For mange ældre er det et ønske at blive i eget hjem så længe som muligt. Et af de vigtigste parametre til at være glad i sit nærområde handler om fællesskab og bekendtskaber. 

Julen er en tid med mange arrangementer blandt venner og familie. Men det er også et tidspunkt, der sætter tankerne i gang hos dem, der ikke har familie eller nære bekendtskaber at dele julen med. Og faktisk er julen også et glimrende tidspunkt at opsøge nye mennesker.

Mange fejrer jul alene

  • 13.000 fejrede i 2016 jul alene, selvom de ville have holdt den med andre, viser tal fra Voxmeter og Røde Kors.
  • Med initiativet "Julevenner" forsøger Røde Kors at afhjælpe problemet. Her kan både gæster og værter tilmelde sig.
  • Julevenner er både for dem, der ikke vil sidde alene, men også for dem, der gerne vil møde nye mennesker.

I langt de fleste byer findes der mange arrangementer netop nu, som er en oplagt måde at mødes med andre i lokalområdet, der er i samme situation. Det kan måske udvikle sig til et netværk, der øger din glæde for din nuværende bolig, forklarer Tine Nielsen, fagekspert hos Videncentret Bolius.

- Det er meget op i tiden, at så snart vi snakker ældre og fællesskab, så tænker vi på seniorbofællesskaber. Men der findes mange former for fællesskab, man kan indgå i, og her i juletiden er der gode muligheder for at opdage dem, fordi der er så mange arrangementer, siger hun og fortsætter.

- Julen er derfor en god tid at skabe et fællesskab i, som kan række ud over resten af året. Du har måske mulighed for at møde folk, der bor i dit nærområde eller deler de samme interesser som dig. Og så er vi ofte mere åbne for fællesskabet netop i julen.

Fra juletræsdans til rejser

Tine Nielsen nævner, at der findes muligheder i alle genre, så det ofte er muligt at finde noget, der ligger tæt op ad ens egne interesser.

- Jeg hører om ældre, der i julen har en tradition med at samles på højskoler. Der er også rejser og kroophold for seniorer, julearrangementer i kommunen, på bibliotekerne og i ældrecentre, siger Tine Nielsen.

- Mange kan måske godt synes, de er for unge til at møde op i et ældrecenter. Men den tanke er du nok ikke den eneste, der tænker, så derfor kan det jo være, du møder nogle, du har noget til fælles med.

Her kan du lede efter arrangementer:

  • Højskole
  • Seniorrejser
  • Lokalafdelinger af Ældre Sagen
  • Kommunen
  • Biblioteket (også noget, der rækker lidt ud over julen)
  • Kroer/hoteller med ophold for seniorer
  • Lokale pensionsklubber
  • Kirkerne
  • Ældrecenter

Nye familieforhold giver muligheder

Efterhånden som flere familier er kendetegnet ved, at mor og far ikke længere danner par, så hænder det også, at familien bliver spredt ud over hele landet. Julen kan derfor være tidspunktet, hvor man indser, at familien er det vigtigste, og at ens bopæl derfor er for langt fra der, hvor ens hjerte er.

- Julen kan sagtens være en øjenåbner for, at man på sine ældre dage ikke længere har så nemt ved turen på tværs af landet og derfor måske skal tænke i at finde ud af, om ens fremtid derfor skal være et andet sted i landet, siger Tine Nielsen.

- Men omvendt kan de nye familiemønstre, hvor man måske kun ser sine børn og børnebørn hvert andet år, også være en mulighed for at prøve en af de mange andre tilbud, der findes eller opdage nogle fællesskaber i nabolaget.

Andre i samme båd

Det kan virke grænseoverskridende fx at holde jul i selskab med andre, hvis man tidligere kun har været vant til at fejre den i familiens skød. Men her er det vigtigt finde det fællesskab, der passer til en og ikke føle sig alene.

- Det vil formentlig være ligesindede, der er med til arrangementerne i julen. Du er sikkert ikke den eneste, der må overvinde dig selv, for at holde jul på en anden måde, end du plejer. Der er andre, der er i samme situation som dig, og det kan i sidste ende give dig bekendtskaber, der varer længere end julen, siger Tine Nielsen.