Det føles om at være med i en actionfilm: Vi er kommet til en af de sidste scener i filmen, dér hvor en præsident eller en skurk står med hånden hævet over den røde knap, som kan udløse en atomkrig. Skal knappen trykkes ned, eller skal den ikke? Når den bliver trykket ned, starter der en tsunami af ubekendte hændelser, en uigenkaldelig strøm af konsekvenser, jeg slet ikke kan overskue rækkevidden af i dette øjeblik. Siger vi først ja til en ejendomsmægler, og han eller hun sætter gang i hussalget, kan vi jo teoretisk skulle ud af huset måneden efter. Magter vi det? Det spørgsmål står vi med i starten af 2019.

Dengang vi selv købte huset, opdagede vi det til salg i juni måned. Vi forelskede os i huset med det samme – det opfyldte alle vore ønsker, men vi skulle bruge huset hurtigt: Vi ville gerne nå at lade vores børn gå to-tre dage i den nye skole inden sommerferien, så de ikke skulle gå og være bekymrede hele ferien over for noget ukendt. Det var et godt råd, vi havde fået fra en skolelærer, og det er i øvrigt et af de bedste råd, jeg nogen sinde har fået – hermed givet videre. 

Hvis børnene skulle nå dette, måtte det sælgende ægtepar flytte ud senest 1. august, to måneder efter. Kunne de det?  De talte på knapper:
 - Jamen, jeg fylder jo 60 i august og havde forestillet mig at holde festen her, sagde sælger.
- Fint nok, men så kan vi bare ikke købe jeres hus, svarede vi og belavede os på at tage over til et andet hus, vi havde kig på.

Stillet over for dette ultimatum accepterede sælger at være ude 1. august, og faktisk fik vi nøglerne allerede 15. juli, svarende til en måned efter, at vi havde set på huset. Imponerende. Vi nåede at tilmelde børnene den nye skole, og de havde tre forrygende gode dage med deres nye klassekammerater, hvilket gjorde sommerferien til en forventningsfuld og beroliget tid. Vil vi kunne gøre det samme? Flytte på en måned? Jeg får koldsved igen. Vel har jeg ryddet alting op, men alting, nej så alligevel ikke alting. 

Det går pludselig op for mig, at jeg har nået næstsidste punkt i den masterplan, altså den liste, jeg skitserede for mig selv allerede i blogindlæg 1: Vi har ryddet op, holdt loppemarked, repareret, smidt ud og tilkaldt ejendomsmæglere. Nu mangler vi kun besøg af tre forskellige for at få tilbud, der kan sammenlignes. Nå ja, og så lige forberede disse besøg.

Forberedelse af ejendomsmæglerbesøg

Op til det første besøg, som blev af den ejendomsmægler, der i sin tid solgte os huset, havde jeg afsat fire hele arbejdsdage til at få det sidste gjort klart: Vel skulle huset ikke ligne en boligannonce, så jeg havde ikke flyttet alle småtingene, ryddet kaminhylden etc, sådan som man gør, når boligfotografen skal komme: Jo mere, der er på et billede, jo mere er der til at distrahere. Vi vidste godt, at der skulle være forholdsvis ryddet, men at ejendomsmæglere også kan se igennem privatrod og se ind til et hus’ salgskvaliteter. Man kan jo ikke sådan bare fjerne alle de ting, som er i brug – for eksempel står alle borde klar i koncertrummet, men når billederne skal tages, pakkes borde og stole sammen, så man kan se det dejligt store, disponible rum.

På tre dage nåede jeg at feje, gøre rent, rydde op i udhusene, på lofterne og udenfor i haven, så mulighederne i huset var tydelige at få øje på. Den fjerde dag ryddede jeg op inde i huset og fik det til at se så roligt ud som muligt. En øvelse, jeg lige så godt kan vænne mig til, for den proces skal vi vel igennem, hver eneste gang der er fremvisning.

Undervejs genopdagede jeg mit eget hjem. Fandt ud af, hvor dejligt det er, hvor godt det er indrettet, hvor glad jeg er for stedet. Jeg fandt også ud af, hvordan jeg ville ændre på det, hvis jeg vandt i Lotto og skulle bo her ti år til. Blev gladere og gladere for at bo her. Ikke videre hensigtsmæssigt, når vi nu skal herfra.

Tristesse

Jo mere jeg fik ordnet, jo mere trist blev både min mand og jeg. Vi skal tage afsked med alt dette, som vi har været så glade for som ramme om tyve års familieliv. Det føltes lidt som at gå i opløsning. Jeg var og er dybt splittet: På den ene side er det det dejligste hus, jeg har boet i, på den anden side er jeg komplet radbrækket især oven på den sidste slutspurt. En sådan kraftudladning kan jeg ikke præstere mange flere gange. 

Den næste gang skal gerne være, når vi virkelig flytter. Og i øvrigt skal jeg jo indimellem ærlig talt også gerne på arbejde og tjene penge. Det hele kan ikke gå op i hus og have. På en og samme tid er jeg utrolig stolt over mig selv og indsatsen, på den anden side er det ynkværdigt, så ondt jeg har af mig selv: Vi er levende, tilpas raske, har det godt, har et hus og skal jo bare flytte. ”Så pak dog og flyt, hvor svært kan det være”, som én skrev til mig som en kommentar på facebook, da jeg offentliggjorde et af mine første blogindlæg. 

Endelig måtte jeg indse, at der nok aldrig kommer en udløsende oplevelse, som det rudeknuseri, der oprindeligt fik mig i gang. Derfor var jeg glad for, at jeg havde lokket mig selv til at tilkalde en ejendomsmægler, tvangspålagt mig selv en deadline.

Fygesne en time inden

På dagen, hvor ejendomsmægler skulle komme kl. 14, havde vi et netværksmøde med 10 mennesker i huset fra morgenstunden til klokken 12. Under mødet kom årets første voldsomme snefald, sneen føg omkring huset og dækkede alt det grønne. 

Da gæsterne var gået, og vi havde ryddet af, gik jeg en lille tjekrunde overalt. Da jeg kiggede ud på det uudnyttede loft over skolens gamle klasseværelser, opdagede jeg en lille bunke sne, som var føget ind, fordi jeg et par dage forinden havde fjernet nogle af de gamle skumbølgeklodser i tagryggen og ikke nået at sætte de nye op. I mit pæne tøj kravlede jeg nu op på en fire meter høj stige og satte de nye skumbølgeklodser i. 

Det er ren rutine i et hus som vores. Klodserne skal tjekkes og skiftes jævnligt. Jeg nåede lige akkurat at vaske hænder, inden mægleren ringede på, og vi gik i gang med rundvisningen. Mens vi bagefter sad og fik en kop kaffe og talte vurdering, kom jeg tilfældigt til at tage mig gennem håret og opdagede, at jeg havde klatter af gråt spindelvæv og isolering siddende rundt omkring. Og ingen havde sagt noget! 

Mødet var behageligt, og det var sjovt at fortælle ham, hvad vi har lavet om på de 20 år, der er gået, siden han solgte os huset. Vores forventning til vurdering passede med hans umiddelbare bud. Vi blev orienteret om forhold omkring ejerskifteforsikring, tilstandsrapport, energisyn, samt hvad der skal til, når så stor en del af vores ejendom er registreret til erhverv, for så gælder der nogle lidt andre forhold. 

Vi spurgte meget ind til annoncering og markedsføring, for vores hus er ikke det mest almindelige på denne egn. Beskeden var da også, at han lige ville hjem og tænke over både pris og markedsføring, før det endelige bud ville komme.

Vi havde på forhånd orienteret ham om, at vi ville tage tre tilbud, så vi kunne heller ikke love ham en aftale på stedet. Den anden ejendomsmægler kom et par dage efter, mens huset stadig var ryddet. Samme gode oplevelse, dog med en, der så huset for første gang, og derfor havde nogle andre input til os.

Respekt for vores hjem

Vi bor i en landsdel, Lolland-Falster, hvor det i en del år har været svært at sælge bolig, men hvor priserne er ved at vende: Storkøbenhavnsområdet kan være dyrt at etablere sig i for en familie, Københavns centrum nærmest umulig, så natur, fred og ro trækker i øjeblikket byboerne ud, også hertil hvor der er mange ledige job, og man får meget for pengene, når man køber hus. 

Alligevel har vi hver gang, vi har henvendt os til en ejendomsmægler for at teste, hvem vi skulle vælge, haft fornemmelsen af, at de bare synes, det er svært at sælge her på egnen, næsten uanset ejendom. I de samtaler er huset – endda før besigtigelse – blevet talt ned, og enhver forventning til den værdiansættelse, vi selv havde, banket i jorden. Det har været virkelig deprimerende. Jeg mener ikke, at en ejendomsmægler skal stikke kunderne blår i øjnene og foregøgle dem, at de kan få en halv milliard for huset, men man kan være realistisk på mange venlige måder.

Oplevelserne betød, at vi besluttede, at den mægler, vi ville ende med at vælge, skulle være en, der kunne se mulighederne frem for begrænsningerne, have en dyb forståelse af husets særegenskaber og især købermålgruppe. Og desuden en mægler, der havde en positiv og respektfuld tilgang til det, som stadig er vores hjem. En ejendomsmægler skal man tale mange gange med i løbet af det halve år, man binder sig til et samarbejde i, så samtalerne med mæglerne skal være behagelige hver gang.  

Vi har nu fået kontraktudkast fra to mæglere. Har opgivet at indhente et tredje tilbud, for vi tror ikke, der kan være så stor forskel. De to er stort set enige om prisen, som passer med, hvad vi selv havde forestillet os, så nu skal vi til at tygge os igennem kontrakterne, og især gennem, hvad det koster at sælge sit hus. Det er godt nok blevet dyrt! Jeg har nærlæst en række artikler på Bolius.dk, blandt andet om hvad jeg skal tjekke hos ejendomsmægleren, og hvad man selv kan bidrage med, så omkostningerne ikke bliver så høje. Vi skal nu til at forhandle os til en god aftale, inden vi sætter mere i gang.

Hånden svæver stadig over knappen.