Det er pludselig blevet svært at komme videre – nu har vi ryddet de store rum. De mange ting er kommet ud og væk. Der ser pænt ud i huset. Men hvad skal der til, for at vi gør noget aktivt? Jeg kan mærke, det er vinter og mørkt, og jeg har lyst til bare at sidde indendørs. Jeg har ikke mod på at have folk på besøg og se på huset hver søndag. Og huset er ikke engang sat til salg endnu.

Vi begynder at kigge efter ejendomsmæglere. Vi har fået anbefalet at tage tilbud fra i hvert fald tre forskellige. Først graver jeg nogle af de dokumenter frem, som skal anvendes under alle omstændigheder. Ejendomsskattebillet, forsikringspolice, terminskvittering, årsopgørelser fra kreditforeningen mv. Jeg tjekker også vores udgifter til varme, vand og el og udregner vores årsforbrug. 

Den næste beboer kan selvfølgelig have helt andre forbrugsvaner, men det er meget godt at vide, hvad vi bruger på at opvarme huset. Jeg har gennem mange år samlet alle vores bilag på ombygning, isolering og reparation i en mappe, som vores gode niece satte i datoorden under "den store kontoroprydning", så det var nemt at finde mange af papirerne, ligesom jeg også har samlet, hvad der blev overdraget af gamle bygningstegninger, da vi overtog huset.

Det lette skridt

Som boligejer har man pligt til at sikre, at ens BBR meddelelse er korrekt. Jeg trak den seneste via nettet og opdagede fejl, der skal ændres. Jeg begyndte også at finde dokumenter om bygningen andre steder, som jeg ikke kendte til i forvejen. For eksempel kan man finde gamle byggesager på sit hus på www.weblager.dk. Man taster blot kommunen og adressen ind, så finder man, hvad der måtte være digitaliseret af dokumenter langt tilbage. 

Da vores hus er fra 1895, er det sjovt at se, hvad de skiftende ejere har tænkt, og hvordan bygningen har ændret udseende og funktion undervejs. Vores har været såvel landsbyskole, som skole for et yogacenter, (der i dag bor lidt længere nede ad vejen), og erhvervsdelen har været produktionssted for udstansning af faneblade til A4 mapper. Da vi overtog huset, fandt vi de udstansede huller alle vegne som konfetti bag panelerne i produktionslokalerne, som er blevet vores kontor.

Det svære

Alt sådan noget, synes jeg, er sjovt og overskueligt. Praktisk. Handlingsrettet. Hvad jeg ikke havde indregnet i ligningen, er følelserne, som kommer nu. Det har været nemt hidindtil – udsmidning og oprydning, selv loppemarked on- og offline har været hyggeligt. Afsked med tingene såmænd også. Men jeg er overrasket over, hvor svært det er at tage det sidste skridt: at bede en ejendomsmægler om at sætte processen i gang.  

Hvad bliver den endeligt udløsende faktor, der får os til at sige: Nu skal det sættes til salg. Nu skal det ud på nettet, nu skal vi forberede os på søndag efter søndag at vise huset frem? Jeg gruer for den tid, der føles som at være gæst i sit eget hjem, i et museum. Jeg har prøvet det et par gange før. Man pudser det hele op de første gange, laver den kosmetiske oprydning, som når man skal have gæster, men jo flere måneder det tager, jo mindre orker man.

Skal vi købe styling? Bureauer lever ligefrem af denne tid – lever af at style huse til salg.  Men når jeg ser TV-serien ”I hus til halsen”, kan jeg se, at de, der har haft svært ved at sælge deres hus, også slækker på det tilstræbte udtryk efter stylingen, fordi der går så lang tid med de besøg. For hvem kan leve en dagligdag i et stylet hus?

