Fra stort til småt. Sætningen følger mig hele vejen gennem denne periode, og jeg siger sætningen gang på gang, når jeg går gennem vores stuer. Jeg ved lige præcis, hvad jeg gerne vil tage med herfra, og det er i grunden ikke så meget. Men resten af det, der er inde i vores rum, er for godt til at blive efterladt på genbrugspladsen. 

Uheldigvis er det bare hverken moderne eller noget, der nemt kan sælges på Den Blå Avis. Det er nemlig mahognimøbler fra to-tre generationer bagud. Møbler, jeg egentlig er glad for, men som er frygtelig upraktiske - man kan ikke sætte en varm thekop på en mahognioverflade, uden at den tager skade. Havde jeg boet i England, ville møblerne sikkert være blevet solgt på en formiddag, men nu bor jeg på Falster, og her er mahogni ikke det mest gangbare.

En dag læste jeg en annonce i avisen for et nærliggende auktionshus, der tilbød at komme ud i ens hjem og se på værdierne. Dét snupper jeg, tænkte jeg, og ringede for at få en tid. Det viste sig, at de selvfølgelig ikke bare sådan kom ud, men lige ville se nogle billeder af de ting, der skulle vurderes. Fair nok – man kører jo ikke ud til hvad som helst. Billederne havde jeg heldigvis taget allerede, så jeg sendte en pæn håndfuld af sted og fik en aftale nogle uger senere.

Forventningerne var nok i overkanten, dels fordi jeg ved, hvor meget møblerne har kostet at anskaffe i sin tid, dels fordi jeg har set så mange tv-programmer, hvor priserne på pæne ting er ret høje. Jeg prøvede at skrue forventningerne ned – dét, vi havde, var hverken danske designklassikere eller kendte malere.

Sårbart besøg 

Før besøget sørgede jeg for, at de ting, der skulle vurderes, var stillet frem, og at møblerne havde fået lidt polish. Det skulle være nemt at gå til.  Jeg tænkte, at hvis vurderingsmanden endelig gav sig tid til at komme, skulle jeg også trække så mange oplysninger ud af ham som muligt. Det blev dejlig nemt, for han var en god fortæller, og besøget var utrolig behageligt. 

At stille sit hjem til skue på den måde gør én uhyre sårbar. Jeg var imponeret over, hvor elegant han forstod at formulere sig, når noget i auktionsøjne stort set var værdiløst, men alligevel værd at give en kommentar med på vejen. Det må være vanskeligt, ja måske ligefrem ubehageligt at komme ud til et hjem, hvor der ikke er noget, der er gangbart på en auktion at hente, og møde de skuffede ansigter. Jeg har tit tænkt på, at det samme sker i ”Vild med dans” – dommerne hæfter sig ved noget, der fungerer godt; de fokuserer på et udtryk, en detalje, roser denne og får danserne til at føle sig værdifulde, selv om tallet på pointtavlen måske bagefter er lavt.

Sådan var denne vurderingsmand også. Dybt professionel, men meget ægte og reel. Jeg følte egentlig, han godt kunne lide vores ting. Hvert rum blev gennemgået minutiøst. Jeg indrømmer, vi har mange underlige ting. Nogle vil måske gå så vidt som til at sige, at her roder. Men vurderingsmanden sagde bare: ”Sikke et kreativt hjem, I har”. 

Auktionsoverraskelse

Jeg noterede selv, hvad han fortalte om møbler fra de forskellige tidsepoker og supplerede med fortællinger om, hvor vi har tingene fra. Baggrundshistorien kan også have betydning for værdiansættelsen, har jeg lært i TV. Samtidig gav han sit første bud på en pris. Senere fik jeg det på skrift. Den laveste vurdering var på 800 kroner for et spillebord i mahogni og den højeste 8000 for et særligt litografi, som vi imidlertid ikke vil af med. 

Jeg kunne mærke, at jeg til sidst både blev træt og også ked af det, og var glad for, at der ikke var mere, han skulle se. Jeg følte på en måde også, at jeg ulejligede auktionshuset, for selv om vores ting ikke var værdiløse, kunne jeg se, at der ikke var meget for dem at sætte på auktion. Men jeg havde jo selv bedt om klar besked. Og hellere få den råt for usødet end urealistisk høje vurderinger, der ikke kan holde, når tingene endelig kommer på auktion.

