Spørg Bolius

Ulovligt arbejde i andelslejlighed, håndværkeren konkurs - køber mener at vi som sælgere skal betale regningen?

Hej Bolius

Vi solgte vores andelsbolig august 2019 og selvom handlen gik nemt er der opstået problemer efterfølgende.

Vi fik i 2017 lavet 1. sal i andelsboligen hvor vi hyrede håndværker til opgaven. Jeg følte mig ikke sikker på opgaven så valgte den "sikre" løsning.

Køber kontaktede mig 3 måneder efter salg vedrørende fejl på boligen. Han fortæller mig at udluftning i bryggers på stue etagen er fjernet under opførsel af 1. sal og at de oplever fugt.

Jeg er selvfølgelig uforstående overfor fejlen da jeg regner med at håndværkene havde styr på opgaven dengang.

Køber bliver ved med presse mig og siger jeg skal udbedre fejlen. Det går jeg selvfølgelig ikke med til det men bliver enig med køber om han får kvitteringerne og samtidig faktura numre på tømmeren vi brugte.

Finder så ud af efterfølgende at tømmeren er gået konkurs umiddelbart efter vores byggeri.

Derefter hører jeg ikke noget fra køber indtil der kommer en skrivelse fra hans advokat om at vi skal betale penge for at udbedre fejlen.

Jeg kontaktede derefter Dansk Håndværker Garanti som kunne fortælle mig tømmeren ikke var medlem under mit byggeri og kan derfor ikke hjælpe mig.

Kan det virkelig være rigtigt at jeg står med ansvaret og skal betale for at udbedre det når jeg har betalt og stolet en autoriseret håndværker? Man burde stole på når man hyrer en håndværker så er man "beskyttet".

Prøver køber at presse mig ud i at betale noget som slet ikke er mit ansvar?

Jeg glæder mig til at høre fra jer

Med venlig hilsen

Mads S

Hej Mads

Som bygherre, (der der ejer boligen/huset og som hyrer en håndværker) har du det overordnet ansvar for at tingene er i orden.

Beklager den lidt kontante udmelding, men sådan er det. Når man så er andelsejer, så tegnes der jo typisk ikke en ejerskifteforsikring, og dermed hænger du på et alm. 10 års krav under forældelsesloven for skjulte fejl og mangler.

Herfra bliver svaret endnu mere komplekst, for havde entreprenøren dette arbejde med ventilationskanalen med i sin entreprise eller hvorledes? Det kan så være mere eller mindre lige meget nu, for entreprenøren findes ikke, og han var ikke medlem af den omtalte Byggaranti eller lignende garantiordning. Og ja, så falder det hele tilbage på dig…

Det er derfor vigtigt, (set i bagklogskabens ulideligt klare lys) at man vælger en entreprenør som reelt er medlem af en garantiordning, og at man får kvalitetssikret byggeriet efterfølgende – særligt større arbejder, såsom etablering af en hel 1. sal.

Noget helt andet er så løsningen for udbedringen. Der findes typisk flere løsninger for udbedring, og køberne vil sikkert gerne have en Rolls Royce løsning, hvor mindre måske kunne gøre det.

Så du må desværre ind i kampen, og få løst denne problemstilling, til alles tilfredshed, (funktionelt og billigst muligt for dig).

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden