Det blev måske alligevel for sent? Et par blodpropper satte alle planer på pause. Forsommeren 2018 var på mange måder begivenhedsrig for os: Den ældste datter skulle giftes, vi skulle på to korte ture til udlandet, og i forbindelse med min mands 60-års jubilæum som musiker stod vi for udgivelsen af ikke mindre end to bøger og en CD, ligesom der også lige skulle holdes et par jubilæumskoncerter. Programmet blev toppet med en tredages visefestival, som min mand stod for, og til slut en udfordrende koncert Sankt Hans aften i Skagen. Nogle vil stadig kunne huske, at perioden dertil var rekordvarm og lang.

I et par måneder havde jeg iagttaget min mand blive dårligere gående, miste balancen og være unaturligt træt, men jeg havde tænkt, det var arbejdspresset. Aftenen før vi tog op til lægen, gennemgik vi de piller, som min mand plejer at tage, og opdagede, at han ved en fejltolkning af en nymedicinering ikke havde taget sine blodtrykssænkende medicin i to måneder. Det kunne give noget af forklaringen, men ikke det hele. Lægebesøget dagen efter, samt de efterfølgende undersøgelser, bekræftede da også mistanken om, at min mand havde haft to mindre blodpropper. 

Vi trak stikket fuldstændig. Alle koncerter frem til august blev aflyst. Udgående aktiviteter blev skåret ned til et minimum. Vi smed alt, hvad vi havde i hænderne, og valgte bare at være sammen. Men hvad var det, vi stod overfor? Vi vidste godt, sådan noget kunne ske. Men sygdommen kom alligevel overrumplende. Og dagsordenen blev med ét en helt anden. Først og fremmest – hvordan ser vores liv ud de nærmeste år? Har vi overhovedet så lang tid sammen? Hvad er vores vigtigste prioriteter? Hvad er helbredsudsigten? Kunne vi håbe på, at alt igen ville blive, som før efter en periode med ro, eller ville der være eftervirkninger? 

Slippe kontrollen

Den første tid var kaotisk. Det føltes, som om vi var blevet slynget ufrivilligt ned i en kæmpetrampolin og nu svævede i luften med alle planer omkring os uden faste holdepunkter – andet end hinanden. Alt som i ALT skulle genovervejes. Ikke bare flytning og bolig, men også arbejdsliv, tidspunkt for at holde endeligt op med at arbejde, koncerter, spillejob, fremtidige festivaler, øjeblikkelig delpensionering, økonomi, identitet, familie. Hvad ville vi kunne klare på alle disse fronter i tilfælde af, at udfaldet skulle blive worst case?! At forestille sig det værste, der kan ske, har jeg lært at gøre, selv om man kan blive meget ked af det. Det værste er jo, hvis en af os ikke er her mere. Men når man først har forestillet sig det og tænkt over, hvad det medfører, kan alting kun blive mindre slemt, altså bedre.

Der fulgte nu en lang sommer, hvor vi som det vigtigste måtte indstille os på noget, som var meget svært; nemlig at vi ikke kunne få nogle klare svar fra nogen som helst. Vi skulle give det tid. Vi måtte se, hvordan det gik for min mand. I første omgang havde han ingen mén. Han havde sin fulde førlighed, men var uendelig træt og kæmpede med at finde grænserne for, hvornår kræfterne slap op i løbet af en dag. 

Når man er vant til at være meget aktiv, er det næsten umuligt at acceptere, at kroppen simpelthen bare siger fra flere gange om dagen. Det tager lang tid at indstille sig på de nye begrænsninger, især hvis de går hen og bliver permanente, og hele ens identitet skal op til genovervejelse. 

Naturligvis er dét, at sætte farten ned på grund af kroppens signaler, en helt almindelig del af at blive gammel. Men da både hånd- og fodbremse blev aktiveret på én gang, var forholdene på den ene side meget sværere at indstille sig efter, og på den anden side så meget nemmere, for fysikken sagde bare stop her og nu. Vi kunne intet andet gøre end at vente og se.

Angstfyldte nætter 

Jeg skal spare jer for alle mine natlige overvejelser, der alligevel sneg sig ind, og alene dele nogle af boligovervejelserne. I de sorte søvnløse nætter spekulerede jeg på, om mit eget ønske om at flytte til noget mindre overskyggede min mands. I den givne situation var mit eget svar et rungende ja. Selvfølgelig skulle vi ikke flytte nu. Men skulle vi flytte overhovedet? Er det for tidligt at flytte, passer jeg for meget på at være i tide? Gør vi det rigtige? Hvad hvis vi fortryder? En flytning er jo uigenkaldelig. Hvorfor ikke bare blive? Vi kunne jo leje førstesalen ud, om ikke andet så til sommerhusgæster næste sommer. Eller starte en Airbnb? Hvis der altså kom en ”næste sommer”… Skal vi bruge færre rum og lukke af for vinteren? Og skal vi overhovedet bruge én eneste krone mere på vedligeholdelsen?