Det var så lige præcis dét, der kom lidt som en overraskelse. Hvad jeg ikke havde undersøgt på forhånd var, at hvis en ting skulle på auktion i det pågældende auktionshus, kunne jeg kun sætte en mindstepris på genstande, der var vurderet til mindst 5.000 kroner. Det betød for eksempel at en smuk, gammel, engelsk læderstol, en såkaldt Wingchair (så lærte jeg dét), som jeg har passet rigtig godt på, og som blev vurderet til 4.500 kr, på en dårlig dag kunne gå for langt under vurderingen, uden at jeg kunne trække stolen tilbage. Så hvis det skulle ende med, at der kun var én der bød og gjorde et kup, ville der intet være at stille op. Dertil kom udgifterne til salæret til auktionshuset, som lå på 15 procent af hammerslagsprisen, plus en stykafgift på 150 kroner for hvert nummer, der blev sat på auktion.  Det satte tingene lidt i relief. 

Hurtigere væk

Foreløbig er auktionen skudt lidt til hjørne. Vi skal ikke ud af huset endnu. Og jeg må indrømme, at jeg til den tid nok vil føle mig fristet til at afprøve Den Blå Avis på nogle af de lavt vurderede ting i stedet. Samme aften snakkede min mand og jeg om, hvad vi ville tage med, hvis vi kun kunne vælge tre møbler. Værdiansættelsen havde ikke ændret ved mit valg – det var stadig nogle af de lavt vurderede møbler med affektionsværdi, jeg ville tage med. Vi skærpede legen og spurgte hinanden, hvad vi ville tage med, hvis det brændte – begge nåede frem til, at vi bare ville være sikre på, vi begge to kom ud levende.

Men besøget betød noget for mig mentalt. Jeg kunne nu holde tingene ud i strakt arm og vurdere dem med andres øjne. Derfor tror jeg, det nu bliver meget nemmere at skille os af med dem, når vi skal flytte endeligt, fordi vi er mere realistiske omkring værdien. Det kommer til at gå lidt hurtigere, når vi skal væk herfra. Dejligt.

Det næste hjem

Nu kunne du godt få det indtryk, at vi bor i et museum, og at antikviteterne fra forfædrene fylder det hele. Det kan jeg berolige med langt fra er tilfældet. Men når vi flytter, skal der såmænd nok ryge et par mahognimøbler med. Jeg er bare ikke faldet for retrobølgen og den i mine øjne noget opskruede interesse for danske møbeldesignere fra 50'erne og 60'erne. Jeg holder måske bare mere af møbler med en personlig historie. Eller også er jeg bare vokset op med teak og forstår ikke den overvældende interesse fra de næste generationer. Men hvis jeg venter længe nok, bliver mahognimøbler måske interessante igen.

Vi har dog tre Wegnerstole, som vi overtog fra et gammelt sommerhus for mange år siden. De er komplet slidt ned.  Børnene har sat klistermærker på ryggen, og polstringen har kendt bedre dage. Vi bruger dem i koncertrummet, og forleden dag købte jeg nogle skindrester til at ombetrække sædet med, for nu stikker det originale skumgummi ud. Men der kan snildt gå et halvt år, før jeg får taget mig sammen til at sætte det på. Egentlig synes jeg, de ikke er særlig pæne. Jeg fik at vide ved vurderingen, at egetræsstolene hedder Model CH30, og hvis jeg sætter dem i stand, kan de måske vurderes til over 1.000 kroner stykket. Men jeg tvivler på, at flere dages omfattende nedslibning og oliebehandling af tre stole får den helt store prioritet hos mig. Indtil videre er de bare nogle gode stole til vores gæster.

Når vi flytter, vil jeg nemlig gerne indrette vores næste hjem mere praktisk og med noget helt nyt. Jeg holder uendeligt meget af den føromtalte læderstol, men det er synd at sige, den er praktisk, og den vil være for dominerende i en lille stue. Jeg går i stedet og samler ideer til, hvilke møbler man kunne drømme om købe i stedet. For eksempel en særlig bred lænestol, hvor der er plads til, at barnebarnet kan sidde med, når der læses op.

