan skydes til siden.
Kælderdøre
Kælderdøre skal være sikrede på samme måde som hoveddøren. Flere kælderdøre er ikke ordentligt sikrede, og ofte er hverken dør eller låse af tilstrækkelig kvalitet. Du bør derfor anskaffe dig en solid dør. Du kan skifte den gamle dør ud eller forstærke dørbladet på indvendige side med en stålplade eller en krydsfinérplade.
Låsen bør være lige så sikker som låsen i din hoveddør og kan evt. suppleres med skudrigler eller en hængelås, hvor bøjletykkelsen har en materialetykkelse på 8 mm, så den er meget vanskelig at klippe over. Beslagene til hængelåsen bør monteres med kraftige beslag, evt. med møtrikker eller envejsskruer.
Hvad koster det at udskifte alle husets låse?
Hvis du ønsker at forbedre din boligs låsesikkerhed, kan du omkode dine låse, udskifte låse eller montere ekstra låse (suppleringslåse).
Hvad er god låsesikkerhed?
Her er nogle råd om, hvordan du opnår en god sikkerhed med låse og nøgler:
- Sørg for at udskifte eller omkode låsene, når du flytter ind i en ny bolig.
- Sørg for at have lås på alle yderdøre inkl.terrassedøre og gerne 2 låse på hoved- og kælderdøre.
- Opbevar dine nøgler sikkert.
- Vær sikker på alle, der bor i boligen ved, hvor nøglerne er, så man kan låse sig selv ud i tilfælde af brand
- Mærk aldrig nøglen med navn og adresse.
- Sæt ikke nøglerne til huset og bilen i samme nøglebundt.
- Tænk dig godt om, før du udleverer dine nøgler til andre.
- Gem ikke nøglen på "et sikkert sted" uden for huset.
Omkodning
Køber du nyt hus, eller ønsker du af anden grund at ændre låsene, kan du få låsene omkodet, hvis de er i ordentlig stand.
En omkodning koster typisk omkring 700-900 kr. for den første lås, der skal omkodes i dagtimerne. Er der flere låse, yder låsesmeden som regel rabat på omkodning af lås nr. 2, 3, 4 osv. Nogle låsesmede omkoder også låse i nattetimerne. Her vil en omkodning typisk koste 1.500-1.700 kr.
Udskiftning af lås
Hvis du ønsker at skifte dine låse eller montere en ekstra lås, kan du enten selv gøre det, eller få en låsesmed til at udføre arbejdet.
Hvis din lås er defekt, viser tydelige tegn på slid, eller er mere end 10 år gammel, er det en god idé at skifte den ud. Monteres den nye lås som en kasselås, der sidder på bagsiden af døren, ligger prisen typisk omkring 1.900 kr.
Ekstra lås
Vil du have monteret en ekstra lås, fx en udesikret (kan låses indefra med nøgle), varierer prisen fra 2.300-2.800 kr. Ønsker du at forøge sikkerheden på din kælderdør med en bedre lås, fx en kasselås, koster det omkring 2.400 kr. At få monteret en greb med cylinderlås på en terrassedør koster omkring 1.900 kr.
En elektrisk lås koster fra 8.000 kr. til 10.000 kr.
Priserne er inkl. moms og er fra 2025