To minutter efter, at jeg har lagt røret efter et interview til Ugebladet Søndag om at downsize i tide, ringer telefonen igen. Det sidste, jeg siger til journalisten, var: ”Nu må vi se, om vi overhovedet får solgt – huset har ligget i tre måneder uden en fremvisning. Det er et specielt hus, og det kommer nok til at tage lang tid at finde den rette køber.”

Opringningen kommer denne gang fra vores ejendomsmægler, der fortæller, at et ungt par ønsker at se huset. Den første fremvisning. Uha. 

Besøget er sat til 10 dage senere, så der er god tid til at rydde op. Vi får nogle informationer om den mulige køber og skønner, at det er en ”ønskekøber”: En ung familie, også musikere, som sikkert kan bruge plads til lydstudie, koncerter og band-overnatninger.

Selvfølgelig er det ikke sikkert, der kommer et salg ud af dette, men nu kan det jo blive alvor, for sæt de vil købe huset! Skal vi så være uden inden jul? Og hvor skal vi flytte hen? Det kan pludselig komme til at haste med at finde tag over hovedet.

Ja tak til lejlighed

Som om forsynet havde hørt mig, tikker der få sekunder efter en advisering fra et boligselskab ind på mailen om en lejlighed, vi står på venteliste til. ”Vil du sige ja til denne lejlighed?” Den passer som fod i hose, og jeg siger selvfølgelig ja, men er nummer 87 på ventelisten. Mit tilsagn noteres, men den lejlighed får vi nok ikke alligevel foreløbig.

For det ikke skal være løgn, får vi et par dage efter et brev fra et af de godser, hvor vi også har været skrevet op i mange år til en landarbejderbolig. Et af deres huse bliver ledigt 1. oktober, tre uger efter. Et salg er næppe gennemført så hurtigt, men vi siger også her ja til at komme og se huset. 

Hov, hov, vi er næsten ved at sælge skindet, før bjørnen er skudt. I forventningsfuld kådhed køber vi en flaske boblevand, men vil først åbne den efter fremvisningen, om ikke andet så for indsatsens skyld: For nu begynder en omhyggelig oprydning.

Sommeren har været frodig, især for ukrudtet, så terrassen skal renses for småplanter. Og gårdspladsen skal ligeså have en ordentlig omgang med skuffejernet. 

Til min store glæde kan jeg se, at alle de foregående måneders indsats nu har gjort resten af huset nemt og overskueligt at klargøre. Vi har også været gode til at følge rådet om at lukke cirkler i oprydningsbogen i forrige blogindlæg, og systemet med at fjerne forstyrrende ting fra overflader og lægge dem i skjul på steder, man kan huske bagefter(!) fungerer også. Jeg svinger lige en malerpensel på nogle afslag på panelerne, men er ellers godt tilfreds med huset. 

Nyttig grilltang

Da dagen oprinder, er vejret med os. Det har regnet heftigt et par dage før, men jeg nåede at slå plænen. Undervejs var jeg kommet til at skubbe til et nedløbsrør, som jeg lige vil sætte på plads. Men op fra cementrøret kommer en mærkelig lyd, en blanding af brummen og gurglen. 

Et lille pindsvin er faldet i hullet om natten. Det er stadig levende, men jeg kan på ingen måde få hånden ned i det smalle rør. Og har måske heller ikke så meget lyst til det. 

Der er kun tre kvarter til fremvisningen. Jeg ringer først til pindsvinevennerne på pindsvin.dk, som yder gratis hjælp til nødlidende pindsvin. De har ikke nogen hjælper i nærheden, og gode dyr er bogstavelig talt ved at blive rådne. 

På deres anbefaling ringer jeg så til vagtcentralen på Dyrenes Beskyttelse, som heldigvis har en lokal repræsentant, der lover at komme, så snart hun kan. Hun har bare ikke lige et redskab til opgaven, så hun leder i sit værksted, mens jeg går ind i køkkenet og finder paletknive, madpincetter og til sidst den geniale løsning frem: en grilltang.

Alle redskaberne bliver lagt på en bakke ude i græsset, og så håber vi bare på, at hun ikke kommer midt i fremvisningen. Men det gør hun. Og det bliver jo selvfølgelig et festligt indslag i fremvisningen, pindsvineungen bliver reddet, og tusind tak til Dyrenes Beskyttelse.

Som ekstra information kan det nævnes, at to ud af tre pindsvin er bærere af en MRSA-bakterie, så vi blev anbefalet at vaske hænderne omhyggeligt. Jeg gik så vidt som til at skolde redskaberne bagefter, men det skulle altså ikke være den smittefarlige svine-MRSA. 

Vikarfremvisning

Det var en lettere stressende start på fremvisningen. Men mere stressende var det faktisk, at det ikke var vores faste ejendomsmægler, men en anden, der på grund af ferie skulle forestå fremvisningen. Denne mægler havde aldrig været på vores ejendom, men forsøgte at berolige os med, at han nok skulle have set billederne og læst op på salgsmaterialet, inden han kom.  

Vi besluttede dog at være med til fremvisningen under disse omstændigheder, selv om vi generelt er blevet frarådet at være til stede. For dette hus ikke er et helt almindeligt hus, og mægleren ville næppe kende alle finurligheder og muligheder i huset. 

Mægleren dukkede op 15 minutter før gæsterne. Det lykkedes lige akkurat at vise ham alle rummene, inden parret kom. Lad mig i al fredsommelighed sige, at vi stærkt overvejer at være alene om fremvisningen, skulle vikarsituationen opstå igen. 

Heldigvis var der, specielt mellem min mand og de to musikere, en glimrende faglig snak om mulighederne, og de fik det A4-ark med hjem, som vi havde forberedt om huset. Desuden havde de orienteret sig på den hjemmeside, vi har lavet for den gamle skole, hvor der stod endnu flere detaljer.

”Du er nummer 3”

Så kom ventetiden. Det var vores første gang, så vi nåede igennem mange følelser, pessimisme vekslede med optimisme, og vi kiggede intenst på boligtilbud, opmagasinering og priser på flyttekasser. En uge efter meldte det unge par fra, men ønskede os ”held og lykke med at sælge det dejlige hus til andre”. Vi åbnede boblevandet og tænkte ”På den igen”.

Dagen efter kom der brev fra boligselskabet, hvor jeg havde sagt ja: Nu var der så mange, som havde sagt nej tak til den nybyggede lejlighed, at vi nu var nummer 3 på listen og kunne flytte ind 1. december! Hvis vi denne gang sagde ja, ville vi hæfte økonomisk, såfremt vi sprang fra.

Svaret blev derfor nej, men tænk at have været så tæt på, at det hele faldt på plads i første hug!! 
 

Efterårets salgsindsats

Formentlig skal vi igennem mange flere fremvisninger, før vi er i mål. Jeg tænker på, om ejendomsmægleren kan gøre mere for os og spørger ud på nettet på Hjem til den tredje alders Facebook-side om erfaringer. Der kommer et par velkvalificerede råd fra et par af brugerne i gruppen:

Hvis man har et nogenlunde forhold til sin ejendomsmægler, og man kan have en brugbar dialog, så anbefaler en kvinde i gruppen, at jeg først tager en snak med mægleren, før jeg skifter. F.eks. om måden de prøver at sælge huset på. Fremhæver ejendomsmægleren de rigtige detaljer (og fordele ved ejendommen) til potentielle købere, eller ’taler de i virkeligheden huset ned’, skriver hun.

I vores tilfælde har vi jo selv været med til at skrive teksten, så vi synes, den er lige i øjet, men måske skal jeg have en anden til at se på teksten igen. Og med hensyn til fremvisningen, så har vi jo besluttet at være til stede for en sikkerheds skyld.

Et andet råd anbefaler, at jeg bør tjekke, hvilke lokale mæglere, der sælger mest, hvor lang tid de gennemsnitligt er om at sælge, samt køberes og sælgeres tilbagemeldinger om deres oplevelser med den pågældende mægler. Det kan man se på Boligsiden.

Jeg tjekker og ser, at vores mægler ikke adskiller sig væsentligt fra de andre, så her er der ikke nogen indlysende indikator på, om jeg skal skifte eller lade være. Men det var nu meget rart at kunne se liggetiderne. I vores område er den gennemsnitlige liggetid godt et år. Vores hus er formentlig et af dem, der trækker liggetiderne op, fordi det er en lidt usædvanlig ejendom.

Lille stigning i besøgene

Endelig får jeg et råd om at skifte hovedfotoet i boligopslaget ud fra betragtningen, at nyhedsværdien/interessen fra købere - og for den sags skyld også mægler - falder i takt med liggetiden. Er boligen ikke solgt inden for den gennemsnitlige liggetid i området, må køberen jo tænke, at der må ”være noget galt med ejendommen", forklarer ham, der svarer mig. 

