Nogle gange føler jeg mig ligesom en, der har pakket feriekufferterne sidder og venter på taxaen: Jeg har overtøjet på og sidder og tripper. Forventningens glæde og en lille smule uro iblandet et isnende stænk skræk suser rundt i kroppen. Køleskabet er tømt, avisen sat på pause, hjemmet ryddet. Taxaen kommer bare ikke.

Eller måske snarere som en gravid, der nærmer sig terminen. Vi har gået og forberedt os, ryddet væk, gjort plads, smidt ud, malet op, vi har vendt de mange modsatrettede følelser igen og igen, forventning, frygt. Vi har langsomt vænnet os til, at vi skal af sted, at der kommer en ny livsfase, som vi ikke ved, hvad indebærer, men vi er begyndt at glæde os. 

Formentlig skal vi først gennem en lidt voldsom ”fødsel” - pludselig vil vi stå med en køber, og vi skal pakke det sidste og af sted – muligvis i en fart. En mægtig hurdle inden målet er nået. Og vi ved, at det er uafvendeligt, fuldstændig ligesom der stensikkert kommer et barn ud, uanset hvor vanskelig en fødsel kan være.

Den eneste, men meget afgørende, forskel er, at vi ikke kender længden på graviditeten. Jeg er nået til det punkt, hvor jeg synes, at vandet gerne må gå og at fremvisningerne gerne må slutte, fordi den rette køber kommer, så vi kan skrive under og finde en ny bolig. Men en elefant går drægtig i næsten to år, og et hus som vores kan ligge lige så længe – ja længere endnu.

Så lige nu nyder vi bare at være her, for det er meget drænende for både energi og livsglæde hele tiden at fokusere på at skulle flytte. At downsize betyder jo egentlig bare at formindske sit jordiske gods. Dels til glæde for en selv, dels til glæde for dem, der eventuelt skal rydde op efter os. Og tro mig, vores børn er glade!

Masterplan revisited

Set i bakspejlet, nu hvor jeg har blogget et år om processen, har jeg gjort præcist, som jeg planlagde i min masterplan, jeg skrev om i det allerførste indlæg. Jeg har:

Er det betydningsbærende?

Hvad har jeg så lært indtil nu? Ja, processens første masterplan så nem ud i første omgang. Men overraskelsen kom, da det for alvor gik op for mig, at en oprydning og nedpakning ikke blot kunne løses ved at være effektiv og konsekvent i løbet af en måneds tid. 

En af de største erkendelser har været, at jeg havde et uafviseligt behov for at tage afsked med ting, før jeg smed dem ud. At det har været vigtigt for mig at give mig tid til at finde det betydningsbærende, der skulle gemmes, så jeg med let hjerte kunne skille mig af med resten. 

Det har været overrumplende, men også virkelig sjovt, hvor meget det har betydet at glæde mig over nogle gamle, stærkt personlige minder, før jeg lod dem falde ned i skraldespanden. Og det er kommet bag på mig, hvor meget underbevidstheden har krævet i denne proces. 

Min underbevidsthed har haft en fest, hvilket jeg har kunnet måle på både drømme, der kom om natten, og på opdukkende erindringer, som skulle genovervejes set med alderens klarsyn. Jeg er også blevet klogere på, hvorfor jeg ikke hverken har kunnet eller måttet fremskynde denne fase – for det var livsafsnit, der skulle afrundes for at skabe plads til nye.

Et meget centralt ord i processen er ordet betydningsbærende. Ikke et ord, jeg har tænkt meget over tidligere, men et ord, jeg har haft på læben, næsten hver gang jeg stod med noget i hånden, som jeg var i tvivl om, jeg skulle gemme. Og jeg ved, at ordet vil gøre det meget nemmere at komme igennem den sidste del af processen, den dag vi endelig flytter. 

Altså:

  1. Acceptér, at der er tale om en proces, som både foregår fysisk og psykisk.
  2. Giv processen tid – det vil svie til dig bag efter, hvis du forcerer processen.
  3. Glæd dig over friheden ved at slippe af med det, der ikke bærer betydning.

Hvad mangler vi?

Det kunne lyde, som om vi nærmest har pakket flyttekasserne. Langt fra! Min mand er først ved at vænne sig til, at vi overhovedet skal herfra. Og at vores plan medfører, han (gerne) snart skal tage stilling til, hvad der ikke skal med af hans personlige ting. 

Dertil kommer, at vi ikke er gået i gang med smertensbarnet: kontoret. Det er tapetseret med en enorm sangbogssamling, med myriader af digtsamlinger, musikerbiografier, cajun-kogebøger, foruden tre reoler med CD’er og så lige seks kasser LP’er ovre i garagen. 

Og jeg er heller ikke for god: I kontoret står alle mine fagbøger, mapper med research, visitkortsamlinger, en stabel med arkivkasser og seks papkasser under skrivebordet fra den dag, hvor ejendomsfotografen kom. Personligt synes jeg, det største dilemma ligger i bøger og billeder – vil vi nogensinde få plads til dem det nye sted?

Jeg har fået nogle lavpraktiske råd om kunst: Rammer fylder ikke så meget endda, så hvis man ikke vil skille sig af med sine malerier/billeder, kan man opmagasinere dem et sted og skifte sin væg ud en gang imellem. 