Så går vi helt i stå

Hele denne proces, som vi står midt i, føles i dag som en tur på hurtigtglidende hopski ned ad Holmenkollen. I startfasen stod jeg og trippede på toppen og tænkte, at det så skrækindjagende, men muligt ud. Jeg kiggede langt ned i dalen mod målet, på de andre, der havde overstået hoppet og stod og vinkede dernede fra deres små, dejlige, seniorvenlige boliger. Jeg overvandt også hurtigt den lille startspærre oppe på toppen og satte god fart ned ad bakken.

Hvor svært kan det være at spise en elefant – man tager bare en bid ad gangen, skrev jeg i mit første indlæg! Undervejs får man tempo på; jeg fik ryddet op, smidt ud, sorteret, sagt farvel og fik mere og mere fart på. Lige nu er jeg i bunden af hoppet, lige inden afsættet, lige inden jeg skal ud at svæve! 

Men det er, som om vi har sat for alt megen fart på, og det er hulens svært at skrue tempoet ned. Det er nærmest umuligt at stå af. Og hvis jeg vil af, skal jeg kaste mig til siden, inden det lille opsvingsafsæt kommer, med risiko for en ustyrlig bunke knubs. Det er absolut sidste chance for afhopning nu. Det er, som om det hele går over i slowmotion. Fornuften får os til at fortsætte, men jeg kan mærke, at det går langsommere, fordi vi er tættere på. Skal vi virkelig tage det store hop? Hvad er det, der holder os tilbage?

Sæt tæring efter næring – og bliv!

Helt banalt er det, at vi egentlig helst ikke vil flytte. Vi har alting og lidt mere her. Og hvad er det, der venter os? Intet kan jo måle sig med dette, tænker vi og glæder os til de første erantis under hækken og til at sidde udenfor i gårdhaven og spise frokost en sommertirsdag.

Det, vi skal hen til, vil forhåbentlig koste stort set det samme, som vi betaler for hele denne herlighed. Men det vil være mindre, og det vil først og fremmest ikke være et sted, vi selv vælger, men et sted, der for første gang i vores liv vælges af omstændighederne. For sælges huset, skal vi formentlig flytte pronto og ud i det uvisse: Vi har ikke som andre for længst fundet et sted, vi meget hellere vil bo. Vi har faktisk overhovedet ikke fundet noget, som vi hellere, eller bare gerne, vil bo i, for vi har lukket ned for disse tanker. 

Vi kan ikke beslutte, hvor vi skal hen, før vi får solgt og set, hvad provenuet er. Vi har ikke mod på at købe et nyt hus og binde midlerne i dette, så det bliver det til dén tid ledige udbud af lejeboliger, der kommer til at bestemme, hvor vi skal hen, når vi har solgt.  For vi har lovet hinanden, at vi ikke finder nyt og binder os, før vi har solgt huset. Vi skal ikke ud i to huslejer.

Vi skal, som de fleste i vores alder, huske, at jo ældre vi bliver, jo færre penge kommer der ind. Vi har ikke sparet meget op til pensionen, mens vi har været selvstændige, og den pension, jeg havde fra min tid som fastansat, er brugt til at betale lånet på huset ned, hvilket gav en stor lettelse i økonomien. På de helt sorte dage føles det, som vi end ikke kan tillade os at have krav eller ønsker til den fremtidige bolig, for vi må tage, hvad der kommer. Og dét er jo klynk. For sådan er virkeligheden for mange. For en god ordens skyld tjekker jeg boligstøtte og indefrysning af ejendomsskatter, men det passer slet ikke vores situation som boligejere.

Det absurde er i al sin enkelhed, at vi sætter tæring efter næring ved netop at blive boende! Præcis som mange andre ældre i samme boligsituation som os. Så dét, vi ser frem til, føles som... intet. Det er i hvert fald meget vanskeligt at forestille sig, glæde sig til, drømme om. Jeg kan dog under alle omstændigheder se frem imod at skulle vedligeholde mindre, men udgør det faktum en tilstrækkelig stor gevinst for at sælge det bedste hjem, vi nogensinde har haft? 

Bliver vi ulykkelige?

Det er, som om vi kører to parallelle spor i dette – i det ene spor handler vi; forbereder det fysiske, klarer alt det praktiske. I det andet spor koncentrerer vi os om alle mulige andre ting, lukker af og fortrænger, at vi meget snart ikke bor her mere. Jeg får lidt røde øjne engang imellem, når jeg tager sorgen ind, sorgen, som ingen rigtig taler om ved noget så banalt som at flytte. 

Sorgen har også noget at gøre med indsigten i, hvem man er på vej til at blive. Man kan nemt føle, at man som pensionist ikke bidrager mere og ergo heller ikke længere med rette kan stille krav. Når man holder op med at være på arbejdsmarkedet og ikke har sikret en opsparing, er der områder, hvor man ikke længere selv kan vælge.

Jeg tænker på, om vi vil blive ulykkelige, når vi er flyttet, fortryde og ærgre os over at være flyttet før tid. Det gjorde et virkelig stort indtryk på mig at læse et indlæg i en brevkasse i et dameblad for et stykke tid siden: 

En 72-årig kvinde skrev, at hun selv havde bragt sig i en dum situation. Hun var for nylig flyttet i lejlighed efter at have boet 40 år i et hus, heraf de sidste ti alene efter hendes mands død. Hun ville være i god tid, mens hun stadig var rask og rørig, og fandt et lejlighedskompleks med elevator og tæt på butikker, men ikke noget fællesskab i øvrigt. Hun skrev, at hun nu savnede sit hus, naturen omkring, og selv om hun vidste, at hun ikke kunne passe huset på længere sigt, følte hun, at hun sygnede hen dér i sin nye bolig. 

Brevkasseredaktøren svarede hende, at kvinden skulle love sig selv at flytte igen, for kvinden ville statistisk set have mindst ti år tilbage at leve i. ”Tænk, hvor mange minutter og dage, der er i hele ti år – og du kan jo få mange flere. Ville det så ikke være dumt at tilbringe dem med at længes?” spurgte redaktøren kvinden. Og pointerede til slut, at naturen synes at blive vigtigere og vigtigere at være i nærheden af, jo ældre vi bliver.

Men hvor mange gange vil vi have kræfter til at flytte, hvis dét, vi finder først, ikke er det rigtige?

Sagt lidt galgenhumoristisk vil vi være i god træning, skulle det ske. Men jeg er ikke vild med at flytte os flere gange end højst nødvendigt. Helst kun denne ene gang.

Afhopper?

Jeg tænker på skihoppet igen: Vi kan vælge lidt endnu. Vi kan kaste os til siden og afbryde processen. Tage knubsene. Vi kan vælge en helt anden løsning og blive boende, til det er langt mere endegyldigt og påtrængende at flytte end nu. Leje førstesalen ud. Bruge Air BnB eller sommerhusudlejning, som efterspørges voldsomt på disse kanter. Og samtidig vente med at sætte hussalget i gang, for ellers forplumrer det en sådan løsning. Vente med at komme ind i mæglermøllen og blot fortælle på de sociale medier, at huset kan købes, og så se, hvad der sker.

Hvor slemt kan det være at blive boende?!

Jeg gør til slut noget grænseoverskridende. Jeg kan ikke i horisonten se nogen som helst udløsende faktor, og jeg er fortsat i tvivl, om vi kan vente meget længere. Men beslutninger skal træffes på et informeret grundlag, og vi ved end ikke, hvad en ejendomsmægler vil værdisætte huset til. Den vurdering vil være et godt sted at komme videre fra. Jeg ringer og booker et besøg halvanden måned senere med den ejendomsmægler, der i sin tid solgte os huset for tyve år siden.

Jeg ved ikke, om jeg er glad eller ked af det, da jeg lægger røret.