”Nu er tyskerne kommet”. Elinor Mouritsen husker, hvordan hendes far den 9. april 1940 kom ind af døren med den besked. Han havde hørt det på vej ud i deres kolonihaver og var straks vendt om for at dele nyheden med familien hjemme i villaen i Struer.

Elinor Mouritsen, der var 12 år på det tidspunkt, tog det ikke så tungt i første omgang. Men hurtigt så hun, hvordan tyskerne fyldte i byen. De indtog alt fra rådhuset til spejderhuset. Og endda skolen, så hun og hendes kammerater måtte undervises i en anden bygning.

- De var over det hele, og jeg husker især en formiddag, hvor jeg så en masse, der stimlede sammen på Rådhuspladsen. Her spillede og dansede tyskerne, men jeg fik ikke lov til at klappe med i takt, for min bror sagde, at det var propaganda, fortæller hun.

Blev forfulgt af en tysker en sen aften

Elinor Mouritsen hadede de mørklægningsgardiner, som flyttede ind i villaen, samtidig med at tyskerne flyttede ind i Struer. Alt blev så mørkt og trist i huset. Og når man skulle på dasset i gården om natten, da der ikke var badeværelse i huset, var der så kulsort, at hun ikke turde gå derud alene.

Ellers synes hun dog ikke, hverdagen blev påvirket særlig meget.

LÆS OGSÅ: Æbler var nøglen til gummistøvler og jagt

- Tyskerne holdt sig meget for sig selv, og hvis man ikke gjorde dem noget, gjorde de heller ikke en noget. Det værste var, at min far var lokomotivfører og blev tvunget til at køre lange transporter for tyskerne, mens der stod en bag ham med maskingevær og holdt vagt. Vi hørte jo rygter om sabotage og sprængninger på jernbanestrækningerne, så jeg kan huske, især min mor var bekymret, når han var længe væk, fortæller hun.

Hun husker også en enkelt gang, hvor hun selv blev rigtig bange, fordi der var en tysker, der fulgte efter hende, en aften hun var på vej hjem fra brugsuddeleren, hvor hun var i huset.

- Han gik lige bag mig, men jeg turde ikke løbe. Så jeg gik bare lige så stille på den mørke vej med ham bag mig. Da var jeg lettet, da jeg nåede hjem, og der ikke skete noget, fortæller hun.

Fodrede halv gris hver anden dag

Varemanglen kom familien i nogen grad ud over, fordi de havde deres egen kolonihave, og så byttede de sig frem til friske fisk med grøntsager.

- Vi manglede aldrig mad, men fik en del rødbedebøffer og selleribøffer. Jeg husker også, hvordan jeg hver anden dag skulle cykle fem kilometer med grisefoder ud til sognegården, for vi havde købt en halv gris derude. Så fik vi den til sidst slagtet, og meget af kødet blev saltet, fortæller hun.

Opfindsomheden var ikke blot nødvendig i madlavningen. Det gjaldt også om at få mest muligt ud af det tøj og det stof, man havde. Eksempelvis havde Elinor Mouritsen sko, der var lavet af rødspætteskind og en vinterfrakke, der var syet af hendes fars gamle lokomotivføreruniform.

Den store villa var også svær at varme op med den store mangel på brændsel.

LÆS OGSÅ: Sådan boede og levede danskerne under besættelsen

- Min mor lagde mursten oven på kakkelovnen, og så fik man sådan en med sig i seng om vinteren. Der var jo nogle rigtig kolde vintre i den tid, husker Elinor Mouritsen.

Billeserie: Hverdagslivet under Besættelsen

Ben og arme stak op ad jorden

Villaen blev for stor til Elinor Mouritsen og hendes forældre i løbet af besættelsen, fordi hendes ældre søskende flyttede hjemmefra. Hendes storebror var faktisk med i modstandsbevægelsen, og ham hørte de kun fra gennem små beskeder, han lagde til faderen under dørmåtten om natten.

- Derfor flyttede vi i en lejlighed, der også var noget billigere. Her var der træk og slip, og det var vi jo slet ikke vant til. Lejligheden lå lige over for kirkegården, og her så vi fra stuevinduet, når tyskerne gravede nogen ned, de havde skudt. Det var ikke altid, de var blevet helt færdige, og så kunne man se en arm eller et ben stikke op af jorden. ”Nu har de sgu kulet en ned igen”, kan jeg huske min bror sige, fortæller Elinor Mouritsen.

Måtte babysitte under befrielsesfesten

Da befrielsen endelig kom, var der fest i gaderne i hele Struer, og Elinor Mouritsen var også ude med sine venner. Hun havde dog ikke lyst til at feste igennem den gade, hvor brugsuddeleren boede.

- De fik mig dog overtalt, og jeg gik med – og ganske som jeg havde frygtet: Uddelerens kone sad i vinduet og kaldte straks på mig, så jeg kunne være barnepige for deres børn. Så kom de ud at feste, mens festlighederne var slut for mig, fortæller hun.

Hun husker i øvrigt også, hvordan tyskerne samlede deres ting og gik på rad og række ud af byen med trækvogne med deres ejendele. Lige så hurtigt, som de havde indtaget byen, lige så hurtigt forsvandt de igen.