- Har I fået solgt? – Hvor flytter I hen?

Hvor er jeg træt af disse spørgsmål, hvor velmente de end er. Nej, vi har ikke solgt, og nej, vi aner ikke, hvor vi vil hen. Det må vi se på til den tid. Huset har nu været til salg i et lille år. Og lige nu er vi ærlig talt vældig glade for, at det ikke er solgt, for huset er perfekt til selvisolation og karantæner. Men selvfølgelig skal vi videre.

Siden november, hvor jeg sidst skrev til læserne, har vi haft nogle meget underholdende fremvisninger – de orange buddhister vendte tilbage for at tjekke, om huset kunne rumme tempellokaler, mødelokaler og seks munke, men desværre blev det ikke vores ejendom, de valgte. 

Vi har også haft et jævnaldrende par til fremvisning. Det endte nærmest med at blive hyggeligt at have totalt fremmede på rundvisning, fordi de kunne se mange kreative muligheder i ejendommen for dem og deres voksne børn, men også de sprang fra. Og i disse dage gør jeg huset i stand til en fremvisning for en, som har vilde planer, som jeg desværre ikke kan fortælle om her, men hvor vi også har haft en meget personlig kontakt allerede. 

Det er lidt underligt. Jeg ved ikke, om det er normalt for fremvisninger. Det er i hvert fald ikke sådan, jeg har oplevet det tidligere: Jeg havde ikke troet, vi skulle være til stede ved fremvisningerne, men det har faktisk været et ønske fra alle hidtil. For her er der åbenbart tale om en ejendom, hvor folk kan forestille sig mulighederne, ikke bare at bo her, lave mad, sove, men udfolde sig. Og de lytter meget til, hvordan vi har udnyttet lokalerne. 

Taget af markedet i en periode

Lige pt. har vi dog ”taget huset af markedet”, som det hedder. For vi har skiftet ejendomsmægler, og om få dage får vi besøg af en dronefotograf. Udover, at hele huset skal fotograferes igen, og jeg skal i gang med min ”tetrisøvelse” med inventaret, så vil den nye ejendomsmægler lave en anden form for markedsføring end hidtil, og her inkluderes droner. 

– Man skal kunne se de frie omgivelser rundt om huset, siger han, og vi giver ham ret.

Selv om huset ikke i skrivende stund kan ses på nettet, har vi fortsat et skilt ude ved vejen. Dels, fordi det kan jo være, at der kom nogen forbi og spontant syntes, huset var værd at se nærmere på. Men i særdeleshed også, fordi vi ikke orker spørgsmålene igen:

- Nå, nu har I fået solgt! Hvor skal I nu hen? 

På godt og ondt følger vi med i hinandens liv her, og det er altid spændende at følge husmarkedet. Så spændende, at flere dagblade rundt om i Danmark abonnerer på en ny tjeneste, som Ritzau udbyder, nemlig en ejendomsjournalistik, som bliver skabt af robotter. 

Så snart oplysningerne om et nyt hussalg bliver offentliggjort af Tinglysningen, genererer Ritzaus system en artikel om den enkelte ejendomshandel. Her fortælles om, hvem der har købt hvilket hus af hvilken person til hvilken pris, og hvad prisen var ved forrige salg. 

Personligt synes jeg, det er posekiggeri på lavt plan, og jeg har skrevet til vores lokale dagblad og frabedt mig, at vores hussalg til den tid bliver nævnt i avisen. Robotjournalistik kan bruges til mange ting, for eksempel sportsresultater og børsbevægelser, der ikke kræver speciel sproglig behandling, men det bliver for mig alt for privat, at hussalg og priser nævnes på dén måde. 

Hvad gør vi med bøgerne?

I denne periode er jeg gået mere hårdt til de to største hovedpiner, jeg oplever, at jeg og andre har. Nemlig, hvad gør vi med vores bøger, og hvad gør vi med vores fotos?

Vi har mange bøger, både fiktion og non-fiktion. Jeg er meget glad for bøger, især fagbøger om medier og tvillinger – og om bøger; min musikermand har en svaghed for musikhistorie, digtsamlinger og kogebøger om cajunmad! 

Og på en eller anden måde har jeg stadig svært ved at gå forbi et bogudsalg uden at føle, jeg MÅ have en bog med hjem, også selv om jeg er midt i en flytning. 

Så igen må der struktur til.

Sortering i kategorier

Først skal bøgerne sorteres. Min plan er at tage hver enkelt bog i hånden og tænke over, om det er en, der skal følge mig, fordi jeg har læst den og er glad for den stadig, eller fordi jeg netop ikke har læst den endnu, og stadig håber på at få det gjort. 

