10 gode råd til din første økonomi

Hvordan sikrer du, at du har penge nok hver måned, når du flytter hjemmefra?

Ung flytter hjemmefra

Der skal både være penge til husleje, mad, studiebøger og byture, når du flytter hjemmefra. Illustration: Rikke Bisgaard

  1. Forbered dig i god tid
    Læg penge til side, inden du flytter hjemmefra, så du har til dit første indskud, lidt møbler og en opsparing til uforudsete udgifter.
  2. Hav altid en buffer
    Har du råd til at betale et nyt indskud, hvis du pludselig bliver nødt til at flytte? En opsparing på tre måneders husleje er et godt udgangspunkt. 
  1. Tal om økonomi – også om dårlig økonomi
    Unge, der ikke har nogen at tale med økonomi om, er mere udsat for at få problemer med gæld. Tal med dine venner og dine forældre om penge – også når de mangler.
  2. Spørg i banken
    Kan du ikke komme uden om at låne penge, så spørg i banken. Den har det samlede overblik over din økonomi, og hvis banken ikke vil låne dig penge, er det tegn på, at din økonomi ikke kan bære det.
  3. Sammenlign priser
    Selvom du har spurgt om et lån i banken, behøver du ikke at vælge bankens tilbud. Brug banken, fordi den har det bedste overblik, og vælg så det billigste tilbud, du kan finde.
  4. Kig på den samlede pris
    Det er ikke nok at se på, at du kun skal betale 149 kr. om måneden for et lån. Du kan ende med at betale det dobbelte tilbage.
  5. Hold øje med dine udgifter
    Det nytter ikke noget at lægge et budget, hvis det alligevel ikke svarer til virkeligheden. Få i stedet overblik over dine faktiske udgifter. Brug en app som fx Spiir eller Home Budget Manager, der kan give daglige opdateringer. En kop kaffe hist og her virker ikke som en økonomisk belastning, men et overblik kan afsløre, at det måske løber op i flere tusinde kroner om måneden. 
  1. Vær på forkant
    Tænk grundlæggende på, at du skal leve for pengene fra sidste måned frem for denne måned.
  2. Overvej alternativer
    Hvad har du behov for penge til? Er det noget, du absolut skal have her og nu? Kan det udsættes? Er der billigere alternativer?
  3. Undgå smålån
    Hvis du har et akut behov for penge og løser det med et forbrugslån eller en afbetalingsordning, bliver din økonomi mere skrøbelig, fordi afdrag og renter fremover vil sluge en del af dit budget, og så bliver det sværere at få råd til både faste og uforudsete udgifter.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab