Din have behøver ikke at være kedelig om vinteren. Du kan få masser af flotte farver og former i den ved at plante træer og buske, der gør din have indbydende også i gråvejr.

Det kan svært at vælge. Er du i tvivl, kan fx vinget benved, taks, fyr, troldhassel og himalayabirk være et godt sted at begynde. 

Ellers får du fem gode bud her:

  1. Stribet løn, Acer pencylvanicum 

Det ligger næsten i navnet – træet med den stribede bark. Et lysåbent, letløvet lille, træ på 3-5 meter med tendens til flere hovedstammer. Barken er grønlig med de smukkeste, hvide striber, der særligt træder i karakter om vinteren. Et velegnet træ til parcelhushaven. Dog ynder træet ikke at stå i en for tung, klæg og våd jord.  

  1. Troldnød, Hamamelis japonica sp.

Troldnød er en løvfældende busk, der blomstrer fra januar med blomster i enten gule eller bronzerøde nuancer. Busken bliver omkring to meter høj og endnu bredere. De karakterfulde, vandrette grene kræver god plads, hvorfor busken ikke skal klemmes inde imellem noget andet. 

  1. Hvid kornel, Cornus alba ’sibirica ’

Navnet kan lyde lidt misvisende, når vi primært planter denne busk pga. de smukke lakrøde grene, som ses særligt tydeligt i vinterhalvåret. Busken får tillige fine og rødlige høstfarver, så det er ikke for de mindre anseelige hvide blomster, at vi planter den. For at bevare de røde grene skal busken forynges fx ved nedklipning i februar til 20-30 cm over jorden. Derefter lader du den vokse i en til to sæsoner, hvorefter den igen klippes tilbage.

  1. Japansk kristtorn, Ilex Crenata

En lille, skøn krisstorn, der kan bruges som erstatning for buksbom og formklippes på samme vis. Den får ikke de samme røde bær eller torne, som vi ellers kender fra kristtorn. Til gengæld har den fine små og runde, blanke blade. Den kan både plantes i krukker og på friland.

  1. Hemlock, Tsuga sp.

Hemlock er et nåletræ med graciøse grene, der har små, lysegrønne nåle, hvorpå der dannes små kogler. Det er et fint og let træ, der ikke får haven til at ligne en kirkegård, som nåletræer ofte beskyldes for.  Plantes nåletræer mellem løvtræer, tilfører de haven karakter om vinteren. Desuden giver nåletræer både læ og lyd i haven, når vinden blæser.

LÆS OGSÅ: Vinter i haven

Podcast: Mig og min have

Episode 10: Træer i haven

I dette afsnit af ‘Mig og min have’ skal det handle om træer. Træer er en af de discipliner, som vi kan beskæftige os med helt indtil, at jorden bliver bundfrossen, og vi ikke længere kan grave i jorden. Vi tager dig en tur med ud til Arboretet i Hørsholm, hvor du skal møde Arboretmesteren Ole, som giver en tur rundt i Arboretet, som er en samling af løv- og vedplanter. Bagefter er vi taget ud i Jespers have og byder julen indenfor, når vi julehygger, og kigger tilbage på året der gik.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit

Podcast: s02e08 (Hæk og busk)

Podcast: Mig og min have

Episode 8: Hæk og busk

Hækken er ærkedansk. De findes i stort set alle danske haver og varierer i form, farve og funktion. Vi tager temperaturen på danskernes hække og buske anno 2019 og giver tips til, hvordan du kan tænke ud af boksen, når du skal vælge nyt, hvordan du plejer det eksisterende, og hvordan du kan bruge hække og buske til mere end bare at omkranse din have.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit