Skruefundamenter - hvor mange skal der til for at bære sommerhus på 100 m2?

Hej Bolius

Hvordan finder jeg ud af hvor mange skruer det skal i jorden for at kunne bære mit sommerhus på ca. 100 kvm? Jeg skal bygge et nyt sommerhus på skruefundamenter og skal finde ud af hvordan jeg opfører huset ovenpå skruerne? Jeg kan enten lægge ståldragere over skruerne eller limtræ, men hvem kan rådgive mig til den bedste løsning? Jeg forestiller mig at flere i fremtiden vil vælge denne form for fundering som er langt mere klimavenlig end beton, hurtigere at installere (365 dage om året uafhængig af vejret) og i mange situationer også billigere. Min arkitekt kan ikke rådgive eller lave beregninger og til min store undren ligger skrue fundament firmaerne heller ikke inde med denne kompetence. Jeg forestiller mig at beregningerne er ganske simple, for dem der har kompetencen. Ved I hvem der kan hjælpe mig videre? Jeg vil jo gerne tale med nogen der har de rigtige kompetencer og ikke bare google bygningsingeniør? Håber at I kan hjælpe.

Johan T

Hej Johan

Du skal da blot have fat på en rådgivende ingeniørfirma, og/eller et geoteknisk firma.

Man regner kort fortalt ud hvad dit kommende hus kommer til at veje, og så dividerer man reelt bare denne vægt med hvad enkelt skrue kan bære. Den last må skruefirmaerne da kunne oplyse. Men der er forskel på bæreevnen i sand eller i lerjord, og det er her geoteknikeren kommer ind i billedet.

Det kræver selvsagt også en geoteknisk redegørelse af jordholdene på grunden.

Dertil skal skruerne jævnt fordeles under den bærende ramme. Her kan du muligvis opdage, at eksempelvis 10 skruer reelt kan bære husets vægt. Men hvis bjælkerne kræver kortere afstand mellem understøtningspunkterne, kan det være at dette bliver dimensionsgivende for hvor store og hvilket antal skruer der skal bruges.

Giver det mening? Måske kan en bjælke holde den ene side af huset, hvis den understøttes for hver 2. meter. Vælger man derimod en større bjælke, kan den spænde over 2,5 meter eksempelvis.

Og sådan sidder man så og ”leger” med projekteringen af huset, så det kan bygges bedst og billigst. Og her holder man så dimensionen af bjælkerne op imod antallet af skruefundamenter og deslige.

Men alt dette får du en rådgivende ingeniør til at kigge på.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden