Spørg Bolius

Sommerhus har stået tomt, er der fare for legionella i varmtvandsbeholderen?

Hej Bolius

Vi har et sommerhus sydpå, som  vi af gode grunde ikke kan komme ned til nu. Der kommer nok til at gå ca. 9 måneder, mellem vi var der sidst, og næste gang.

Vi har en varmtvandsbeholder a la dem i DK, og vandet er selvfølgeligt koldt nu.

Er det tilstrækkeligt at varme vandet op til de godt 55 grader og skylle igennem et par minutter for at undgå legionella-bakterier?

VH Ebbe K

Hej Ebbe K

Legionellabakterier trives bedst i stillestående, lunkent vand, så vandet skal helst være enten helt koldt (under 12 grader) eller helt varmt (over 55 grader).

Så for at være sikker på at udrydde eventuelle legionellabakterier, når huset har stået tomt, kan du varme vandet op til minimum 68 grader og så efter nogle minutter lade vandet løbe i alle haner, indtil det køligere og lunkne vand er skyllet ud, og temperaturen i hanen har været 68 grader i 2 minutter.

Du skal så holde vandtemperaturen i varmtvandsbeholderen på min. 55 grader, temperaturen skal også være så høj, at det varme vand i hanen efter 5-10 sekunder er mindst 50 grader.

Temperaturens effekt på vækst af legionella:

20 °C: Legionella kan overleve, men er som oftest i et hvilestadie

20-50 °C: Legionella kan vokse - det optimale temperatur-interval er 35 °C til 46 °C.

50 °C: Legionella kan overleve, men der sker ikke vækst.

55 °C: Legionella dør inden for 5-6 timer.

60 °C: Legionella dør inden for ½ time - øget risiko for kalkdannelse.

68 °C: Legionella dør inden 2 minutter.

Det er de råd, der gives i Danmark, men der kan være andre forhold, der har betydning i Frankrig, så søg også viden hos de lokale sundhedsmyndigheder  både i forhold til legionella og andre bakterier i det lokale område.

Og læs mere her: Fortsat mange legionellatilfælde - sådan undgår du bakterien

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden