I 2010 holdt Mette Rønne Nielsen, hendes mand og deres lille datter ferie i Alsace i Frankrig. Her havde de lejet et mobilhome, og som en del af mobilhome-konceptet medbragte familien deres egne puder og dyner samt sengelinned.

Når Mette Rønne Nielsen tænker tilbage på turen til Frankrig i dag, er hun sikker på, at ingen i familien var plaget af insektbid under selve sommerferien. Det var først, da de vendte tilbage til Danmark og deres murermestervilla i centrum af Køge, at det begyndte at krible på kroppen.

Væggelus bed om natten

- Den første nat efter Frankrig blev vi alle 3 overbidt af et eller andet om natten. Det var enormt ubehageligt. På det tidspunkt vidste vi ikke, hvad det var. Vi kunne bare se, at vi havde myggestiklignende sår på især ben og ankler, fortæller Mette Rønne Nielsen.

Sådan fortsatte generne de følgende 2-3 nætter, hvor Mette Rønne Nielsen bl.a. måtte sove på sofaen i stuen for at slippe for biddene. Særligt familiens datter var plaget af bid, der efterfølgende kløede og gjorde ondt.

Fandt billede af væggelus på Google

- En nat blev min mand så vanvittig irriteret, at han stod op og begyndte at lede hele sengen igennem for at finde ud af, hvad det var, der generede os. Det lykkedes ham at finde et lille dyr, som han tog et billede af med sin telefon. Det forstørrede han op, så han rigtig kunne se, hvordan det så ud.

- Så gik han ned i stuen og lavede en søgning på Google. Det første hit, han fik frem, handlede om væggelus, og da han sammenlignede billedet på Google med det dyr, han havde fundet i vores seng, kunne han se, at dyrene var ens, husker Mette Rønne Nielsen.

Gift sprøjtet rundt om sengen

Dagen efter ringede familien til skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Rentokil, som sendte en konsulent ud for at besigtige huset og omfanget af væggelusangrebet.

- Han mente, at det ville være nok at sprøjte gift rundt om alle vores senge. Han fortalte, at det var meget vigtigt, at vi lå i vores senge og sov om aftenen, fordi væggelusene blev tiltrukket af vores kropsvarme. Så idéen var, at væggelusene skulle vandre hen over giften, og at de så ville dø bagefter, fortæller Mette Rønne Nielsen.

Skadedyrsfirma fik ikke bugt med væggelus

Som sagt, så gjort. Først troede familien, at det løste problemet. Både Mette Rønne Nielsen og hendes mand havde efterfølgende nogle rolige nætter. Men deres datter blev ved med at klage over bid om natten, så væggelusene måtte stadig være i huset.

Rentokil-konsulenten kom igen, gentog giftbehandlingen, men med samme skuffende resultat. Væggelusene var ikke til at få has på.

- På det tidspunkt kan jeg huske, at jeg virkelig blev bekymret for, om vi nogensinde ville slippe af med dem. Vi havde lige haft besøg af et stort firma, og de kunne åbenbart ikke hjælpe os. Samtidig kunne vi læse i aviserne, at problemer med væggelus var i stigning i Danmark. Så vi var faktisk ret urolige, siger Mette Rønne Nielsen.

Sprøjtede gift i alle rum i huset

Familien gav dog ikke op, men ringede til et mindre, lokalt skadedyrsfirma, som gik anderledes grundigt til værks end Rentokil.

- De koncentrerede sig ikke kun om vores senge, men sprøjtede gift i alle rum i husets 4 etager. De gik vores sofaben efter og sprøjtede ekstra kraftigt omkring de synlige rør, som forbandt etagerne.

Tøj, håndklæder og sengetøj skulle vaskes eller fryses

- De bad os også om enten at vaske alle vores tekstiler på minimum 60 grader eller fryse det ned i 2 døgn. Der er meget tekstil, som ikke kan tåle at blive vasket ved 60 grader, så det tog os faktisk 2 måneder at få pakket alt ned i sække og fryse poserne en ad gangen i vores fryser, siger Mette Rønne Nielsen.

- Man tænker ikke lige over det, men man har rigtig, rigtig mange tekstiler, når først man begynder at samle tøj, håndklæder, duge, sengetøj og så videre sammen. Vi prøvede at skrive på Facebook, om der var nogen, der havde en ledig kummefryser stående, som vi kunne låne, men det var der desværre ikke. Så vi måtte bruge vores egen lille fryser og fryse en pose ad gangen. Samtidig skulle vi hele tiden holde styr på, hvad der var blevet frosset, og hvad der manglede at blive frosset. Det var en ret vild proces, når jeg tænker tilbage på det, siger Mette Rønne Nielsen.

Bekæmpelse af væggelus kostede 25.000 kr.

Men heldigvis hjalp den grundige behandling. Væggelusene blev udryddet, og familien har ikke siden været plaget af de små dyr.

Til gengæld løb den samlede regning for behandlingen fra de 2 skadedyrsfirmaer op i ca. 25.000 kr. Mette Rønne Nielsen undersøgte dengang, om de kunne få hjælp fra forsikringen til skadedyrsbekæmpelsen, men den dækkede kun ved husødelæggende angreb og ikke ved generende angreb som væggelus.

- Selvom det var dyrt og besværligt at slippe af med væggelusene, er vi bare lykkelige for, at det lykkedes. Vi har ikke været ude at rejse siden, men vi skal faktisk snart til Italien. Det kan da godt være, at jeg vil tage vores tøj fra ferien og putte ned i en stor pose og fryse det, når vi kommer hjem, men ellers tænker jeg faktisk ikke længere over det.