Det er de utroligste ting, der kan genbruges. Blandt de sager, vi fandt frem til sommerens loppemarked på loftet over den gamle skole, dukkede en smuk håndvask, to urinaler, også kaldet pissoirkummer, og to drikkevandskummer op. De havde været installeret på skoletoiletterne og blev sløjfet efter 1967, da skolen lukkede. Jeg kan stadig se skruehullerne på vores gæstebadeværelse.

Nu, hvor jeg var i gang med et loppemarked, kunne jeg jo lige så godt prøve at sælge dem også. Så de kom i første omgang ud i laden og lå på nogle rå træpaller, efter at jeg havde rengjort dem og forsøgt at afkalke, så godt jeg kunne. De var intakte og nydelige og kom fra en gammel porcelænsfabrik. Håndvasken var endnu ældre og formentlig oprindelig installeret, da skolen blev bygget i 1895. Ved hjælp af stemplet Johnson Bros kunne jeg tilbageføre vaskekummen til en engelsk fabrik, der var førende inden for sanitet og porcelæn på den tid.

Men da disse sanitetselementer ikke så videre indbydende ud på pallerne, og jeg formentlig skulle vente længe på nogen, som lige stod og manglede dem, slæbte jeg først den ene pissoirkumme ud og stak en buket kunstige blomster ned i skålen som vase. Det så faktisk godt ud. Så tog jeg en af drikkekummerne, sådan en med en studs midt i, som man skulle aktivere for at få en vandstråle. Den husker jeg fra min egen skolegang. I den lagde jeg en lille fisk af stof, så det lignede, at den svømmede rundt. Begge dele gav mange kommentarer, men ikke noget salg, bortset fra, at nogle børn ville købe fisken.

Kolonihavehit

En dag kom en af mine genboer forbi og fortalte, at pissoirkummer er i høj kurs hos kolonihaveejere! Jeg var fuld af forundring, men fik forklaringen: De fleste kolonihaver har ikke træk-og-slip, og en septiktank er træls at skulle tømme tit. Ved at grave et hul i jorden og sætte urinalet op oven over, kunne man mindske tilgangen af væske til septiktanken. Nogle ville endda gå så vidt som til at sætte en spand under og bruge urinen som gødning, guldvand, hvilket man sagtens kan, selv om det forekommer de fleste utænkeligt.

Med andre ord –  et intakt urinal var ligefrem eftertragtet! Faktisk så efterspurgt, at der er flere artikler på nettet om, hvordan man installerer det – inspirerende at se, at én har sat det ind i en gammel telefonboks, så dér tisser man ikke, dér ringer man! Jeg lavede straks et forklarende skilt ”Velegnet til kolonihave” til sanitets-pallen, lagde en ny fortællende post på Instagram og taggede den med #kolonihave. Der gik ikke fem minutter, før jeg fik en henvendelse – fra én i Norge! ”Genialt,” skrev han. ”Hvor er det ærgerligt, at I bor så langt væk. Jeg kunne godt bruge sådan en i min kolonihave.” Han havde fundet opslaget, fordi han abonnerede på at få besked, når der var nogen, der brugte #kolonihave.

Dagen efter fik jeg besøg i laden af et par, som netop havde købt en fritidsgård. De to mænd var flade af grin, da de hørte forklaringen på efterspørgslen i kolonihaverne, men så funderede den ene: ”Vi kan da godt bruge sådant et urinal bag stakladen.” Og i løbet af få øjeblikke havde jeg solgt både urinal og drikkekumme – for det var jo rart, hvis man med det samme kunne skylle hænderne!

Grum teaterrekvisit

Ugen efter fik jeg en overraskende opringning fra en veninde, der via et opslag havde købt en unik tekop.  Ikke fordi koppen i sig selv var unik, men fordi koppen var identisk med en, hun havde drukket af som barn. 

- Der er nu noget ved nostalgiske ting i køkkenet, og i sin tid undlod jeg klogt at kæmpe med mine fire søskende om usselt arvegods. Vi har skullet dele og rydde op fem gange sammen, og det er en balanceakt hver gang, fortalte hun. Klog veninde. Selvfølgelig skulle koppen ende hos hende.

Men nu ringede hun, fordi hun skulle være statist i en performance/installation, hvor man tilfældigvis skulle bruge en pissoirkumme! Hun havde fortalt scenografen, at der rent faktisk var et par til salg på Falster. Jeg var ved at falde ned af stolen, da rekvisitøren ringede og spurgte, om jeg stadig havde kummerne. De skulle helst være slidte! Nu havde jeg desværre kun én tilbage, men den ville hun gerne købe.

Så jeg pakkede kummen og kørte den til København, hvor den blev overleveret på åben gade til stor moro for de forbipasserende.

Hadets sange

Performancestykket hed ”Hadets Sange” og skulle løbe af stablen i eftersommeren 2018 på Kunstudstillingen ”Den Frie” på Østerport i København. Jeg måtte have en nærmere forklaring på, hvad denne installation gik ud på, og hvorfor min slidte pissoirkumme var genial i den sammenhæng, så min veninde fortalte, at det er en skræmmende og rå totalteater-installation, en performance-sangcyklus, vanskelig at putte i en bestemt kasse.

