Som regel læser jeg hjemmesider og bøger, artikler og beretninger fra private på nettet, når jeg søger information om et nyt område. Men bøger med fokus på os, som skal ændre bolig i tide, står det imidlertid lidt skralt med.

Jeg har fundet to af dem, jeg synes er de bedste, som beskriver forskellige indgangsvinkler på bolig til den tredje alder – dels en, der handler om bofællesskaber og indretning af hjem, dels en om oprydning. Lad mig begynde med det sidste, for man skal jo rydde op, før man kan flytte til noget nyt. 

Farvel rod  - Hej Frihed – Kom rodet til livs med oprydningsekspert Lena Bentsen
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2012

Bogen er i princippet skrevet til alle, og ikke til specifikt til seniorer, der skal rydde op før flytning. 

Lena Bentsen gør ret meget ud af at forklare, hvilken frihed man opnår ved dels at slippe af med det, der roder, dels ved at få nye vaner og dybest at rydde op efter sig med det samme. 

Dernæst forklarer hun skridt for skridt, hvordan man tager fat om nældens rod, og hun gennemgår i praktiske kapitler processen fra, du tager en ting op i hånden og spørger dig selv ”Hvor hører du hjemme” til, du har foretaget dig det, hun kalder den dybe oprydning  og nu står overfor den måske største udfordring – den daglige overfladeoprydning, så det hele ikke sander til igen.

Kapitlerne hedder Du er ikke alene / Plads til det sjove / Hvem bor her/Hvad er rod/ Hvad rod gør/ Formålet med orden/ Det store farvel/ De tre kategorier af ”ud”/Den store beslutning/ Sådan kommer du i gang/ Stopklodserne/ Den varige orden/ Hemmeligheden bag orden/ og til slut en tjekliste.

Bogen er klart skrevet til kvinder (og der er ligefrem et bonuskapitel, der hedder ”Hjælp – min mand er samler”), og formentlig derfor er bogen især i begyndelsen skrevet i det småsludrende, meget gentagende og til tider messende sprog, som så meget andet skriftligt, målrettet kvinder, uheldigvis er for tiden. 

Men, hvis man kan leve med den fortællemetode og holder ud gennem de første kapitler, der formentlig er tænkt til at motivere læseren, få hende til at forstå, at det kun gavner hende selv, og at hun får en masse frihed ved at rydde op efter sig (og alle de andre), så er der virkelig noget at hente, når man kommer til side 54, ”Sådan kommer du i gang”.

Min læsning er formentlig farvet af, at jeg allerede er godt i gang med oprydningen, har en meget tydelig motivation, og – viser det sig undervejs – instinktivt allerede har gjort præcis, som Lena Bentsen fortæller ved at sætte system og deadlines i oprydningen.

Sproget ændrer sig da også til det langt mere handlingsanvisende, smældende og ind imellem ret humoristiske. Det er, som om hun har været i mit hjem og godt kender den med at gemme ting, der er gået i stykker, fordi jeg var overbevist om, at jeg fik den repareret lige om lidt:

”Hvis tingen er gået i stykker for nylig, og der stadig er håb – så reparér den straks. 14 dages-reglen gælder også her. Hvis skaden er indtruffet for lang tid siden, og tingen bare har stået og spist af din dårlige samvittighed, hver gang I har mødt hinanden, er der kun én vej. UD. Se det i øjnene: I bliver aldrig kærester igen”.

Om minder skriver hun: 

”Her gælder det om at fokusere på oprydningens tre B’er: Begræns, begræns, begræns. Det, vi skal gemme, er milepælene i vores liv, De ting, som står som dokumentation for oplevelser eller begivenheder i vores liv. Billeder, der fortæller en historie, ting, der udløser en god følelse.”

Det er liiige ved at ligne japanske Marie Kondos råd om at tage hver eneste ting op i hånden og spørge sig selv, om den giver en glæde, og hvis den ikke gør, så smid den ud. Dén holder jo ikke. Hvis man i virkeligheden hader sin rollator, kan det jo ikke nytte at smide den ud, vel? 

Men Lena Bentsen fremhæver igen og igen, at hun ikke tager stilling til, hvad det er, der skal gemmes, og hvad der skal ud, men at der skal prioriteres. Til min store glæde fremhæver hun også, at vi har et vist ansvar for at gemme til eftertiden.

Dér, hvor hun virkelig fik mig, var i afsnittet om ting, der er ”For gode til at smide ud”. For man gemmer jo ting, som man får brug for 14 dage efter, at man har smidt dem ud. Det ved vi jo alle sammen!: 

”Fordi du lige har haft fat i tingen, vil du måske netop i løbet af 14 dage til en måned tænke, at det da var ærgerligt, at du lige smed dette flotte bånd ud. Nu kunne du jo bruge det. Det er helt rigtig. Men hvis du ikke for nylig havde haft tingen i hånden, ville du slet ikke have husket, at du havde den. Den ville stadig have ligget i sin skuffe eller kasse, og du ville have valgt en anden løsning. Det vil også ske nu, Du finder en anden løsning, som måske endda vil være bedre”.

So right you are!

Hver ting skal have sin plads

Lena Bentsen er meget skarp på, hvor vi laver vores små undvigelsesmanøvrer og især ikke lægger på plads, fordi vi faktisk ikke har fundet ud af, hvor hver ting har sin plads. For hver ting skal have sin plads – ellers bliver der aldrig orden. Dét hjalp mig.  

De sidste kapitler gav mig mest, fordi de ikke handler om dybdeoprydningen, men om overfladeoprydningen. Hun kalder det cirkler.

”Forestil dig, at alt, hvad du gør, kører i cirkler. Du starter et sted og slutter et sted, hver gang du er nået brættet rundt, skal alt være på plads igen, så du er klar til en ny runde.”

Morgenens badeværelsesbesøg har sin cirkel. Morgenmaden har også sin cirkel, at rydde op om aftenen, folde plaider sammen og bære tv-kopperne ud OG vaske dem op, så der er ryddet, når man kommer ned næste morgen, er også en cirkel at afslutte.

Vi er begyndt at referere til disse cirkler herhjemme, og det virker. 

Til slut siger hun, at hemmeligheden bag orden ligger i

  • Overblik og overskud
  • Ork og omsorg
  • Opbevaring og organisering
  • Orden og oprydning:

Det vigtigste O for mig var Ork:

”Jo mere du orker, jo mindre er opgaven. Gør det med det samme, inden opgaven vokser. Der kommer ikke andre og gør det for dig, så du kan lige så godt gøre det selv med det samme. Tidspunktet bliver aldrig bedre. Så ork det!!! Ork at rydde op med dette samme.”

Min vurdering: 4 ud af 5 flyttekasser
 

Bofællesskab, fra drøm til virkelighed, Margrete Kähler, 2011, Ældre Sagen 

Da vi begyndte at interessere os for et seniorbofællesskab, var vi begejstrede for tanken om at flytte sammen med andre, for fællesskabet, for alle de sjove og spændende ting, man kunne lave med andre. Vi tænkte på alt fra nyttehaver til vinterbadning, og især på at få nye, gode venner sent i livet.

Jeg er sikker på, at det også er virkeligheden i de fleste seniorbofællesskaber. Men da vi kom tættere på beslutningen om at flytte sammen med potentielt op til 60 andre i et nybyggeri, begyndte jeg at undersøge forholdene lidt nærmere.

Hvad skulle man tage højde for, hvilke uforudsete forhindringer havde andre været igennem, som vi kunne undgå med lidt planlægning? Et er at have prøvet at bo i kollektiv eller delt lejlighed med andre i sin ungdom, noget andet er at dele faciliteter med en stor gruppe, man ikke selv har valgt, og dét i en sen alder, hvor man har fået sine egne (sære) vaner.

”Nisseghettoer”

I jagten på oplysning stødte jeg på både onlinegrupper for bofællesskaber og på skriftligt materiale, der fortalte om nogle af udfordringerne. Der mangler helt klart nye bøger på området, men Ældre Sagens ”Bofællesskab - fra drøm til virkelighed” er stadig gangbar på de essentielle områder.

Trods bogens otte år på bagen med deraf følgende faktuelle fejl i tal, byggeeksempler, beregninger og link er denne 145 sider lange bog en virkelig god håndbog til dem, der vil sætte sig ind i, hvad det kræver at oprette og drive et bofællesskab eller blot at flytte ind i et. Uanset om man gør det sammen med andre seniorer (i spøg i bogen kaldt ”nisseghettoer”), eller man vælger at samle beboere på tværs af generationer (det, som forfatteren anbefaler mest).

Margrethe Kähler, der forfatter til en lang række håndbøger, er tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen, og hun forstår i et let og konkret sprog at beskrive for seniorer, hvordan mulighederne vælter ind, når man bliver senior. 

Man bliver en god cigar, fri til at være nomader, bedsteforældre og bofæller, ikke stakler, men heldige kartofler. Hun afviser håbløse aldersetiketter, som vi går og slår hinanden i hovedet med, og fortæller om den drøm om en boligform, hvor man har sine private rum og trinvise overgange til fællesskabet udenfor. Et fællesskab, hvor man kan være sammen og sig selv.

Tag højde for mulige konflikter

Men det kræver en del forarbejde at sætte sig ind i de forskellige typer. Der er både de bofællesskaber, der er ejerboliger, andels- eller minibofællesskaber, eller almene, private lejeboliger eller færdige seniorbofællesskaber, man kan flytte ind i uden selv at skulle etablere fællesskab og bygninger fra grunden.

Bogen har kapitler som Alderdom er ingen dom/ Forskel på bofællesskaber /Ejerformer/ Har du råd / Find hinanden /Etablering / Vedtægter /Finansiering /Samarbejde og konfliktløsning /Gode eksempler /Eksperimenterende byggeri / og Fremtidens bofællesskaber.

De særligt værdifulde afsnit ligger i mine øjne især der, hvor forfatteren skriver om, hvordan man forholder sig til definition af fællesskab og viljen til fællesskab, tolerance, humor, fleksibilitet, afgrænsninger og revirfølelser. Og ikke mindst til konfliktløsning, et tavst flertal, til kompromisløshed og mangel på fleksibilitet. 

Da vi var til møde med nogle af de mennesker, vi muligvis skulle flytte sammen med i et seniorbofællesskab, opstod der pludselig en diskussion om at have en fælleskasse til investeringer i ting, der kunne være til glæde for alle. 

Nogle i salen mente, at man ikke kunne pålægge en lejer yderligere udgifter oven i en i forvejen pæn husleje, andre mente godt, man kunne spytte i kassen til fælles bedste. 

Der opstod også diskussion om fællesspisning – hvor tit, hvor meget skulle det koste, skulle man binde sig til et bestemt antal måltider mv.  De fleste ville gerne have fællesspisningen som et tilbud, men ikke som krav – mens andre mente, at det netop var måltiderne, som kunne skabe et fællesskab, så vi ikke bare boede i rækkehuse på den samme adresse. 

Et tredje sted, hvor jeg fornemmede, at det ville være rart med nogle regler, var i forhold til husdyr – det lyder dejligt, at man kan tage sin lille hund med, men hvad hvis den besørger i naboens have, eller kommer op at slås med kattene i den næste lejlighed? 

– Det ordner sig, det ordner sig, lød det, og det ville det formentlig også gøre, men det gik op for mig, hvor vigtigt det er, at man er enig om reglerne, før man flytter sammen, så der ikke skal træffes for mange beslutninger på baggrund af kedelige konflikter efterfølgende. 

Som tidligere beskrevet valgte vi seniorbofællesskabet fra, men jeg ved retfærdigvis nu, at der har været livlig aktivitet i gruppen, som har valgt at flytte ind, og at der er holdt generalforsamling i den kommende beboerforening, så jeg tænker, der kommer styr på det. 

Når du ikke har valgt dem, du flytter sammen med

En hel del bofællesskaber etableres efter flere års diskussion mellem de mennesker, der har fundet sammen, og som vil bygge fra grunden eller ombygge eksisterende boligmasse. Men i takt med den stigende efterspørgsel efter seniorbofællesskaber er der kommet en række færdige løsninger, bygget af en investor/bygherre i forsøg på at levere den fysiske ramme til et fællesskab.