Man kan også vælge at affotografere sine malerier og så kigge på billederne af kunsten på en fremviser, der står og cirkulerer billederne. Jeg viderebringer gerne disse råd, men det bliver aldrig nogle, jeg selv kommer til at følge. Så hellere et rent snit og eventuelt glæde andre med det, man ikke selv tager med. 

Mikrooprydning hver uge

Teknikken, jeg har taget i brug i denne sidste fase af oprydningen, hedder mikrooprydning. Jeg fik et råd fra en tilhører ved et foredrag om at rydde en hylde eller en skuffe hver dag. 

Det lød meget ambitiøst, og jeg har da heller ikke helt kunnet opfylde det, men systemet i at tage det sidste i mikrobidder har gjort, at jeg langsomt er ved at komme igennem hverdagsskuffer, køkkenhylder, sokkelagre og badeværelsesskuffer med et ton udsmidelige hotelsæber og lusekamme. Skal vi flytte hurtigt, vil der ikke været tid til mikrooprydningen, og jeg er blevet god til at tage en hylde om ugen, ikke om dagen, endnu.

For eksempel her op til jul: Ud i år røg juleenglen med de manglende ben, trænissen, der er blevet spist lidt af musen i den ene side, kræmmerhusene, som børnene lavede i fritidsordningen, og som for længst er gået op i limningen sammen med et foruroligende stort antal hemsløjd-rædsler købt på diverse julemarkeder i et øjebliks svaghed. Farvel, også selv om nogle af tingene virkelig var mange generationer gamle. De sidste mange år er de alligevel ikke kommet op at hænge.

Hvem vil flytte hvornår

Det er en daglig glæde at have skabt rum omkring sig, også selv om jeg indimellem savner noget af det, der er røget ud. Og tanken om at forblive her dukker dagligt op. Det viser sig, at vi ikke er så forskellige fra andre i statistikkerne: En undersøgelse af ældres boligønsker fra sommeren 2019 viser, at hele 77 procent af de ældre, defineret som 52-97 årige, ikke overvejer at flytte i fremtiden.

Jo ældre man er, jo sjældnere overvejer man at flytte. Undersøgelsen fra Vive (Det nationale forsknings- og videnscenter for velfærd) viser, at hver fjerde respondent (25 procent) i aldersgruppen 52-62-årige overvejer at flytte inden for de næste fem år, mens det kun gælder hver femte (20 procent) i aldersgruppen 67-77-årige og kun 13 procent blandt de 82-97-årige. 

At forholdsvis få ældre voksne overvejer at flytte, og at andelen er faldende med alderen, er ikke overraskende, idet mange formodentlig allerede har truffet et fornuftigt boligvalg, der passer til at blive gammel, forklarer Vive.

Men der er også tale om en anden bevægelse: Andelen af ældre, der overvejer at flytte, stiger over tid. I hver ny årgang af seniorer er der lidt flere, der overvejer at flytte i det sene voksenliv. Det skyldes formentlig, at man gerne vil indrette sig med henblik på en aktiv såkaldt 3. alder.  

Og især i gruppen af de unge ældre 52-62-årige kigges der på bofællesskaber allerede. Men er det ikke meget tidligt at tage stilling til sin alderdom?!
 

Var det så i tide?

Som jeg skrev indledningsvist for et år siden, handler min blog om at downsize i tide. Det er virkelig svært at definere, hvad der er i tide. Ingen tvivl om, at ”i tide” primært handler om at være fysisk i stand til at foretage arbejdet. Men hvornår man er det, eller ikke er det, er jo helt individuelt. 

Vives undersøgelse, som jeg nævner ovenfor, fortæller, at ”25 procent af de 52-62-årige danskere overvejer at flytte inden for de næste fem år. Det er væsentligt flere end tidligere, hvor det var mere usædvanligt at rive teltpælene op i en sen alder.” 

Jeg har lidt svært ved, at vendingen ”en sen alder” bliver brugt om 52-62 årige, men lad det nu være – kun vil jeg sige, at hvis disse tal skulle gælde for min mand og mig, så skulle vi være flyttet til noget mindre, mens vi stadig havde skolesøgende børn og fuld gang i forretningen. Andre, der er begyndt tidligere end vi, ville muligvis allerede være ”empty nesters”, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og kunne måske allerede i en så ”ung” alder have brug for en anden type bolig, men ikke os.

Så ”i tide” må den enkelte definere. Jeg synes, vi er begyndt i tide, altså, da jeg var 60 år og min mand 74. Men indimellem slår det mig alligevel, at vi måske skulle være begyndt lidt tidligere. 

Det har noget at gøre med, at man bliver træt undervejs, ikke så meget af det fysiske, men mere at man bare bliver ældre! Det er begyndt at kunne mærkes. Tanken om, at der kan gå endnu nogle år, er af og til lidt skræmmende, fordi vi begge bliver endnu ældre, og vi når ikke nødvendigvis at finde et nyt sted at falde til og bygge noget nyt op dér. 

Men nogle gange kommer jeg til at bruge for mange kræfter på at tænke fremtid, i stedet for bare at nyde at være, hvor jeg er. Og her, hvor jeg er, er jeg ret glad. Der er kommet ro på bagsmækken med et års konsekvent rightsizing.  

Det nye år 2020 skal være så velkomment. Tak, fordi I læste med det seneste år.