Foråret 2018:

”Hvornår flytter I så?”

Bemærkningen faldt nogle uger efter den store fællesweekend, hvor børnene bistod os med et hav af vedligeholdelsesopgaver og udsmidning. Jeg kunne mærke deres forventning helt ind i hjertekulen og blev svar skyldig. Det var en forventning, jeg ikke kunne leve op til at indfri her og nu. Det er ikke lige sådan at flytte, når man er nået vores alder. Vi skal ikke finde noget større på grund af en umiddelbart forestående familieforøgelse. Vi kæmper ikke med pladsmangel til en voksende børneflok, og vi skal ikke flytte på grund af jobændring. 

Der er faktisk ikke andre årsager til at flytte, end at vi sidder for stort og med for megen vedligeholdelse. Og lidt reparationer kan vi vel godt klare lidt endnu… Hidtil er vi kun flyttet på grund af et akut behov. Det er nemt at forstå og nemt at handle på, men i dag har vi kun en vag udløbsdato, som primært bestemmes af vores helbred. Det er nemt at forstå, men svært at handle på.

Hvad bliver den udløsende faktor?

Faren ligger i udskydelsen. Det er virkelig svært at klargøre sit hjem til et salg, man ikke aner, hvornår skal finde sted. Det føles absurd at gøre sit hjem så pænt, at man har lyst til at blive boende – og teoretisk også sagtens kan blive boende: Vi har boet her så længe, at vi sidder uhyre billigt. Ja, så billigt, at selv en lejebolig her på egnen vil være dyrere, hvis man alene ser på huslejeudgiften. 

Alligevel er det mærkelige pres, der ligger i ”at flytte i tide”, begyndt at ligge som en understrøm i mange af de beslutninger, der tages her i huset – er det den sidste jul, hvor der er plads til, at alle børn og børnebørn kan komme og overnatte? Skal vi købe nogle nye havemøbler, nu hvor de gamle er slidt ned – får vi overhovedet en have det nye sted? Skal vi efterisolere i de øverste rum, som vi ikke bruger længere, eller vil de kommende ejere alligevel rive hele førstesalen ned og bygge totalt om?

Konstante afvejninger mellem hvor længe vi har lyst til at istandsætte et hus, vi ikke skal blive i, og så den langsomt faldende husstandsindkomst, som naturligt må komme, når vi på et tidspunkt forlader arbejdsmarkedet. Hvad bliver den endeligt udløsende faktor? En, vi bestemmer selv?

Tjek fakta før beslutninger

Og hvor ligger ”the tipping point”? Hvordan håndterer vi balancen mellem at bruge penge på at istandsætte hus til salg og ikke bruge hele vores opsparing på noget, vi ikke får igen? Jeg tænkte, det var vigtigt at få fakta på bordet for at kunne træffe de rigtige beslutninger. Det var stærkt inspirerende at læse artikler om, hvad der var vigtigt at prioritere af større tiltag, når man står over for et hussalg. 

Ifølge en artikel på Hjem til den tredje alder er der en række større investeringer, der godt kan betale sig at lave, så som tag, vinduer, pudset facade (sjovt nok kun i storbyerne), mens andre investeringer som energirenovering, nyt luksuskøkken og bad vil være sværere at få hentet hjem til ved et salg.Jeg besluttede at undersøge isolering, vinduer og tag. Resten var irrelevant for vores bevaringsværdige skole.

Det undrede mig, at energirenoveringen ville være svær at få hentet hjem igen. Ifølge artiklen ville man få under 10 procent tilbage af udgifterne til isolering af loft, hulmur, fjernvarme og nye lavenerigiruder.  Dog fortæller artiklen, at en lav udgift til varme ligger på Top 5 over kriterier, som boligkøberne har til deres kommende bolig. Måske kunne en investering i et tæt hus tjene sig ind på længere sigt – og vi ved jo stadig ikke, hvornår vi selv skal flytte. 

Så i slutningen af februar, lige før det begyndte at blive varmt i vejret igen, fik jeg foretaget et varmetjek bare for at se, hvordan husets tilstand er. Vi har fået isoleret ad flere omgange, men jeg ville se, om isoleringen også virkede, og hvordan de mere end 100 år gamle vinduer klarede sig. Vi fik et gratis termografisk tjek af huset i forbindelse med en kampagne, som et lokalt firma holdt. Tjekket viste, at huset var glimrende isoleret undtagen ved to vinduer, som jeg godt vidste, havde det skidt. Nogle få steder kunne man lægge ekstra isolering ind, hvilket vi bad om tilbud på, og andre steder var det nok med nye tætningslister. En kæmpe sten faldt fra mit hjerte. 