Det blev for kompliceret at tage konkret stilling til, men heldigvis ikke vanskeligt at tale om vores nye livssituation indbyrdes. Blodpropperne kom på en måde oven i den forandring, vi allerede havde sat i gang for at være i god tid med flytningen, og det forstærkede fornemmelsen af opbrud. Børn og børnebørn kom på besøg, og da den første forskrækkelse havde fortaget sig, og en ny normal hverdag var ved at indfinde sig, vidste jeg også, at visse ting ikke kunne udskydes, slet ikke nu. The Show must go on. Det var varmt, laden skulle males, og børnebørnene hjalp til, mens farfar hvilede sig.

Min mand sagde en dag:

- Vi skal af med alting, som om vi er ved at lukke butikken. Men vi laver måske bare supermarkedet om til et ismejeri. Man kommer til at sige ”nu er dette snart slut” og mene meget mere end huset. Lige nu er min horisont er blevet kortere, og jeg kan ikke forstå, at vi har brug for en mindre bolig, for det har aldrig været et problem med et stort hus. Det er en hårfin balance – vi skal jo ikke flytte i nær fremtid, for vi har lagt program for vore koncerter et helt år frem, og dem har jeg sandelig tænkt mig, at vi skal afholde.

Han havde også lagt mærke til, at vores børn reagerede kraftigt:

- Det er, som om de kommer her og siger farvel hver gang. De udviser en overvældende omsorg for mig. De bliver som små børn, der bliver bange for at miste deres forældre, og de oplever os som langt mere skrøbeligt gods, end vi selv gør.

Men så….

Som konsekvens af, at det ikke ville give nogen mening at bruge tid på at gennemspille forskellige fremtidsscenarier lige her og nu, indrettede vi os. Så mere af det, der rent faktisk var planlagt at blive gjort i sommerferien, alligevel lod sig gøre, blandt andet loppemarkedet!

Igennem de sidste tre år havde jeg jo ryddet op og forberedt kassevis af loppegenstande. Og da det ikke var mig, der var syg, kunne vi jo slå to fluer med ét smæk. Sommeren var vidunderlig. Græsset skulle ikke slås, for det var totalt afsvedet. Der var masser af turister, for folk var trætte af solskoldninger på stranden, og vores store lade kunne tilbyde en svalende kølighed, mens de gennemtrawlede alt det, jeg omsider havde fået stillet op på borde og paller. 

Min mand kunne hvile sig i en liggestol ved indgangen til loppemarkedet og holde vagt, når jeg var inde for at lave en ny kande isvand til os. Sådan gik juli. Den 2. august kunne min mand ikke holde uvisheden ud længere – han måtte ud at spille igen og se, om han kunne klare det. Det kunne han.

Kræfterne vendte tilbage

Et halvt år efter var der bud efter mig. Efter en nat med voldsom trykken for brystet og ondt i hjertet ringede jeg 112 på min læges anbefaling. Allerede i ambulancen beroligede paramedicineren med, at jeg ikke havde en blodprop lige nu. Og det viste sig da også at være falsk alarm hele vejen igennem. Men de seks timer på hospitalet var rigeligt til at tænke hele situationen igennem. Det var ikke nødvendigvis mig, der blev alene først. 

I dag er vi begge to raske. I august genoptog min mand sine spillejob lidt efter lidt. Kræfterne er vendt tilbage. Allerede i oktober begyndte han at skrive nye melodier til en CD, der skal indspilles dette forår. Jeg har levet længe nok med ham til at vide, at komponering er det største sundhedstegn, han kan udvise.

Kadencen er sat ned, og der bliver ikke planlagt 3-4 dages turneer længere, men at holde op med at spille er ikke en mulighed – dét vil tværtimod slå ham ihjel! Og jeg, jeg er foreløbig ikke gået på delpension, men det er da bestemt noget, jeg stadig overvejer! Som en lille tilføjelse kan jeg nævne, at coverbilledet er taget et halvt år efter forskrækkelsen.

Læs med næste gang, når den står på loppemarked i sommerens stegende hede.