Jazzen flyder lunt ud af højtalerne. Kaffen er brygget, bordet er fint dækket og levende lys lyser op på den ellers grå vinterdag. Egentlig er alting, som det plejer at være, når Edith og Jørgen Jensen fra Vejle skal have eftermiddagsgæster. Og så alligevel slet ikke.

For kaffebordet er ikke længere dækket i parrets elskede villa i Vejle Ådal, hvor de har boet i 40 af de 45 år, de har været gift. Edith og Jørgen tog nemlig den store beslutning i 2012, at de ikke ville risikere, at en af dem skulle være efterladt alene i deres fælles, store hus. De ville sammen videre til en fælles, mindre bolig.

Valget faldt på det forholdsvis nye og prestigefyldte byggeri, Bølgen, i Vejle, der har udsigt til Vejle Fjord-broen – og som nu er byens varetegn. Byggeriet består af to store, sammenhængende ’bølger’, hvor parret bor godt oppe i den venstre bølge, set fra havsiden. Videncentret Bolius besøgte dem i 2015.

Nu skal der ikke passes og plejes mere

”Sidste gang jeg malede alt træværket på det gamle hus, som vi har passet og plejet i over 40 år, tænkte jeg: Okay, NU har jeg altså ikke lyst til alt dette arbejde mere.”
Jørgen Jensen

I dag er de glade for deres beslutning – selvom det også var et trist farvel til en bolig, man har passet, plejet og elsket et halvt liv. Edith husker tydeligt, første gang de var oppe og se lejligheden i Bølgen – sådan lidt ved et tilfælde. Begge havde de spontant udbrudt, at her kunne de godt bo. At der både var åbent og lyst.

Indbrud satte hovedet på sømmet


Fakta om Bølgen i Vejle

Bølgen, der er tegnet af er tegnet af arkitektfirmaet Henning Larsen Architects og har vundet flere priser,  består af fem kakkelbeklædte, bølgende facader, der ligger ud til Vejle Fjord. Hver bølge har 10 etager med forskellige boliger 20 fra 97-198 m² og en penthouselejlighed i to etager på 255 m².

Bølge 1 og 2 var klar i 2009, mens Bølge 3 og 4 var færdige i 2018. Den sidste bølge, Bølge 5, forventes også at være klar til indflytning i 2018.

Læs mere om Bølgen her

Lejligheden på 122 kvadratmeter ligger cirka halvvejs oppe i det spektakulære byggeri, Bølgen, der er Vejles nye, moderne varetegn på havnen. Byggeriet blev påbegyndt i 2005, den anden bølge blev færdig i 2009 og flere bølger er på vej. Her er naturskøn udsigt til skov og havn med Vejle Fjord-broen i baggrunden.

Selvom der er lunt inden døre, er himmelhvælvingen så lys, klar og kølig blå, at udsynet tilfører boligen en friskhed, som parret nyder, selvom de også var glade for deres forrige bolig i Vejle Ådal - et meget smukt, arkitekttegnet hus – hvor de boede i 40 år.

- Vi var forelskede i Vejle Ådal-området og fik tegnet huset, så det passede til den skrånende grund. Mange kender til huset, for dets fine arkitektur, fortæller Jørgen Jensen.

Indbrud gjorde det klart for ægteparret

Et forsøg på indbrud gjorde parret klar over, at det store hus ville være temmelig ensomt og uoverskueligt at bo i en person – for når man er hhv. 74 og 75 år, så er man nødt til at tage med i fremtidsovervejelserne, at det ikke er sikkert, at der går så forfærdelig længe, før to bliver til en.

- Jeg hørte en voldsom larm fra indkørslen, hvilket undrede mig, da Jørgen lige var kørt ud for at spille golf. Da jeg gik ud i gangen, så jeg to hætteklædte mænd i færd med at brække vores vindue op. Jeg farede hen og råbte og slog på ruden, indtil de forsvandt, fortæller Edith Jensen.

Selvom der ikke skete mere og Edith efterfølgende fik meldt indbruddet til politiet, fik det hende til at tænke.

