Spørg Bolius
Urea
Jeg har været så "heldig" at få foræret 25 kg Urea eller "vejsalt" med 46% kvælstof.
Har så hørt, at det kan bruges bl.a. som græsplænegødning, men hvordan og hvor meget skal der evt. bruges?
M.v.h.
Søren Schmidt-Sørensen
Urea er ren kvælstof gødning og kvælstofindholdet ( N.) er altid meget højt.
Der findes forskellige N.P.K. gødninger med mange forskellige sammensætninger af grundstofferne N kvælstof, P fosfor og K kalium. Sammensætningerne kan f.ex være 18-3-15 eller 21-3-10. Urea har betegnelsen 46-0-0. Som tallene viser er der kun kvælstof i Urea.
Til spørgsmålet, om man kan bruge Urea til græsplænen, er svaret ja. Men du skal huske, at anvende meget mindre mængder Urea. Normalt anbefales det, at gøde græsplænen med 2-3 kg.N.P.K. pr. 100 m2. græsplæne i maj, juni, juli og august. Jeg vil anbefale at du kun anvender 1kg.Urea pr. 100 m2. Du kan evt. variere gødskningen, så du kun bruger Urea hver anden gang. På denne måde så får græsplænen også P og K.
Jeg vil også gøre opmærksom på, at hvis du går på græsplænen inden at Ureaen helt er opløst og opsuget så kan dine sko eller andet fodtøj godt komme til at lugte af kostald. Dette skyldes at Ureaen omdannes til ammoniak.
Urea har også en fordel, den bliver hurtigt optaget både gennem bladene ( græsstråene) og græsrødderne. En gul græsplæne bliver hurtigt grønnere.
Med venlig hilsen