Han foreslår at få hovedfotoet skiftet: ”Købernes interesse fanges oftest via hovedfoto, som huskes. Det betyder, at man hurtigt kigger videre, når man gang på gang ser det samme foto og ikke fanger, hvis der er sket ændringer f. eks. i teksten eller prisen. Og sidstnævnte fanges ofte kun gennem købernes søgeagenter på f.eks. Boligsiden eller Boliga”, skriver manden. 

Alle rådene er gode, synes jeg, og takker dem, som har svaret. Det er virkelig fantastisk at kunne spørge om råd på denne måde. 

Jeg kontaktede efterfølgende vores mægler og fik ham til at skifte hovedfotoet ud med et andet af dem, de har taget af hele huset. 

Det gav en mikroskopisk, men dog målbar fremgang i besøgene af siden: Den kæde, der sælger vores hus, har en app, som jeg har downloadet. På den kan jeg følge med i statistikken over besøgene. Før hovedfotoet blev skiftet, havde besøgstallet i halvanden måned ligget på 10-11 besøgende om dagen. Den dag, hvor det nye billede blev lagt på, steg besøgsantallet til 43. Lidt har også ret.

Men det er helt tydeligt på statistikken, at hver gang jeg selv – eller en i vores familie – deler et opslag om vores bolig på facebook, tordner tallet op på de 2-300, så egenindsatsen på de sociale medier betyder rigtig, rigtig meget for synligheden.

Hvad kan jeg gøre selv

Jeg kan aktivere via Facebook og skriver derfor til vores børn samt til alle nevøer og niecer. Forklarer, og håber, at de ikke blot vil dele mine opslag, men at de vil skrive deres egne opslag i deres eget ungdommelige sprog og linke til huset.

Desuden genoptager jeg kontakten til de sider på Facebook, som tillader opslag om ejendomme til bofællesskaber og kollektiver. Nye brugere kan være kommet til, nye behov være opstået, så det gør jo nok ikke noget at fortælle, at huset stadig er til salg.

Vi har et par måneder endnu med denne mægler, før kontrakten løber ud. Vi overvejer, om det er besværet værd at skifte – vi skal jo igennem forhandling, papirarbejdet, fotografering og tekst mv. en gang til, hvis vi skifter, og det er jeg ikke så oplagt til. Men på den anden side er det stadig en mulighed.

Orange overraskelser

Indimellem har det været ret underholdende bare at fornemme interessen for huset: En lørdag formiddag bankede det på hoveddøren, og udenfor stod en lille, gråhåret herre svøbt i orange gevandter og smilede stort. Ud af et mindre køretøj bag ham kravlede yderligere tre mand iklædt samme klædedragter og små hættehuer på de glatbarberede isser. ”How much?” fremstammede ham, der havde banket på.  

Jeg forstod ham ikke lige med det samme, men det gik op for mig, at der her stod en bilfuld buddhister og ville købe skolen for at indrette tempel og skole. Jeg hentede en opslagstavle, hvor vi har sat hele salgsopstillingen op, og så udspandt der sig den mest absurde samtale, jeg længe har ført. 

For lidt længere nede ad vores vej ligger der et yogacenter og ashrama, hvor det meste af Nordfalster har gået til fødselsforberedelse eller yoga for begge køn. Jeg troede selvfølgelig, at de fire mænd var forbundet med denne ashrama, og der gik rigtig lang tid, før jeg forstod, at de intet havde med hinanden at gøre, og at de fire mænd ikke anede, hvad jeg talte om. 

Vi fik et godt grin, og jeg tog et billede af dem, som jeg desværre ikke må offentliggøre. Bagefter sad de længe og parlamenterede i bilen efter at have set opstillingen, så længe, at jeg spurgte dem, om de dog ikke ville ind at se huset, før de besluttede sig, men prisen lå over deres budget. Det havde ellers været virkelig sjovt på samme vej at få et mande- og et kvindekollektiv i orange tøj.

En anden interesse kom fra en kunstmaler, som påtænkte at lave galleri. Hun havde tidligere haft en stor gård med galleri og atelier på Sydsjælland, var så flyttet i lejlighed i København, men savnede tilsyneladende lys og luft igen. 

Vi gjorde hele huset klar og glædede os til fremvisningen, men kvinden meldte afbud. Det havde ellers været den sjoveste afslutning på hele denne blogserie, for kvinden, som ønskede at se på huset, var 80 år!

Respekt for upsizing i den alder!