Man tager lidt det hele op til revision. At man en dag kan blive alene, og at man så skal stå alene med så stort et hus. For jeg ville ikke have lyst til at bo her uden Jørgen. Slet ikke efter den oplevelse, forklarer hun.

Indbruddet åbnede op for overvejelser omkring at flytte hos Edith og Jørgen, men det var først senere, da Edith var på hospitalet, at det for alvor gik op for parret, at de måske skulle flytte videre sammen – mens de stadig er friske.

- Jørgen sagde, at han ikke ville sidde i så stort et hus alene, og jeg ville ikke turde bo der alene. Og så tog vi beslutningen. Hvis vi flytter nu, så kommer vi godt afsted uden gangstativer og kan selv klare vores sager. Det har vi ikke fortrudt et sekund – selvom Jørgen godt kan savne vores fine hus, fortæller hun.

Ville ikke ødelægge moderne bolig med gammelt ragelse

Haven omkring huset i Vejle Ådal var på 1200 kvadratmeter, og selvom Edith altid har arbejdet halv tid i deres fælles lampe- og el-installationsfirma og har nydt at holde haven derhjemme, så var det en meget stor opgave til sidst.

Det samme var huset. Og derfor er parret i dag også glade for, at de satte huset til salg og aftalte overdragelse knap et år senere. Så havde de nemlig god tid til at vælge, hvilke ting de ville have med videre, hvilke sager der skulle gives videre til barn og barnebarn – og til at sælge resten af de fine møbler.

B&O-anlægget havde levet det, det kunne.

”Vores barnebarn er teknisk supporter og har hjulpet os med at få installeret trådløs streaming af musik fra alverdens radio- og musikkanaler. Så vi prøver at være åbne for moderne løsninger – og vores gamle B&O-anlæg havde levet det, det kunne.”

Edith Jensen

Foto: Mette Frandsen

- Vi havde utrolig mange skabe i vores hus, der var fyldt med alle mulige sager, som vi har samlet sammen gennem tiden. Så vi måtte virkelig rydde op og sortere, for der er immervæk meget mindre plads i en lejlighed. Men det har været dejligt at gøre det selv og ikke overlade alt vores rod og sager til familien, fortæller Edith.

Begge fortæller de, at det var svært at sortere og vælge mellem ting, man har været glad for et helt liv – men begge var de dog bestemte: De ville ikke ende med at ødelægge den moderne, minimalistiske lejlighed med alt ’deres gamle ragelse’.

Parret fulgte den sidste færdiggørelse af lejligheden inden indflytning, og fordrev ventetiden med at tegne tegninger over, hvor alt skulle placeres, så de ikke fik for mange ting med. Og så var de klar til at rykke ind. Siden har de kun tilført boligen en enkelt stol.

- Det vigtigste og dejligste har været, at det var VORES fælles beslutning – og ikke en sur pligt for vores børn, der så skulle stå tilbage med en af os og et kæmpe hus fyldt med ting fra et helt liv. Og selvom det især i starten har været en svær erkendelsesproces, så har det været en vigtig en, fortæller han.

- Så da vi flyttede, mistede jeg en del af min identitet, ligesom da jeg skulle stoppe med at arbejde. Og hvad så? Skulle jeg så bare sidde her og vente på at stille træskoene? Det har været en svær omstilling at erkende, at man lever i sit livs efterår, at det kun går én vej, selvom man stadig føler, man kan det hele, fortæller Jørgen.

Nu møder han sjældent nogen, han kender, i gågaden. Og når han besøger sit gamle firma, kan han godt selv høre, at han er en ’gammel idiot’ at høre på, siger han med et smil.

- Man SKAL virkelig erkende, at det kun går én vej, og så ER det den rigtige beslutning at bryde op og gøre sig klar. Også selvom det er fra noget, man holder af. Det vil alligevel altid være enten for tidligt eller for sent at rykke fra sin livsbolig til sin sidste bolig – men trods alt hellere være i god tid.