Mine drømme lægger jeg på Pinterest

De ting, jeg drømmer om at indrette med, lægger jeg på billeddelingssiden Pinterest.com. Pinterest er en digital opslagstavle, hvor man kan samle billeder, man finder på nettet på forskellige, digitale opslagstavler. Her kan man lægge link ind til noget, man har set på nettet og gemme notater om det samtidig uden at skulle systematisere det på sin egen computer. Det er supernemt at sortere og gemme det til et senere gennemsyn. Et meget visuelt redskab, der er fyldt med inspiration og sjove overraskelser.

Jeg har for eksempel lavet en overordnet kategori, der hedder Downsizing. I det har jeg oprettet nogle underkategorier, en slags undermapper, der hedder Flyttetips, Ønskeseddel, Indretningstips, Podcasts om downsizing og Vilde ting (som jeg aldrig får gjort eller købt). I anledning af denne blog har jeg gjort mine pins synlige for alle, ellers ville jeg normalt gemme den slags som ”ikke synlig”. Blandt de tip til flytning, jeg har set, er for eksempel at lægge paptallerkner imellem ens porcelænstallerkner i stedet for at pakke hver enkelt ind i avispapir. Enkelt og ligetil. Det havde jeg aldrig udtænkt selv.

Det kan betale sig at følge bestemte hashtags, for eksempel #downsizing, #tinyliving og #smallhouses. Ved at følge et hashtag kan man blive inspireret til yderligere ideer, som man aldrig nogensinde havde forestillet sig. Pinterest sørger nemlig automatisk for at tilbyde dig inspiration ved at vise dig, hvad andre har gemt under samme hashtag. 

Vi har for eksempel mange bøger. Dem får jeg overordentlig svært ved at tynde ud i. Derfor leder jeg efter fantasifulde ideer til, hvordan jeg kan beholde mine elskede bøger omkring mig – uden at jeg endnu ved, hvordan det nye hjem ser ud! Den vildeste ide fundet hidtil er at bygge reoler ind i trappetrin. Det ser godt ud, men måske lige lovlig risikabelt for bogryggene.  Jeg samler fortsat på ideer, og på Pinterest kan man også gøre opmærksom over for hinanden på gode ideer – så lad os mødes dér!

Det er simpelthen for mærkeligt

Da jeg havde sat det sidste punktum i ovenstående blogindlæg, gik jeg ud i køkkenet for at hente en kop te. Herfra har jeg svært ved at høre dørklokken ved hoveddøren. Jeg gik tilbage fra køkkenet og ud gennem hoveddøren for at hente dages avis. På dørtrinnet lå ryglænet til den fjerde Wegnerstol! 

Vi havde nemlig fire, men for ti, måske 12 år siden brækkede ryggen af den ene stol af under leg. Jeg gik over til min genbo, som på daværende tidspunkt arbejdede som møbelsnedker, og spurgte hende, om hun kunne reparere stolen. Det var hende, der netop havde været ovre og ringe på for at give mig ryglænet tilbage. Hun havde aldrig færdiggjort reparationen, men var nu selv i gang med at rydde op, og dér lå ryglænet. Det var, som om den lå på dørtrinnet som et andet hittebarn og ville hjem.

Under sommerens oprydning i laden havde jeg flere gange været ved at smide resten af den fjerde stol ud, men undladt. Man ved jo aldrig. Den kunne jo tjene som ”organdonor” for de tre intakte stole. Stolene har jeg simpelthen ikke tænkt over i alle de år. De har bare stået sammen med 50 andre i vores koncertrum. Og så sker det, at jeg to gange på én og samme uge dels køber nyt betræk til stolene, dels får ryggen tilbage til den fjerde stol! 

Der er nogen, der siger, at alt har en sjæl. Jeg tænker, det her er et tegn på, at jeg nok skal beholde stolene lidt endnu. Måske ender de med at blive vores fremtidige spisebordsstole – måske ender jeg ligefrem selv med at gå efter designmøbler – om ikke andet så efter Model CH30 i eg!

Læs næste gang om: Forberedelser, man kan foretage i ventetiden – en del kontorarbejde forestår