Den totale neddrosling af alle aktiviteter som følge af min mands rekonvalescens stoppede ikke min langsigtede plan om at holde loppemarked sommeren over. Nu havde jeg gået og planlagt dette i tre samfulde år. Nu skulle dette være! Min mands hvilestol blev praktisk udstyr under hedebølgen, for han kunne sidde i skyggen af et stort kastanjetræ og alligevel følge med, mens jeg puslede. Den mest solrige sommer nogensinde fik græsset til at stoppe med at gro, og folk til at lede efter skygge – lokke, lokke, lokke – for inde i vores store lade var der dejlig køligt - hvor heldigt! Jeg manglede blot at kunne sælge ispinde.

Vi holdt åbent i fem weekender, fredag-lørdag-søndag. En enkelt gang også torsdag, to gange kun lørdag og søndag. Kom der mange? Næh, egentlig ikke. Fra én person til 25 på en dag. Jeg var tilfreds, selvfølgelig ikke den dag, hvor der kun kom én, men formålet for mig var jo at komme af med noget, samtidig med at vi kunne rekreere roligt. Hver aften kunne jeg heldigvis blot rulle garageporten ned efter at have taget udstillingsgenstandene og skiltene ind klokken 17.

Dette var ikke noget, jeg skulle leve af, selv om jeg fik blod på tanden til at uddanne mig til loppesælger en skønne dag. Måske synes jeg, det er sjovere at købe end at sælge. Jeg kom i hvert fald til at købe noget på nogle andre loppemarkeder, jeg kørte forbi i hverdagene – men dét, jeg købte, solgte jeg igen med pæn fortjeneste.

Her er mine råd punktvis, hvis du selv skulle få lyst – du er velkommen til at komme med flere i Facebook-gruppen.

Opstilling

Jeg opdagede hurtigt, at jeg selv savnede et overblik over alle de ting, der skulle sælges, så jeg sorterede på fem interimistiske bukkebord og på paller på betongulvet:

  • Køkkenredskaber, bestik, glas og porcelæn
  • Vaser, urtepotteskjulere og havekrukker
  • Legetøj og fiskeudstyr
  • Boligindretning som lamper og persienner
  • Tøj på tre stativer sorteret efter herrer, damer og børn
  • Tasker og bælter
  • Sko, støvler, rulleskøjter, skøjter og andet sportsudstyr
  • På paller stod møblerne og nogle af slagnumrene, så som gamle ølkasser
  • På nogle reoler stod bøger, pænt nips og specielle ting, der var lidt mere værd end andet
  • Særlige bakker blev sorteret med smykker, halskæder og smånips

Ikke alene hjalp det mig selv til at stille tingene godt op, det hjalp også gæsterne til hurtigt at finde, hvad de muligvis ledte efter.

Klargøring

Ingen gider købe noget skrammel, så jeg vaskede alt, (dog ikke tøjet), rensede spindelvæv af og lavede pæne opstillinger af tingene. Jeg arrangerede genstandene appetitligt, så gæsterne kunne forestille sig, hvordan de kunne bruges hjemme hos dem selv. En vase fik friske blomster i hver dag. 

På et ungpigechatol stillede jeg en globus. En gummibåd blev pustet op og årene samlet, så det var nemt for børn at se, at der også var noget til dem. En gammel palisanderbordplade uden ben blev gjort tip-top med rensning og oliering. En smuk hurricane-lysestage blev pakket ud, og et frisk stearinlys sat i, så man kunne forestille sig den stående på et vindblæst havebord uden at blæse ud. Et gammelt stålarkivskab indrettede jeg som hjemmebar, der blev stillet udenfor, fordi det var en klar retroting, og et andet sted arrangerede jeg en særlig tekop på en lille teaktræsbakke, og vupti var den solgt.

Skilte

Naturligvis skal folk have at vide, at der er loppemarked. Så jeg lavede nogle meget store, og tydelige, skilte uden for megen tekst. Jeg har gået og lagt mærke til, hvad der bliver skrevet på skilte, og det var vigtigt for mig, at jeg ikke oversolgte vores grejer. Min tekst lød ”Gode Lopper”. Og desuden stillede jeg et sandwichskilt ud ved hovedvejen. Jeg ”konkurrerede” lidt med et andet loppemarked: Et antik- og retromarked ligger 3,5 kilometer ned ad vores vej, så nogle af hans kunder gjorde stop hos mig først. 

Antikmanden har haft sit skilt fast ude i de fleste ferieperioder, så vi delte bare hver sit fortov ved hovedvejen og fik hver aften ved lukketid en sludder om dagens salg, når skiltene skulle væk. Det var meget forskelligt, hvad vi solgte, hvilket var virkelig sjovt at høre. Men vi havde også helt forskellige varer. 