Tidligere højskoleforstander på den litteraturinteresserede Testrup Højskole, Jørgen Carlsen, siger ”En ulæst bog er et stykke ulevet liv”, og sådan har jeg det grundlæggende også med de bøger, som jeg ikke har taget fat på endnu.  

Alligevel kan jeg ikke nødvendigvis tage dem alle sammen med, for der er så mange ulæste, at jeg ikke har levetid nok til at nå igennem dem! Derfor har jeg forliget mig med, at der også vil være ulæste bøger, som jeg ikke tager med videre.

Jeg har derfor nu taget mine utallige mælkekasser i brug og er gået i gang med en reol ad gangen. I de forskellige kasser lægger jeg bøger, som jeg ikke vil have med mig, og sørger samtidig for at sortere dem emnevis. Faglitteratur, skønlitteratur, opslagsværker, undervisningsbøger osv. Når jeg giver mig tid til at sortere de bøger, jeg ikke vil beholde, er det for at gøre det nemmere for dem, der senere skal kigge på kasserne. Og for ikke at overse noget, jeg senere fortryder.

I en anden kasse lægger jeg bøger, som jeg tænker, nogle bestemte vil blive glade for at få – for eksempel har jeg samlet en kasse med børnebøger, krimier og andre paperbacks, som venner med sommerhuse kunne få glæde af.

Mine fagbøger troede jeg ville udgøre en hovedpine. De handler primært om tvillinger, om internettet og iværksætteri. Alle tvillingebøgerne beholder jeg. Tvillinger er min livslange passion, og vores tvillingesønner vil sikkert være glade for dem en dag. Mens internetbøger, som har været hotte i en periode, men nu er uddaterede, fordi den teknologiske udvikling for længst har overhalet indholdet, har jeg intet problem med at lægge i en ”ikke med-kasse”. 

Jeg har to reoler med bøger om iværksætteri. Dem har jeg virkelig svært ved at skille mig af med, også fordi jeg så sent om i marts i år udgav min seneste bog om at være iværksætter og senior. Et par af de gamle bøger brugte jeg til inspiration. Men det er også gået op for mig, at disse bøger måske kunne være mere relevante i et iværksætterhus, så jeg overvejer stærkt at donere dem til det lokale, nystartede iværksætterhus.

Så er der skønlitteraturen. Det viser sig heller ikke at være så svært. Mange bøger er jeg mentalt færdig med. Har haft en god læseoplevelse, men så heller ikke mere. En anden må gerne blive glad for bogen, et andet sted. Ned i ”Ikke-med”kassen. 

Til gengæld oplever jeg, at en del af bøgerne er nogle, som jeg holder fast i, fordi der er en historie forbundet med bogen. Det er ikke læseoplevelsen, der får mig til at gemme bogen, men oplevelsen i forbindelse med bogen, gør den så værdifuld for mig, at jeg beholder den. En bog fra en ven. En bog købt på en særlig rejse. En bog, læst på et afgørende tidspunkt i mit liv. Dem har jeg sværere ved at slippe.

Se igennem flere gange

Da det primært er mig, der står for downsizingen, beder jeg min mand om at kigge ”ikke-med”-kasserne igennem. Der kan være bøger, som han er knyttet til, uden at jeg kender årsagen. Det viser sig dog, at jeg kender min mand rigtig godt, så den sortering, jeg har foretaget allerede, er stort set godkendt.

Faktisk ryger der flere bøger ud, som jeg troede, han gerne ville have med. En anden interessant ting, der sker ved denne sortering ad to omgange, er, at det er nemmere at frasortere anden gang, vi går kasserne igennem. 

Oprydningen betyder, at vi langsomt også får inddelt vores bøger, fx alle sangbøger, alle digtsamlinger, alle kogebøger, alle ligestillingsbøger mv, så de ved nyopsætning det næste sted, vi skal hen, bliver nemme at placere. Nogle læsere har måske allerede alfabetiseret deres bogreoler. Det er så ikke lige dét, der præger dette hjem… endnu.

Hvad gør jeg med ”Ikke-med” kasserne?

Når man som jeg elsker bøger, kan jeg simpelthen ikke smide dem til forbrænding.  Det gør man bare ikke med bøger. Jeg har derfor set på løsninger, som andre praktiserer, og som jeg måske også kan bruge:

  1. sælge dem på loppemarked, lidt efter lidt. Foreløbig har jeg stillet en bogreol op i det rum, hvor jeg de seneste to somre har holdt loppemarked, men det går trægt.
  2. sætte dem til salg på Den blå Avis, Gul og Gratis eller nogle af de platforme, der er for brugte bøger – også meget tidskrævende. Det er muligt, men med de mange bøger, jeg har, orker jeg ikke at oprette hver enkelt, og jeg har heller ikke tiden, i modsætning til fx et antikvariat med en internetbutik.
  3. stille ”overskudsbøger” ud i et skab udenfor, som andre frit kan tage fra. Det tiltaler mig meget, og jeg har en ide om, at jeg skal prøve dette til sommer. Men igen – det er ikke mange bøger, der vil ryge på dén måde.
  4. finde de steder, hvor man i landsbyer mv netop har sådanne skabe (det har vi for eksempel i våbenhuset i Stubbekøbing Kirke).
  5. donere dem til arrester, fængsler, væresteder og andre steder, hvor beboerne mangler bøger.
  6. give dem til, Røde Kors, Kirkens Korshær mv, som selv kan sælge dem videre.
  7. ende med at smide dem på lossepladsen – dét er pokkerme svært med gode bøger.
  8. og til slut: aflevere dem på et antikvariat – og måske endda få penge for de bedste.

Antikvariat

Det er jo oplagt at aflevere bøger på et antikvariat, men ”uopfordrede donationer” bliver ikke nødvendigvis taget imod med glæde. At drive et antikvariat er en forretning, og hvis bøgerne ikke kan omsættes, sander antikvariatet til i udgivelser, som det tager lang tid at finde kunder til, hvis nogensinde. Også antikvarer smider bøger i containeren, især hvis de er i dårlig stand, har fugt- eller røglugt. 

For at få mere at vide om antikvariater ringede jeg til en bekendt, som jeg mødte på BogForum for nogle år siden. Han driver et forholdsvis nyt antikvariat, og jeg søgte hans råd om, hvordan antikvariater forholder sig til at modtage en masse bøger.

– Det er korrekt, fortæller Jesper Andersen fra Litteratur-Retur, at nogle antikvarer tager ud for at se på bøger hos private og muligvis også køber nogle af bøgerne, men det er svært at sige, hvad der er en gangbar bog. Det afhænger af antikvariatet. 

Måske opdager han en bog, som en kunde netop har efterlyst. Måske kan han i bogsamlingen se noget, der er let for ham at sælge, måske er der en bog, som han virkelig synes, er interessant ud fra egne interesser. 

Er der en samling, hvor der er tilstrækkeligt meget godt, tager han gerne imod bøgerne, selv om han også skal være ”skraldespand” for dem, der må kasseres. Han betaler også gerne for bøger, så man skal ikke afholde sig fra at kontakte et antikvariat, men man skal heller ikke forvente, at de henter alt med lige stor glæde. 

Jesper Andersen fremhæver, at man skal tænke kvantitativt, når man trimmer sin bogsamling. Hvor meget plads har du det nye sted? Skal du reducere til 20 procent af din bogsamling, må du nok igennem samlingen et par gange, før der er røget nok ud. 

Tænk i, om du nemt vil kunne genanskaffe en bog, hvis du har fortrudt. Noget er nemt at finde igen, andet, især smalle bøger, kan være svært. Og endelig kan man jo genfinde titler på biblioteket. Faglitteratur har en form for halveringstid – indholdet bliver hurtigt uddateret, så fagbøger og lærebøger kan være virkelig svære at sælge. Det samme gælder kogebøger, opslagsværker og leksika.

- Det bedste råd, jeg kan give, når du sorterer rent fysisk, er, at du passer på din egen fysik. Få tingene op i øjenhøjde, ikke ligge på knæ ved nederste hylde. Brug de lave hylder til at stille ”affaldet”. Når først man får ondt i knæene, svigter ens dømmekraft, slutter Jesper Andersen af.
 

Fotografier

En anden klassisk hovedpine er fotografier. I album eller i de flade fotoposer, man fik leveret print i fra Kehlet Stella Nova, eller hvad de nu hedder i dag. Jeg har, hvad der svarer til en flyttekasse med fotografier i fotoposer i tre lag. 

For at være helt ærlig, så er jeg sikker på, at jeg kommer til at tage dem alle med mig. Dels, fordi jeg simpelthen ikke orker at gå dem alle igennem og sortere ud i dem, og fordi jeg glæder mig til, ”når jeg bliver rigtig gammel” at have den beskæftigelse.  

Dog har jeg for længst sorteret dem kronologisk, så de ligger i kuverter eller i originalposerne fra fotoforretningen med angivelse af dato, årstal og et par stikord om, hvad de indeholder. For eftertiden vil det være godt, hvis jeg også når at skrive bag på, hvem der er på billederne, men dét er jeg altså ikke nået til endnu.

Til gengæld ved jeg, hvor glad jeg selv er for at finde gamle billeder, hvor den forrige generation vitterlig har skrevet bag på, hvem der er hvem. Især i slægtsforskningsøjemed har det været supergodt.

Andre har måske et større behov, end jeg, for at frasortere, og jeg vil derfor give nogle råd om, hvordan man kan vælge, for det er klart, at man ikke har behov for at gemme samtlige print.  

Først og fremmest bør man overveje, hvor vigtige billederne er for en selv. Hvor vigtigt er det at beholde hvert eneste foto fra en rund fødselsdag, fra en rejse til Marokko i 1970, fra en fætters bryllup? Og lidt mere ned i detaljerne – er det betydningsfuldt at beholde alle landskabsbilleder, smukke udsigter, historiske monumenter, som man absolut syntes, man skulle fotografere på sin rejse, eller kan man nøjes med at beholde dem, hvor der er mennesker på, som man relaterer sig til og kan genkende?

Nogle af de billeder, som er nemmest at skille sig af med, er:

  1. dubletter (du milde, hvor man engang bestilte både to og tre dubletter af en film!)
  2. den samme ting taget fra tre forskellige vinkler, gem nu bare det ene!
  3. fantastiske udsigter og historiske bygningsværker, som ikke betyder noget for dig
  4. billeder af mennesker, du rent faktisk ikke kan lide
  5. billeder af dig selv, som du synes er rædselsfulde
  6. mindre vellykkede billeder eller gengangere fra fester, fødselsdage, konfirmationer mv. Gem bare 5-10 stykker, ikke alle 50.

Og så er der lige negativerne. Dem gemmer man jo for at få lavet nye kopier, skulle de oprindelige forsvinde. Som nævnt i indlægget om gode bøger har jeg læst Lena Bentsens bog om oprydning. I den anbefaler hun at smide negativerne ud. 

- Hvor stor er chancen for, at dit hus brænder, og du skal have lavet nye kopier? Og skulle det endelig være, hvor stor er chancen da for, at branden kun tager dine billeder og ikke dine negativer, som ligger i samme fotolomme, skriver hun.  

Dér fik hun mig! Negativerne ryger ud.

Digitalisering

Men kan jeg ikke bare scanne mine papirfotos ind og gemme dem digitalt? Joda. Men spørgsmålet er, om det ”bare” er så lige til. Det tager en krig at gøre det selv. I takt med digitaliseringen er der heldigvis kommet en lang række redskaber til konvertering af papir til digitale foto på markedet.

Det gælder små devices, som kan konvertere lysbilleder via computeren, såvel som apps, hvor man kan affotografere hele sider i gamle fotoalbum og få omdannet billederne et for et til digitale udgaver, ovenikøbet samtidig justeret i farverne, der måske var blevet lidt blegede med tiden.

Begge typer konvertering er et tålmodighedsarbejde, men det er også ret sjovt, for der kommer mange øjeblikke, hvor man lige får tid at se sig tilbage og huske på gode oplevelser. Man får virkelig sorteret ud i, hvad man vil bruge tid på, og hvad der er lidt overflødigt (det er særligt her, de mange smukke udsigter og landskabsbilleder ryger). 

Mit råd er at tjekke brugeranbefalinger på nettet af de forskellige tilbud, især på app-markedet. Nogle apps tilbyder for eksempel tre dages gratis prøvetid, men man tilknytter sit kreditkort til appen, og hvis man glemmer at framelde, kan det koste nogle hundrede kroner hver måned, indtil man opdager, at man ikke bruger appen mere.

Hvad så med de mange fotos, vi har gemt på computeren eller telefonen? Her i familien gik vi over til digitale foto cirka ved årtusindskiftet, og foreløbig har jeg på ingen måde tænkt mig at rydde op i dem – det er alt for stort et arbejde. Det skulle jeg have gjort undervejs, og det fik jeg aldrig gjort.  

Andre formår systematisk at slette de overflødige nogenlunde hurtigt og gemme de gode. Jeg kender også mange, der laver fotobøger af de bedste, digitale fotos, for eksempel én gang om året af de bedste, og sletter resten. Respekt. Det kunne jeg ikke. Altså slette…

Der findes et hav af udbydere af disse fotobøger, både dem, der fungerer direkte fra kameraet i smartphonen, og dem, hvor man skal loade billederne op fra sin computer. Personligt gemmer jeg alt og skal kun bekymre mig om lagringspladsen, som vokser år for år!

Jeg har købt plads i ”skyen”, så indholdet af min computer lagres løbende, og laver yderligere en backup af min computer på en harddisk en gang hver tredje måned, bare for en sikkerheds skyld. 

Når jeg gemmer alt, er det efter devisen, at så er der noget at se på, når jeg ender dement på et plejehjem: Til den tid kan mine pårørende sætte min computer til at fremvise et slideshow med alle de gamle billeder, som jeg så bliver rigtig glad for. En form for fremtidssikring af fortiden!