Taget blev også nævnt i artiklen. Nu har vi ikke bare ét tag men fem tag, hvoraf to kunne trænge til et eftersyn. Ikke fordi de var utætte, men fordi vind og vejr havde tæret godt på dem. De kunne gå hen og blive meget dyre at skifte. Kunne det overhovedet betale sig?

Førnævnte artikel fremhæver, at nyt tag over hovedet er påskønnet af boligkøbere. Men det er kun sjældent, at boligejere kan få dækket deres udgifter til et tag i de dyreste materialer.  Hvis man ser på udskiftning til et tag i lavprissegmentet, vil boligens værdiforøgelse være på 25-100 procent af udgiften. I kommentarerne står der: ”Et tæt tag er vigtigt, og boligkøberne er ofte parat til at gå på kompromis med valget af materialer for til gengæld at få huset billigere. Det gør, at det er nemmere at tjene investeringen til et nyt tag hjem igen, hvis udgiften ikke er for høj.”

Det viste sig imidlertid, at begge tage var i fin stand og højst behøvede at blive malet op. Vi fik et tilbud på rensning og maling, en investering af en vis størrelse, men bestemt værd at overveje. 

Er dit hus utidssvarende?

Så var der lige det indvendige. Naturligvis har vi istandsat løbende, som man gør, når man bor i et hus i mange år. En bestemt oplevelse vil jeg imidlertid gerne nævne, for den fik mig allerede for en del år siden til at gå anderledes til værks med vores hus, end jeg havde gjort tidligere.

Jeg hører til dem, der siger ”If it ain’t broke, don’t fix it.” Hvis det ikke er gået i stykker, så lad være med at reparere det. Det betyder, at vi efter indflytningen for 19 år siden i høj grad havde beholdt ting, som allerede var etableret og velfungerende i huset, og var blevet blinde på, at noget af det måske så lidt underligt ud. Jo, jeg havde da fået malet alt det gammelrosa og lilla over, som de forrige beboere havde malet adskillige værelser i, men jeg så ikke længere de mørke finérdøre fra 80’erne i mellemgangen eller linoleummet af imiteret kork i entreen – noget jeg godt nok havde studset over, da vi flyttede ind. 

For en del år siden fik vi så besøg af en vurderingsekspert, da vi skulle omlægge lån for at kunne lægge solfangere på taget. Ved et tilfælde læste jeg et stykke tid senere den rapport, han havde afleveret til banken. I den stod der mange rosende ord om huset og de reelle, store rum, men også, at visse dele af huset var ”utidssvarende”. Rigtig grimt ord. Dét tænkte jeg længe over: Nu har vi ikke korklinoleum mere, og dørene er malet hvide. Jeg lytter nu også hyppigere til de unge, der påpeger andre utidssvarende ting og accepterede for eksempel at få malet hele badeværelset hvidt, selvom jeg holdt af de gamle træpaneler.

Jeg kan huske, at vi engang selv kiggede på hus og kom ind i en villa, hvor man i gangen stadig havde mærker på en dørkarm efter, hvor højt børnene nu var vokset. Det føltes alt, alt for personligt og aldeles utidssvarende, for ejerens børn var flyttet for mindst 15 år siden. Der var åbenbart ikke malet siden. Jeg har da også for længst overmalet angivelserne der, hvor vi engang selv mærkede børnehøjderne op.

Et hus at blive gammel i

Indvendigt kan vi efterhånden ikke gøre så meget mere ved huset, dog gik de kontanter, som børnene havde givet os i julegave, til at få en professionel snedker til at fjerne 19 års sorte rande efter varme grydelåg på vores køkkenbord.

Det kom simpelthen til at se så flot ud. Vi blev så glade for snedkeren, at vi også hyrede hende til at restaurere de to vinduesfag, der var medtaget af vind og vejr. Hun restaurerede dem professionelt, sleb ned, gav linolie og nyt kit, og efterfølgende malede jeg selv vinduer og karme.

Eftersom vi ikke ved, hvor længe vi bliver boende her, er vi så småt begyndt at lave aldersrelaterede ændringer – vi sætter hver aften en stang på tværs for enden af vores trappe oppe på 1. sal, så vi ikke ryger ned ad den om natten på vej ud til toilettet, og vi har sat nogle håndtag op ved den udendørs køkkentrappe, så man har noget at gribe i, når vi skal op ad den med indkøbsposer i hånden. Vi overvejer stadig, om vi helt skal lukke af for 1. salen og flytte ned i stueetagen, både på grund af trapperne og på grund af varmeregningen.

Så nu… ja, nu bor vi i et hus, vi sagtes kunne blive gamle i! Men så er det, at jeg kigger på skudhullet i køkkenvinduet og ved, at dagene er talte her.  

Læs næste gang om fællesskab, ensomhed og tanker om et bofællesskab