Prissætning

Hvad skal tingene så koste? Man skal kende balancen mellem at tjene en skilling og give et godt køb. Et godt udgangspunkt er at tjekke på nettet for tilsvarende varer, især på Den blå Avis, og så lytte til din egen mavefornemmelse – hvor meget vil du egentlig selv betale for tingen, hvis du stod og skulle købe den?

At sælge på et loppemarked skal jo føles som et kup for begge. I begyndelsen havde jeg lagt prisskilte, men det blev alt, alt for bindende for mig. En af ideerne med at holde det fysiske loppemarked er jo at få folk til at samle flere ting sammen og så give dem en samlet pris, samle i lot, som det hedder. Jeg skrev en privat prisliste på nogle af de vigtigste ting og konfererede med den, når jeg blev i tvivl om, hvor meget jeg havde sat en ting til. Men resten var på fornemmelsen. Priserne på landet er heller ikke så dyre som i København, og bevidstheden om, at jeg ikke skulle blive rig på dette, og at det skulle være sjovt, gjorde, at jeg efterhånden satte priserne rigtigt. 

Du kan helt sikkert forvente, at der skal pruttes. Så du kan lige så godt begynde lidt højere oppe, end du vil sælge til, og så have noget at slå af på. Du kan også vælge at spørge: ”Hvad vil du give?” Så kan du mærke, om I er meget langt fra hinanden. Et godt svar, hvis du er i tvivl om prisen, kan være at sige: - Nej, det tror jeg ikke, er den pris, jeg vil sælge til, men se dig lidt om, så kan det være, der er andet, du mangler, og så kan vi se på en samlet pris senere.

En særlig gruppe af ting hos mig ændrede imidlertid ikke pris. Det er ting, jeg ved, jeg kan sælge i København en dag, når jeg skal sammen med nogle loppemarkedshajer på deres stand til efteråret. En lille advarsel skal lyde om opkøberne: Jeg fik besøg af nogle stykker, og de var meget forskellige. Det var ubehageligt at møde især én, der tog mig for et fjols og også talte til mig som sådan. Det er okay at købe med henblik på videresalg, men derfor kan man godt være reel og høflig. 

Særlige tips

  • Gør det indbydende med blomsterkrukker ved indgangen og placér allerede udenfor nogle af godbidderne.
  • Udenfor skal der også være noget til børn. Det er utroligt, hvad de kan overtale forældre til!
  • Man skal udefra kunne se lidt for enhver smag – stort som småt, retro som nyt.
  • Jeg nægtede at rulle stativer ud med tøj – jeg har altid syntes, det var for personligt at have sit tøj stående ude på gaden. Det var nemmere indenfor, hvor man også kunne prøve tøj diskret.
  • Det virkede godt at lave små bakker med mindre dimser på hvert bord. Småting, der nærmest intet kostede, og som alligevel fik folk til at slippe 10-15 kroner.

Din egen rolle

Det er med vilje, jeg kalder kunderne for gæsterne. Sådan ville jeg helst opfatte dem – som gæster i mit hus, der skulle behandles pænt. Og det hjalp mig i nogle sjældne tilfælde også med at sætte grænser, da nogle af gæsterne var lige lovlig smarte eller ubehagelige eller rodede rundt, som om de var på en genbrugsplads. De var trods alt i mit hjem. 

Det er svært at være til stede diskret i rummet, uden at folk føler det, som at man overvåger dem. Hvilket man jo på en eller anden måde gør. Jeg lod en radio køre hele tiden, så der var lidt distraktion, og så havde jeg tilfældigvis en bunke sammenfiltrede halskæder, som det tog mig utrolig lang tid at vikle ud fra hinanden. Dem stod jeg og rodede med, hver gang der kom gæster.

Som i almindelige forretninger kan man efter et par minutter spørge, om de leder efter noget bestemt, ”Er du tit på loppemarkeder?” eller ”Trængte du til lidt skygge?” Sådan lidt smalltalk. Nogle gange viser det sig, at gæsterne leder efter en helt bestemt ting, som bare står et sted, de ikke havde set. Andre gange kan man sige, at lige dét har jeg ikke, men jeg har noget, der ligner.

Et andet godt spørgsmål er ”Er du på ferie her, eller bor du i nærheden?” Den eneste fare er, at nogle af dem, der bor i nærheden, bliver lidt forbløffede over, at du ikke kan genkende dem. Men altså, man kan jo ikke huske alle ansigter og navne.

