Spørg Bolius

Vil købe lejlighed sammen med vores datter, hvordan kan det gøres som forældrekøb?

Hej Bolius

Vi ønsker at købe en lejlighed sammen med vores datter, som hun skal bo i. Vi vil dele den i 3 dele, så vores datter ejer 1/3 af den. Det er derfor ikke et egentlig forældrekøb. Hvordan skal vi gøre det? Skal vi lave en samejekontrakt?

Venlig hilsen Kirsten T

Hej Kirsten T

Indledningsvis vil jeg nævne, at jeg finder Jeres samejemodel problematisk. Et sameje, hvor den ene part bor i boligen og den anden part ikke bor i boligen er lidt af et skattemæssigt og bureaukratisk misfoster. De skattemæssige udfordringer ved den model fremgår bl.a. af afgørelser fra skattevæsenet i forbindelse med fraskilte ægtefæller, hvor kun den ene part bor i ejendommen.

Hvis i stadig ønsker at købe lejligheden i sameje med Jeres datter, vil jeg kraftigt råde Jer til at tage kontakt med en boligadvokat eller en revisor, der kan rådgive mere præcist om netop denne ejerkonstruktion og eventuelt om udfærdigelse af en samejekontrakt.

I min optik vil den mest enkle model være et traditionelt forældrekøb. Hvis I stadig ønsker, at Jeres datter skal have del i økonomien, kan I overveje at lade datteren låne Jer penge til køb af lejligheden.  Som køber af lejligheden  kan I tilbyde sikkerhed gennem udstedelse af et ejerpantebrev. De mere specifikke betingelser i ejerpantebrevet kan I aftale indbyrdes.

I kan eksempelvis aftale vilkår for rente og afdrag samt indfrielse af lånet. Også her vil jeg tilråde brug af en advokat eller revisor, som kan sikre, at alt foregår juridisk og skattemæssigt korrekt.

Læs også: Forældrekøb af ejerlejlighed

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Jørgen Munksgaard Rasmussen, boligøkonomisk fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden