- Fordi jeg ikke ville sne inde igen! Svaret falder prompte, da jeg spørger min veninde, hvorfor hun allerede som 61-årig skiftede det naturskønt beliggende og lejede landarbejderhus ud med en lejlighed i Nykøbing, vores nærmeste større provinsby.

To år i træk var hun sneet så meget inde, at hun måtte vade iført termokedeldragt gennem tårnhøje snedriver ud til landevejen, hvor hun havde måttet parkere sin nu iskolde og snedækkede bil for overhovedet at kunne komme på arbejde. Stikvejen, som hun boede på, blev nemlig først ryddet senere på dagen, og det nyttede jo ligesom ikke noget, når hun skulle møde om morgenen. 

Da vejrprofeterne det tredje år antydede, at det kunne blive endnu en hård vinter, valgte hun at flytte ind til en by med sikkerhed for, at vejene var ryddet, og bilen kunne stå tæt på. En bil, hun i øvrigt nu sjældnere og sjældnere kører i, fordi hun nu bor i gåafstand til stationen.

Sneskovl og skridsikre måtter

Så var det, jeg kom i tanke om de samme år her på matriklen, som gudskelov ligger på en sidevej ud til en såkaldt amtsvej, hvor der kører skolebus, og som derfor skal være ryddet om morgenen. Men vi har ca. 50 meter sidevej ud til amtsvejen, plus en indkørsel, der skråner, og som skal ryddes først, for at bilen overhovedet kan komme op ad den lille hældning uden at glide tilbage. 

Mange er de morgener, hvor jeg har skovlet, så sveden haglede ned ad mig, inden jeg blev nødt til at springe ind i bilen og køre på arbejde i det fugtige tøj. Det lærer man at leve med, ser på vejrudsigt og pakker skjorte, skovl og skridsikre måtter i bilen, skulle man ryge i grøften i de mange snedriver, der danner sig især på nogle bestemte, forblæste strækninger de 12 kilometer ud til motorvejen. 

Men hvor længe endnu vil vi kunne det?  Og ville vi kunne det i en nødsituation, hvor vi hurtigt skulle til hospitalet? Om natten?

Det ønskehus, vi har haft kig på et stykke tid, ligger naturskønt og smukt, men desværre også på netop sådan en stikvej, der kun ryddes af beboerne selv. Vil vi kunne rydde de 100 meter ud til landevejen om nogle år? Vil vi overhovedet have bil? Har vi stadig kørekort? Er vi blevet natteblinde eller bange for at køre, når mørket falder på? Vil vi være kommet op i den klasse, hvor vi kun går til ting i dagtimerne, fordi vi er utrygge om aftenen? Hvad med alle de kulturting, vi gerne ville gå til som seniorer/pensionister, hvis vi hverken tør være ude om aftenen eller bryder os om at køre bil hjem efter den sene biografforestilling.

- Jamen, er det virkelig noget, jeg skal tage stilling til allerede!?

Det er i hvert fald tanker, vi gør os her i huset, som vi snart skal fra. Skal vi bo på landet eller i byen? Og hvor meget by, hvis vi vælger byen – skal det være den nærliggende lille købstad Stubbekøbing, skal det være den store provinshovedstad Nykøbing Falster, eller skal det være København, hvor børn og børnebørn bor?

Pendulet finder ikke ro

Pendulet svinger frem og tilbage hver eneste dag, vipper fra side til side alt efter, hvilke argumenter der kommer på bordet. Og alt efter dagsformen. 

Den ene dag er jeg sikker på, vi har både mod og kræfter til at klare vedligeholdelse af et hus, en have og en vej i snevejr, den næste dag er jeg usikker på, om vi om blot nogle få år overhovedet kan komme op i bussen, selv hvis den går til døren. 

Endnu ser jeg ikke så mange på min egen alder, 64, der ikke kan svinge en sneskovl, men jeg ser flere på min mands alder, 78, der har svært ved at holde balancen, gå på trapper, og som på ingen måde kan klippe hæk. Jeg overhører samtaler mellem pensionister, der ikke tør gå til lægen, fordi de er bange for at få taget kørekortet, selv om de tydeligvis har fået stær. 

Vi er begge gamle storbybørn, men vi valgte at flytte på landet og er blevet vant til det. Men nye kriterier er kommet til for at afgøre beslutningen. Alderskriterierne. Alle de ting, man skal tænke over i vores alder, som vi overhovedet ikke overvejede, da vi flyttede fra København til landet for tyve år siden. Hvor forudseende skal vi være – ja, hvor forudseende kan vi overhovedet være? Det virker ind imellem ganske lammende at tænke på, at vi en dag måske, ja heldigvis kun måske, ikke kan: 

  • køre bil
  • gå 500 meter
  • kravle op i en bus
  • gå på trapper over 1. sal
  • holde på vandet og så videre.

Men behøver vi at tænke over det nu!? Jeg prøver at skabe mig et overblik over fordele og ulemper.

Fordele ved at bo i byen

  • tæt på indkøb, læge, hospital, apotek, bibliotek. Man ved aldrig, hvornår man får brug disse funktioner
  • tæt på offentlig transport, især fjerntransport, de store toglinjer
  • tæt på teater, biograf og flere kulturtilbud, selv om vi knap har tid at nå dem, vi allerede nyder her
  • tæt på aftenskole og andre aktiviteter i foreningsregi
  • statistisk set flere legekammerater, flere venner 
  • mindre ensomhed, især den dag en af os bliver alene
  • tættere på flere mennesker, som kan skabe tryghed
  • at kunne køre på cykel til det meste, måske lige frem undvære bilen og slippe for parkeringsbøvl

Og hvis det er i hovedstaden, så er der fire endog meget tungtvejende fordele for netop os:

  • tættere på børn og børnebørn – så længe de altså selv vælger at bo dér og ikke flytter på landet!
  • tættere på de job, som både min mand og jeg har og fortsat gerne vil arbejde med
  • tættere på mit mediefaglige netværk, på min mands orkesterkammerater, vores allerældste venner og den del af familien, der aldrig orker at tage til Falster
  • tættere på de steder, hvor jeg kan vedligeholde min faglige kompetencer og dermed holde hjernen i gang. Utallige er de morgenmøder med spændende emner, jeg kun kan nå ind til, hvis jeg i dag kører hjemmefra kl. 5.00 eller aftenmøder, jeg må melde fra på, fordi jeg først er hjemme langt over midnat.

Ulemper ved at bo i byen, især i storbyen

Der er konstant larm og støj fra såvel maskiner som mennesker, skraldecontainere, der skramles ud af gården ved 4-tiden, rullekufferter fra alverdens rejsende, bippende bakkende lastbiler, udsugning og airconditionklapren, andres musik ud af vinduerne og mados ind ad vinduerne

Trafik, som gang på gang får os til at udbryde ”Byen er så dejlig – at tage hjem fra”, parkeringsbøder, farlige fodgængere, umulige cyklister, elektriske løbehjul og usund udstødning

Byen rummer alt for mange mennesker, alt for mange turister, spidsrod mellem facere på gågaden, slalom mellem indkøbsposer, rygegrupper udenfor virksomhederne og blokerende barnevogne efterladt af hofholdende førstegangsfødende på caféer, og frem for alt indelukketheden, ikke at kunne åbne døren og gå ud på græs, men i bedste fald have en altan med en forkølet plantekrukke. Ikke at kunne komme andet end ud i en overfyldt park under en hedebølge, men sidde på 4. sal med alle vinduer åbne og stillestående luft.  

Og samtidig, hvad holder jeg af ved byen? – præcis denne puls, dette liv, denne larm, disse lugte. Mest af alt den tænderløbende lugt af grillkullene, når restauranterne ved 17-tiden begynder at varme op, og duften af varm og våd asfalt, når en regnbyge lægger støvet på gaderne. Friheden på cyklen gennem trafikken. Præcis det at møde nye mennesker og ikke de samme hver eneste dag, at tage menneskebad, som Søren Kierkegaard kaldte det. Derfor savner jeg byen.

Naturen afgør nok sagen

Er det da bare himlen at være på landet? Nej. Der er også larm fra mejetærskere, megaplove, roeoptagere og møgspredere. Der er lugte fra grisestalde, gylletanke og brændeovne. Der kan være lige så indelukket menneskeligt, fordi alle kender alle, og samtidig kan der være ensomt, fordi der er langt mellem husene.

Men her er ingen, absolut ingen afstand til natur, frisk luft, skov, stilhed, lys, marker, dyr, og kun tre kilometer til nærmeste badevand. Og vigtigst af alt, på få sekunder kan en liggestol klappes ud, og man kan sætte sig og slikke de første forårsstråler, når solen endelig kommer tilbage. Havestolen i solen eller i skyggen af træet senere på året er noget af det vigtigste for os. Og liggestole er der altså ikke så megen plads til på nok så bred en altan i en lejlighed i byen.

Læseren kan godt mærke, at vi står i et svært dilemma.

Jeg har ingen løsning, ingen konklusion. Vi traver frem og tilbage og vender endnu en gang vores fremtidige bolig på en gåtur ved naturskønne Hesnæs. Peter sætter pendulet i stå og siger: ”Jeg vil ikke have, at de næste seks-otte år skal gå med at være bekymrede for, hvordan vi vil kunne klare os med vores helbred og alt det, der kan ske. Vi må tage stilling til tingene, når – eller hvis - de overhovedet opstår.”

Så nu venter vi i første omgang på, at huset bliver solgt. Hvad der så skal ske, vil tiden vise. Der er jo ingen, der siger, at den næste bolig bliver den sidste bolig, vel?