Totalinstallationen lod på den ene side fem virkelige danskere, i hver deres relevant dekorerede rum, fortælle, hvorfor de bruger internettet så hadsk, at nogle ville kalde dem uforsonlige haters, selvudråbte netkrigere. Det er dem, der ikke vil holde kæft, og som bruger voldsomme vendinger over for dem, de føler sig uretfærdigt behandlet af. Publikum kunne få lejlighed til at høre, hvorfor vreden skulle have afløb, og hvorfor de pågældende føler sig i klemme. Samtidig skulle de godt 25 statister i andre labyrintiske rum vise, hvad der sker for ofrene, når de udsættes for chikane, trusler og mobning, og hvordan forråelsen i alle dens forkrampede former rammer mennesker. 

Mit pissoir, som teatret var meget stolte over at have fået fingrene i, var indbygget i en toiletgang. Her holdt en gruppe meget unge teaterinteresserede piger i 12-års alderen til. Også de var performere, der indgik i forestillingen. De skrev sjofle ord og tekster på flisevæggen og på pissoirkummen. Ord og tegninger blev slettet hver aften og skrevet på ny ved næste performance. Pigerne opførte også en brutal scene på skoletoilettet, hvor en ung pige groft blev mobbet af en flok klassekammerater, og min veninde, der altså også var statist, men noget ældre, gennemførte at børste tænder med sæbe hen over kummen, fordi hun var blevet tvunget dertil af en lærer, fordi hun havde bandet!

Det mærkelige for mig var, at forestillingen indirekte handlede om det, jeg professionelt beskæftiger mig med i dag, nemlig beskyttelse af folk, der hænges ud på nettet. Forestillingen var væmmelig, truende og tankevækkende, sådan som godt teater skal være. Forfattet af instruktør Tue Biering, scenograf Marie Chemnitz og musiker og komponist Kirstine Fogh Vindelev. Performerne kom fra mange steder, og den ældste var 93 år! Jeg har senere fået et link til en video derfra, som giver en bedre forklaring, end jeg kan give med ord. Det forklarer også, hvorfor min pissoirkumme blev så medtaget undervejs, som den gjorde. 

50 år gammelt børnebogsmanus

Men her slutter historien ikke, for min statistveninde med tekoppen var også begyndt at rydde op. Under gennemgang af nogle af hendes forældres efterladte papirer havde hun fundet en mørnet kuvert med et manus til en børnebog, som jeg nu blev kurér for! Min venindes mor havde nemlig som forlagskonsulent for 50 år siden gennemlæst et manus til en børnebog af en kvindelig forfatter. Svaret til forfatteren var imidlertid kommet retur med adressen ubekendt, og da min venindes mor kort efter døde, blev kuverten lagt hen i en bunke, som skulle ordnes senere. Der gik så lige 50 år, før min veninde fandt det i sin fars efterladte ting. Nu skulle originalmanusset tilbage, for min veninde havde researchet sig frem til, at forfatteren med et meget specielt navn i dag har et hus få kilometer fra netop mig på Falster! 

Så jeg fik nu den gulnede A4-kuvert med manus og et følgebrev i hånden med besked om at aflevere begge dele og tage et billede, når det skete, bare for fuldstændighedens skyld. Det glædede mig usigeligt, at andre end jeg har sådan en respekt for gamle ting, for historie og for, hvad det kan betyde at få noget tilbage igen.

Seks gange har jeg nu været ude på adressen, der viser sig at være et fritidshus. Ingen af gangene har der været nogen hjemme, men en gang fortalte naboen, at beboerne lige var kørt, før jeg kom. Selv om der også er et telefonnummer tilknyttet adressen, er det snyd at ringe. Jeg har nu lagt et brev i postkassen med besked om, at beboerne skal ringe til mig, næste gang de er i huset, for jeg har noget, jeg skal overlevere 50 år efter. Enten til forfatteren eller til efterkommerne.

Det bliver spændende! Fortsættelse følger – måske.

Opfølgning

Så er der nyt: Jeg er netop blev ringet op fra manuskriptforfatterens hus. Desværre var det ikke forfatteren selv, jeg fik i røret, men derimod en mand, der havde købt huset for nylig. Forfatteren var afgået ved døden for tre-fire år siden, uden arvinger. Manden, som ringede, havde købt huset af staten, så der var vitterlig ingen nærmeste, og ikke engang fjerneste arvinger. Han kender intet til forfatteren og hendes virke, men hans kone skriver også børnebøger! Det var da et sjovt sammentræf - igen. Nu går manusset tilbage til min veninde. Hun må tage beslutningen om, hvordan det fremover håndteres.

Hvad pokker gør man med et bogmanus? Det er jo genstand for adskillige film, men de ender altid med, at den rigtige forfatter dukker op og claimer sit originalmanus. Det sker så bare ikke her.