Mest sjældne kunsttrofæ

Destination: Afghanistans østlige bjergegne, kun beboet af talibanere. Genstand: En meget sjælden Markow-ged, der regnes for det største kunsttrofæ i verden i dag, og er kendetegnet ved sit karakteristiske og kraftigt snoede horn, der minder et enhjørningshorn.

At bo nær det danske kongehus i kvarteret omkring Amalienborg var i 1800-tallet det fineste, man kunne opnå for det københavnske borgerskab.

Derfor blev der bygget lejlighedskomplekser omkring Amalienborg Slot, efter at Christiansborg Slot brændte for 3. gang med Marmorkirken og Kastellet som naboer. I starten blev de 9 byhuse lejet ud som embedsmandboliger, men i 1970´erne blev de udstykket og sat til salg.

Husene er hver især på 4 etager, og Jacob Jacobsens hus kaldes 'The English townhouse'.

Tog 2 år at vælge farver og tapeter

Byhuset, der er fra 1850´erne, er fuld af historie og patina, og for Jacob Jacobsen var det vigtigt ikke at arbejde imod husets sjæl og indrette det mod sin tid og natur, men samtidig gøre plads til moderne design og kunst.

- Det var og er en svær balance. For hvordan kan ægyptiske masker, Eames stole, Corbusier-sofa, antikke 1600-møbler og malerier 'snakke sammen' med Andy Warhol, Asger Jorn og 12 vilde dyr?, spørger Jacob Jacobsen retorisk og afslører sin store interesse for at restaurere historiske og forfaldne huse.

- Alene farve- og tapetvalget i hver stue, på alle trapper og de gennemgående farvelinjer i huset krævede mange hjernevridninger og års overvejelser. Den klassiske, grønne farve ved trapperne skulle også lige lande, før min kone kunne nyde den, men farver skulle der til, for vi var netop i en tid, hvor slidt i hvidt-stilen hærgede landet, og jeg ville ikke med på den vogn, fortæller han, da Videncentret Bolius talte med ham i 2015.

Imod metervare-design

Jacob Jacobsen undrer sig over, at der i udlandet er langt større efterspørgsel efter kunst og antikke møbler, end der er i Danmark.

- De smukke værdier, som prægede datiden, er desværre blevet glemt i Danmark, og antikke ting er dalet i pris de sidste mange år herhjemme. Går det højt herhjemme, køber vi en Wegner-stol, en syver-stol eller noget Cobra kunst, men det syntes jeg afspejler en metervare-kultur, den lette kunstløsning uden mangfoldighed.

- For mig har det været vigtigt, at når der kom en ny genstand ind i huset, så skulle der også en gammel ind, for det må endelig ikke gå hen og blive for pusse-nusset eller for tung. De ting, jeg omgiver mig med, giver mig energi til dagens dont, fortæller Jacob Jacobsen.

Kunst er kompliceret at placere

Der er ikke garanti for sans for sammenhæng, selvom man har råd til kunst og antikke ting, mener Jacob Jacobsen.

- Det lyder måske hovent, men jeg har set, hvordan et godt billede havner i forkerte omgivelser og derfor bliver ligegyldigt og mister sin udstråling, fordi det fx er mast inde af møbler, det ikke spiller sammen med. Og dét er netop kunsten at begrænse sig og ikke overgøre det.

Husets etagefordeling

På 1. sal er der 2 rum. En modtagerstue, som er indrettet med sofa og sofabord af Le Corbusier, skab med glaslåger af snedkermester Martin Ortmann, 2 sjældne kandelaber af russisk oprindelse, der er fundet efter et større detektivarbejde på forskellige auktioner. Ved siden af er et større rum, der er indrettet med et langt, sortlakeret, kinesisk bord og 8 højryggede Eames stole. På en tidligere kaminafskærmning er Frederiksborg Slot skildret og i modsatte ende står et stort renæssanceskab fra Ålborg. Under det gyldne, svenske spejl står skulpturen af det sammenpressede bestik af den fransk-amerikanske kunstner, César.

På 2. sal ligger tv- og trofærummet ved siden af dagligstuen.

På 3. sal ligger soveværelset, der også har været igennem 3-4 processer, hvor 20 tapeter blev sammenlignet, før det endelige resultat kunne sættes op. Derefter blev sengetæppe og puder købt, så det matchede.

På 4. sal bor familiens to døtre på det, der engang var tjenestepigeværelser.