Fortæl lidt om stedet: For vores vedkommende var det jo let ”Kender du Den gamle Skole?” Nå ikke – jamen, den er bygget for over 100 år siden osv. Så skaber man relationen, besøget bliver rart, og salget går nemmere. Det er også sjovere for én selv, for pludselig kommer der historier den anden vej.

Andres råd

Hvis du vil holde loppemarkeder jævnligt, eller hvis du virkelig vil have mange til at komme, skal du også gøre en indsats for at fortælle offentligt, at der er marked. Det kan man gøre på mange forskellige websider og frem for alt på Facebook. Jeg gjorde det kun selv på min egne personlige Facebook- og Instagramprofiler, og supplerede med at anføre det på en enkelt, lokal Facebook-side for begivenheder.

Der findes en række sider, hvor man kan tilmelde sit loppemarked gratis og få evt. webside og kontaktoplysninger med mod betaling. Der findes også virkelig mange Facebookgrupper/sider, som er mere lokale, hvor du kan anføre dit loppemarked uden betaling. Men husk, at hvis du tilmelder dig med bestemte åbnings- og lukketider, bør du også overholde dem, så folk ikke kører forgæves.

Holder du mere permanent loppemarked for eksempel på en bed and breakfast, har jeg fået det råd kun at sætte forholdsvis få ting frem. De kommer på en måde til at fungere som souvenir fra stedet. Hvis der står for meget, bliver det for påtrængende og upersonligt. 

Jeg er sikker på, jeg kunne have fået langt flere besøgende, hvis jeg var gået mere aktivt ind i markedsføringen af loppemarkederne, men dén sommer var det vigtigt for mig at kunne være mest opmærksom på, hvordan min mand havde det undervejs. Til gengæld blomstrede markedet online.

Det helt uundværlige

Min telefon var helt uundværlig! Jeg havde jo året inden startet en Instagram-konto med loppemarkedsgenstandene. Den friskede jeg op og begyndte at tage nye billeder af alle de ting, jeg fandt frem, stylede dem på en lidt anden måde og skrev sjove tekster. Min Instagram blev koblet sammen med min Facebook-profil, og SÅ begyndte der at ske ting og sager. 

Efterfølgende har jeg talt op: Totredjedele har jeg solgt til venner og venners venner, som så mine opslag på de sociale medier og enten kom og hentede varen eller fik mig til at tage dem med ind til København ved lejlighed. En tredjedel solgte jeg til ukendte, der kom forbi, men som så til gengæld ofte købte flere ting ad gangen og var til at tale med undervejs om priser. Det var en helt anden type salg end på de sociale medier, hvor det var umuligt at forhandle om prisen.

Det var noget nemmere at sælge til dem, der kendte mig på forhånd, og jeg solgte også herigennem nogle af de ting, som virkelig ikke var gangbare i Maglebrænde og omegn. For eksempel solgte jeg noget forretningsudstyr, en meget speciel glasmontre fra en detailforretning, vi engang drev i Hellerup med cajunkrydderier, te og kaffe. Ikke mange minutter efter jeg havde postet opslaget, blev den solgt til en af børnenes tidligere klassekammeraters mor, der nu driver en udstyrsforretning til hunde. I dag er den blevet restaureret og står i vinduet, ganske få hundrede meter fra der, hvor vi havde forretning for tyve år siden. Dét er da sjovt.

Befrielsen

Men til sidst fik jeg nok. Så sjovt er det heller ikke at være bundet til at sidde samme sted en hel weekend. Jeg fik dog malet otte vinduesrammer to gange i ventetiden. Det var dejligt, at mange ting kom hen til folk, der blev glade for dem. Og jeg jubler stadig over at have tøjlet min belastende overbevisning om, at alt bør gemmes til en dag, hvor jeg kan få brug for det. Da også tyskernes sommerferie var slut, senere end danskernes, pakkede jeg resterne sammen i kasser og demonterede bordene. 

Kasserne plus meget, meget mere blev afleveret ved juletid til Kirkens Korshær. Det fyldte en hel lastvogn! Lettelsen, ja befrielsen var stor. Jeg var udmærket klar over, at selv om alt blev taget med uden kommentarer, ville skrappe medarbejdere sortere med skånselsløs hånd, når de pakkede lastbilen ud. Men beslutningen om udsmidning var så deres, ikke længere min! 

I de følgende fire dage manglede jeg tre vigtige ting, som var røget med lastbilen. Jeg endte ligefrem med at måtte købe en reservedel på nettet til en køkkenmaskine, som ikke længere fås i forretningerne, for jeg kom til at aflevere hele kassen med reservedele til Kirkens Korshær.