Det betyder, at de forudgående diskussioner om faciliteterne kan være en postgang for sent i forhold til de behov, beboerne udtrykker sig om. 

Et typisk eksempel er, at der afsættes plads til to-tre gæsteværelser, som beboerne kan indkvartere deres besøgende i, men det, der i virkeligheden er meget mere brug for, er et værksted, hvor de håndværksinteresserede kan mødes og arbejde, og et endnu større fælleslokale, som man kan lave mere end blot at spise sammen i tætte rækker. 

Margrete Kähler understreger i bogen flere steder betydningen af, at man især i et seniorbofællesskab etablerer hobby- og arbejdsrum, måske særligt målrettet mændene, der finder deres eget fællesskab her. 

De nye, færdiglavede byggerier betyder også, at deltagerne, som skriver sig op som enten ejere eller lejere, ofte selv skal finde ud af vedtægter og husordner og visitation af nye beboere ret hurtigt. Her hjælper bogen med skabeloner til vedtægter og ved at påpege, hvor det kunne være fornuftigt at aftale en husorden. 

At investorer har påtaget sig at bygge de fysiske rammer betyder, at man meget hurtigere kommer gennem processen end ved etablering fra grunden, hvor man selv skal ud at finde dem, der skal bo der. Typisk kan det skæres ned fra 3-4 år til 1-2 år. 

Jeg har været til møder i to forskellige bofællesskabsprojekter – ét, hvor de kommende beboere havde tilmeldt sig relativt forpligtende i meget lang tid før og været med til at udtrykke behov, som arkitekterne så havde tilpasset grundplaner og lokaler efter.

Derudover har jeg besøgt et andet, hvor plantegningerne over boliger og fællesrum var tegnet færdige på forhånd, og hvor man stort set kun kunne tage stilling til farver og enkelte materialer i den enkelte bolig. 

Det var to meget forskellige udgangspunkter. Men begge varianter viste mig, hvor vanskeligt det kan være at blive enige. Og samtidig hvor vigtigt det er, at de, som planlægger de mange bofællesskaber og seniorbofællesskaber, som efterspørges, forstår at lytte til de erfaringer, som allerede er indløbet, og indarbejde dem, før et projekt præsenteres.

I begge tilfælde tog arkitekter og bygherrer kun stilling til det fysiske og sagde, at beboerne i fællesskab måtte finde ud af resten i forhold til anvendelsen af rummene og udendørsarealerne. I princippet virkelig godt, for de, som skal bo i husene eller lejlighederne, skal have maksimal indflydelse. Men ærlig talt, det ville være rart, hvis der bare lå nogle skitser og forslag til husordner, guidelines til brug af lokaler og fællesarealer, så man ikke skal starte fra scratch. Især i forhold til seniorfællesskaber. 

Måske er jeg den eneste, der tænker sådan, men alvorligt talt: Vi har ikke så megen livstid tilbage, så hvis flere måneder, måske år skal gå med at diskutere, hvordan reglerne skal være, kan det muligvis hjælpe på fællesskabsfølelsen for dem, som holder ud, men det kan også slide så meget på den begrænsede tid, vi gamle har. 

Selvfølgelig kommer det an på, hvornår man betragter sig som senior. Hvis man overvejer at flytte i seniorbofællesskab som 50-årig – hvilket jeg har forstået, at mange gør – så er der selvfølgelig et span på ca. 30 år at tage stilling til. Men jeg er 64 og min mand 77, og vi orker ikke lange fællesmøder.

Undervejs har vi også set – og tilmeldt os - andre bofællesskaber i støbeskeen og undret os over, at der ikke alle steder foreligger bare skitser til under hvilke vilkår, fællesskabet skal finde sted. Nogle steder er det beskrevet, hvor ofte man forpligter sig til at spise sammen, men meget mere står der ikke. Dog er alene dette et skridt i den rigtige retning. 

Mit forslag er, at bygherrer meget tydeligt beskriver, hvilken grad af fællesskab, man har tænkt sig. For så er det lettere at vælge til og fra. Er du i tvivl selv om, hvor meget fælles du vil have, kan du tage testen hos Hjem til den tredje alder.

Min vurdering: 4 ud af 5 flyttekasser 

God læselyst!