- Hvor længe skal vi bo sådan her?!

Min mands opgivende spørgsmål falder klokken 23 en sen maj-aften efter tre dages nonstop rydning med henblik på fotografbesøg. Vi bor i en annonce. Alt personligt er fjernet. Tandbørster og toiletsager står stuvet af vejen i en kasse ude på loftet ved siden af badevægt og vasketøjskurv. Stort set alle rum er støvsuget for nips og ting, der kan forstyrre det store, rolige billede.

Det hele er planlagt til fotografens besøg i morgen tidlig. Han er booket til at være her i to timer inklusive opmåling til en plantegning. Enten er han meget dygtig og hurtig, eller også er det her en lidt større mundfuld end normalt. Jeg tror simpelthen ikke på, at han kan nå at fotografere og måle op på to timer. Men, det er dét, der er afsat, så det er dét, jeg har at rette mig efter. 

Jeg troede naivt, at en fotograf ville hjælpe lidt med styling, og måske også med at flytte nogle ting, men en opringning til bureauet, som kommer ud, gjorde mine forhåbninger til skamme. End ikke lidt hjælp til at flytte en sofa kunne jeg forvente.

En slags rum-Tetris

Det hele skal være parat og præsenteret af mig, som jeg vil have det. Derfor har jeg planlagt logistikken i detaljer, så jeg i hvert fald ikke er den, der forsinker fotograferingen. 

Gennem et stykke tid har jeg samlet flade papkasser, banankasser i folkemunde, og glædet mig over endnu en snes mælkekasser, der af uransagelige grunde spontanformerer sig her i huset. I dem har jeg lagt alt det, der skal væk fra borde, hylder, køleskabsdøren og små reolrum. Ting, der ikke skal smides ud, for vi bruger dem dagligt, ting, som skal tilbage på plads bag efter, men nu skal de bare ud af syne. Alt som ser ”for meget” ud på et billede, men som i et vist omfang vil være der, når der er en fremvisning – man kan jo ikke gemme hele sit hjem væk. I hvert rum står der 2-4 sådanne kasser.

Jeg har fået en hjælper til at komme, for min mand er ikke hjemme, når fotografen kommer. Hjælperen og jeg skal flytte disse kasser og nogle møbler ud og ind i værelser i takt med, at fotografen bliver færdig med rummene. En form for gigant-Tetris. Der er ikke mange steder at sætte de fjernede ting hen. Det er helt absurd: Alle stylingartikler skriver om at tilføre sit hjem ”personlighed”. Og når man så har gjort det til sit eget, så skal det hele pilles ud igen, for andre skal kunne se sig selv i vores hjem. 

Men det er altså dét, man skal, når der kommer fotograf. Billederne i annoncerne er vigtigst. Jeg kan godt forstå det: Jeg har set en del videoer med meget instruktive før-og-efter fotos af køkkener med og uden køkkenmaskiner og opvaskebørster, og jeg har efterfølgende gennemgået lister med råd til, hvordan man skal få sit hus til at se godt ud ved en fremvisning, men i første omgang gælder det bare fotograferingen. Om jeg kan leve op til samme oprydningsgrad også ved den 50. fremvisning, vil vise sig.

Akut reducering

Det tog en krig, for rydning er ikke bare rydning. For eksempel er entreen vigtig, for det er førstehåndsindtrykket, der kan være afgørende. Det ville se pænere ud i vores entre, hvis jeg fjernede en kommode, som jeg allerede ved, vi ikke skal have med videre. Men alt indholdet skulle jo finde andre skuffer, hvis indhold så først lige skulle indskrænkes, så der blev plads nok. Vupti, der røg en time. Utroligt, hvor mange gamle nylonstrømper, man har gemt. Og børnenes spejderting…

I vores lagerrum ryddede jeg hele gulvet, så kun reoler stod tilbage langs væggene. Det kostede omorganisering af i alt fire reoler, finde ny placering til et hav af musikudstyr, et elklaver og tømning af et reservegarderobestativ. Jeg fik endelig sorteret de skjorter og jakker væk, som jeg valgte at arve fra min far for otte år siden i den tro, mine sønner en dag ville blive glad for en tweedjakke. Tøjet kom sammen med min mands for store skjorter og jakker og et par eklatante af mine fejlkøb til ham ned i to papkasser, som jeg kørte til et herberg for mænd her i nærheden. Vupti røg fire timer. 

- Man kunne jo spille bordtennis her, udbrød Peter bagefter, da han så rummet ryddet. Men jeg har netop solgt bordtennisbordet på Den Blå Avis!

Så hvad jeg troede blot skulle være en lidt grundigere oprydning, blev til en egentlig reducering. Det var heldigvis en reducering, jeg ville skulle foretage under alle omstændigheder, så hvorfor ikke nu. 
To gennemgangsrum plus loftet, som helt sikkert ikke skulle fotograferes, blev midlertidige opmagasineringsstationer. Det var umuligt at komme frem og tilbage i dem, men et eller andet sted skulle tingene stå. Resultatet blev desværre, at fotografen, som også skulle opmåle alle rummene, lavede tegningen totalt forkert i de rum, for han kunne simpelthen ikke komme til. Vi måtte senere selv foretage nye opmålinger og tegne korrekte forhold ind på tegningen, så den ikke var direkte misvisende.

Her står du så og roder!

Det gennemgående råd er at gøre hjemmet så neutralt og ryddeligt som muligt, så andre kan forestille sig at leve i rummene. For vores vedkommende gik det overraskende godt med at rydde gulvene, selv i vores kontor, som er undtagelsen, der bekræfter reglen. Vi hverken kan eller vil fjerne de ting, vi går og arbejder med til dagligt, men derfor kunne de måske godt omorganiseres lidt mere visuelt smukt…. 

Således er jeg meget lykkelig for mit hæve-sænkebord, hvorunder der i skrivende stund befinder sig seks papkasser med researchmateriale og to megatasker med materiale, jeg bruger, når jeg er ude at undervise. Ting, der normalt står fremme, fordi jeg bruger det hele tiden, men som ikke skulle kunne ses på et foto. 

Kontoret er det rum, som en venlig vurderingsmand for et års tid siden kommenterede ved at sige ”Sikke et kreativt hjem I har”. Forleden, mens kontoret var fint ryddet til fotografen, fik vi så besøg af teknikeren, der skulle energimærke huset. Da han trådte ind i kontoret, hvor min mand stod og arbejdede, udbrød han uden blusel:

- Nå, her står du så og roder!

So much for vores gigantindsats.

En time for tidligt

Nå, men jeg skal op kl. 6 for at støvsuge hele hytten og derefter klippe syrener til vaserne og så pakke køkkenet ned, så man kun ser de pæne genstande. Jeg har arbejdet mig baglæns gennem huset, rum for rum, så det rum, vi bruger allermest, køkkenet, skal ryddes til sidst. 

Køkkenet udgør en særlig udfordring, for vi har ikke skabe med låger, så alt kan ses. Det vil sige, at der skal fjernes kopper, kander, skåle, gryder, pander, bageplader, krydderier, saucer… jeg bliver helt træt og tænker, at min hjælper, som har et godt blik for den slags, får lov at være dommer over, hvad der skal fjernes.

Næste morgen, mens jeg er tæt på at have fjernet de megastore bamsede dyner af gulbrune pom-pom’er og fjerduske (bøgetræernes han- og hunblomster), som naturligvis valgte at blive blæst ned fra de nyudsprungne træer lige præcis i nattens blæsevejr, ringer telefonen: 

- Må jeg komme en time tidligere, jeg er kun tre kilometer væk lige nu?

Min hjælper ankommer gudskelov samtidig med fotografen, og bliver straks sat til at style køkkenet, som bliver enormt flot. Imens jeg forklarer fotografen, at han må begynde udendørs i blæsten med sin otte meter lange teleskopstang til totalbilledet, der alligevel ikke kan rumme alle skolens bygninger! Det køber os lidt tid til at fikse resten. Bagefter stiller han sig bare op og siger: Jeg er klar, og venter på, at vi andre to bliver færdige med at flytte ting frem og tilbage. Jeg ville ønske, nogen havde optaget en film af os.

Jeg er enorm stolt over planlægningen, der klapper til punkt og prikke. Fotografen vil ikke engang forsinkes af en kop kaffe, æv, men kiler på, og han når det hele på de to timer! Farvel, farvel. 

Jeg er stærkt imponeret, men tænker virkelig over de stakler, der ikke har hjælpere, og ikke har kræfter til at få et hus så gennemryddet, som jeg dog har haft. Vi klapper os selv på skulderen, spiser en god frokost, og begynder at pakke ud igen. Dagen efter viser det sig, at jeg har tabt to kilo på de tre dage. 

At bo i et udstillingsvindue

Fotograferingen føltes som en voldsom generalprøve på den periode, vi skal ud i nu, hvor alting skal lægges på plads med det samme. Intet bare må stilles hen et øjeblik, fordi der er plads. Jeg håndfjerner mælkebøtter, hver gang jeg går forbi et nyudsprunget hoved.  

Jeg hører mig selv sige:  Er du sød at lægge tingen på plads nu, ikke i morgen. Vi genoptager kortvarig gamle, og egentlig fornuftige vaner, som at lade de lufttørrede skjorter hænge i trappeopgangen og dufte godt, indtil vi skal ovenpå og kan hænge dem i skabet, men nej, nu skal de på plads i skabet med det samme. For vi ved aldrig, hvor travlt vi har, når der kommer et pludseligt ønske om en fremvisning, og vi skal rydde op inden. Det værste er næsten, at vi ikke må lade os friste til at sætte nye og sjove ideer i gang, nu hvor der pludselig er masser af plads.  

Et par dage senere er kontrakten med mægleren skrevet under, og Til Salg-skiltet banket i jorden. Dét var voldsomt. Jeg tød lidt, men var også lettet. Nu kan vi bare vente.

De små tips

  • Saml flade kasser, du hurtigt kan få ting op og ned i – de må ikke fyldes for meget – skal bare kunne flyttes hurtigt ud af det rum, der skal fotograferes. 
  • Beslut dig for hvilke rum, der ikke skal fotograferes og systematiser opmagasineringen, så der er plads til mest muligt. 
  • Udnyt pladsen under sengene, men kun hvis dit sengetæppe går ned til gulvet.
  • Tag fotografier selv – man ser noget helt andet, når man ser et foto af sine egne rum. Pludselig springer uheldige ting i øjnene. Send dem til en makker – jeg fik meget ud af at sende dem til ”overdommeren”, min datter, der for eksempel forlangte ensfarvede sengetæpper frem for blomstrede for at få mere ro i billedet. Derfor kom en del ensfarvede lagner i brug, for vi har da ikke et hav af forskellige sengetæpper!
  • Gulvplads, gulvplads, gulvplads – ryd gulvene så meget som muligt, også selv om du synes, der ser bart ud. Flyt møbler ud af syne.
  • Planter ud og planter ind -  jeg lyttede til et råd, jeg fandt på nettet om at fjerne skravlede potteplanter, som jeg havde forsøgt at få liv i, og hvor kun jeg kunne se de spirende fremskridt. Væk med dem fra vindueskarmene. Hent i stedet blomster ind fra haven, marken, blomsterhandleren, og stil krukker med blomster udenfor ved indgangen og krydderurter i køkkenet. 
  • Gem tingene væk så intuitivt og nær ved, som du kan: En bog, der plejer at ligge på et chatol, skal ned i den nærmeste skuffe. Lav et system, som du også kan bruge, når der er fremvisning. Ellers kommer du til at bruge rigtig megen tid på at genfinde ting, når fremvisningen er overstået.
  • Din mægler har sikkert også mange gode råd – jeg gik frem efter salgsfif fra Home