Mange oplever støj, knirken og banken fra varmerør og radiatorer.

Larmen opstår typisk fra efteråret og frem. Den kan nemlig komme i forbindelse med, at du tænder dit varmeanlæg efter sommeren. 

Derfor larmer din radiator

Larm fra radiatoren skyldes i langt de fleste tilfælde luft i rørene. Det kan du forsøge at løse selv ved at lukke luften ud. 

  1. Sluk fyret og alle cirkulationspumper og vent 5 minutter.

  2. Tag fat i udluftningsventilen og drej mod uret, så der lukkes luft ud. Vent, indtil der begynder at komme vand ud (hav et viskestykke parat).

  3. Fyld vand på hovedanlægget ved kedlen, hvis der ikke kommer vand ud.

  4. Start fyr og cirkulationspumper igen.

Hjælper dette ikke, er det en god idé at kontakte en vvs'er. 

Sådan finder du larmende varmerør

Lyde og vibrationer bevæger sig langt bedre gennem faste materialer som f.eks. rør end gennem luft. Derfor kan en 'rørbanken' godt stamme fra andre steder end der, hvor du måske umiddelbart hører den.

Er du i tvivl om, hvorfra larmen primært stammer, kan du lette eftersøgningen ved at skrue relativt langt ned for varmen en aften og derefter skrue godt op morgenen efter.

Det vil i mange tilfælde fremkalde en rørbanken, der er mere kraftig end den, du hører til hverdag, hvilket kan gøre det lettere at finde præcis det eller de steder, hvor du skal give varmerørene ekstra spillerum.

Derfor larmer dine varmerør

Når varmerørene larmer, skyldes det, at de udvider sig, når varmt vand løber igennem, og de trækker sig sammen igen, når de køler ned. 

Larmen opstår, hvis rørene fx ligger for tæt op ad et gulv eller andre bygningsmaterialer. Det kan du forsøge at løse på følgende måde: 

  1. Find ud af, hvilke gennemføringer der skaber problemer. 
  2. Skær en lille smule af gulv- eller loftsmaterialet rundt om rørgennemføringen.
  3. Montér en glidebøsning ud over røret.

Det kan i de fleste tilfælde afhjælpe problemet, medmindre larmene kommer fra et sted, hvor du ikke kan komme til. 

Mest støjende varmerør i hjem med naturgasfyr

Der er størst problemer med larmende vandrør i huse med naturgasfyr. Her sendes der med mellemrum en relativ lille mængde varmt vand rundt i centralvarmesystemet.

Det får rørene til at arbejde i langt videre omfang end med fx et gammeldags centralvarmesystem, hvor rørene holder en mere stabil temperatur. 

Men også nyere kondenserende oliefyr, der principielt er opbygget som et moderne gasfyr, vil kunne blive ramt af nøjagtig de samme problemer med knirkestøj.

Stabilt varmeflow kan hjælpe mod bankelyde i varmerør

I nogle tilfælde kan du også tilstræbe et hyppigere gennemløb af varmt vand i systemet, da temperaturudsvingene i varmesystemet derved bliver mindre.

Du kan fx lade radiatorernes termostater 'kalde' på vand i stedet for at tids- eller intervalstyre cirkulationspumpen for at spare strøm.

Virker de lettest tilgængelige løsninger ikke, er der sjældent andet at gøre end at brække gulvet op og afhjælpe problemet ved enten at flytte lidt på rørinstallationerne eller fjerne det bygningsmateriale, rørene gnider op imod.

Det kan fx være nødvendigt, hvis varmerørene er støbt ned i husets betongulve og ikke korrekt isoleret.

Slidt ventil kan give banken fra varmesystem

Banken fra varmesystemet kan også skyldes andet end rørbevægelser.

Støjen kan stamme fra mekaniske dele i selve fyret, fx en lidt slidt trevejsventil eller andre bevægelige komponenter, og forplante sig gennem husets rørsystem.

I dette tilfælde kan det være, at en servicetekniker løse problemet ved at kigge fyret igennem og fokusere på ventiler og andre dele, der kan skabe en smule støj. Opstår larmen periodisk, kan det dog være svært at finde fejlen lige med det samme.