Spørg Bolius

Varmen slukkes om natten - er det hensigtsmæssigt at skulle opvarme den kolde ejendom hver morgen?

Hej Bolius

I vores ejendom er vi begyndt at natslukke varmen. Det er vanvittig koldt, og jeg tænker heller ikke ret økonomisk at varme radiatorvandet op hver dag.

Da min forening er ligeglad med, at jeg fryser om natten, håber jeg lidt at få ret mht. økonomien.

Kan I hjælpe?

Hej med dig

Bolius lavede for nogle år tilbage et forskningsprojekt om netop dette emne. Her satte vi målere op i 200 huse i Middelfart, og så forsøgte vi at måle på netop dette natsænkningsfænomen.

Meningen var så, at man med smart styring efter vind og vejr, skulle kunne optimere varmeforbruget, herunder med brug af natsænkning, og sågar dagsænkning, hvis man ikke var hjemme.

Det virkede for nogle huse, men andre huse kæmpede netop med lange responstider på opvarmningen igen og et hurtigt og voldsomt varmetab. Og kombination af både et dårligt isoleret hus OG et dårligt varmesystem var ikke godt, og man satte mere energi til ved en natsænkning, end ved at holde huset varmt hele tiden, døgnet rundt.

Lang historie kort, nogle huse/ejendomme egner sig ganske enkelt ikke til natsænkning. De mister varmen lynhurtigt pga. dårlig isolering, og de er langsomme om at blive varme igen pga. dårlige varmeanlæg. Og skal som du selv siger det, bruge endnu større mængder varme og energi på at varme huset/boligen op igen.

Der findes ikke nogle smarte, simple formler, man lige kan smide på bordet, desværre. Men med simple test, med eller uden natsænkning, kan man godt sammenligne varmeforbruget over forskellige dage/uger, som er nogenlunde sammenlignelige, vejrmæssigt.

En tommelfingerregel herfra kunne være, at der ikke må blive koldere end 16-18° C over natten. Altså på det koldeste tidspunkt af døgnet, som typisk er om morgenen. Videre skal lejligheden også kunne opvarmes tilbage op til en 21-22° C indenfor en times tid. Og den temperatur skal selvfølgelig være klar igen, når man står op. Altså så man ikke skal stå op til 15° C og vente på, det bliver varmt. Det skal være klar, NÅR man står op. Og det er jo forskelligt fra person til person.

Jeg håber, svaret kan bruges.

Læs også: De 10 bedste råd til at nedsætte varmeregningen
og: Smarte termostater - hvad kan de?

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden