Anne og hendes familie vælger bevaring frem for nedrivning

– Vi er kun anden ejer af huset, og det stod nærmest som originalt. Selvfølgelig har de tidligere ejere sat deres præg, men vi kunne mærke en særlig atmosfære i huset, fortæller Anne Birkkjær. 

Hun peger på, hvordan originale detaljer som fuldmurede vægge, indbyggede skabe i oregon pine og fyrretræslofter skaber en varme og autenticitet, som man ikke finder i nybyggeri. 

For Anne handler det om at se værdien i de eksisterende rammer frem for at rive dem ned. Hendes fornemmelse er, at mange ser parcelhuse fra 1960’erne og 70’erne som gammeldags og upraktiske, men hun påpeger, at de har en kvalitet og en historie, der er værd at bevare, og at det ikke bare er mursten – det er dansk kulturarv.

Udgangspunkt i det oprindelige

Familien går nænsomt til værks. De fjerner ikke blot gamle elementer for at gøre plads til nyt, men tager udgangspunkt i husets oprindelige kvaliteter. 

– Vi har fjernet nogle døre for at skabe bedre gennemgang, men vi har også genopsat en væg, som de tidligere ejere havde fjernet. Vi lytter til huset og lader det diktere, hvad der giver mening, siger Anne Birkkjær og tilføjer, at renoveringen derfor også tager tid. 

– Når vi renoverer, gør vi det i et tempo, der passer til vores økonomi og overskud. Det giver os mulighed for at vælge de rigtige løsninger i stedet for hurtige, midlertidige løsninger, der måske ikke holder i længden.

Tidens trends og den hvide bølge

I en periode, hvor skandinavisk minimalisme ofte associeres med hvide vægge og åbne rum, vælger Anne og familien en anden tilgang. 

– Alt skulle bare være hvidt, og vi skulle transformere så meget som muligt på kortest tid. Men hvorfor egentlig? Jeg tror, vi glemmer, at der er værdi i det originale. Hvis vi virkelig ser på skandinavisk arkitektur, handler det ikke om hvide flader, men om lysindfald, naturlige materialer og funktionalitet, siger hun. 

Hun opfordrer boligejere til at genoverveje, hvad ”moderne” betyder, og tænker selv over, at det, der er moderne i dag, måske bliver opfattet som forældet om 10 år. Hun opfordrer til at fokusere på det tidløse og langtidsholdbare i stedet for at jagte trends.  

Viden i nabolaget

En af udfordringerne ved at bevare og renovere frem for at bygge nyt er, at det kan føles uoverskueligt. Men det kan give en god indsigt at tale med andre og lytte til deres erfaringer.  

– Jeg tror, vi skal blive bedre til at spørge hinanden. Der er så meget viden at hente i vores nabolag – hos mureren lidt længere oppe ad vejen eller hos dem, der har boet i huset i årtier, siger Anne.

Hun har selv taget initiativ til en Facebook-gruppe, hvor folk kan dele erfaringer og viden om tidstypiske huse. 

– Vi hjælper hinanden med at forstå, hvorfor de her huse er værd at bevare. Det handler ikke om at diktere, hvordan folk skal bo, men om at give dem den viden, der gør, at de kan træffe informerede valg.

Lokalplaner for tidstypiske huse

Hvis flere huse som Annes skal bevares, kræver det mere end individuelle valg – det kræver politisk handling.

– Vi skal rykke hurtigt for at lave strammere lokalplaner for de her tidstypiske huse, for de forsvinder hurtigt. Mange bliver enten revet ned eller omdannet til noget, de aldrig var tiltænkt. Det går bare hurtigere og hurtigere, og hvis vi vil bevare dem, skal vi handle nu, siger hun.

Hun mener, at der stadig er en tendens til at vælge nybyggeri, fordi det ofte bliver fremhævet som det nemmeste og bedste valg – både af banker, forsikringsselskaber og byggefirmaer. 

– Så længe nybyggeri bliver talt op, og renovering bliver set som besværligt, vil parcelhuse fra 60’erne og 70’erne have det svært.

Romantisk eller gammelt?

For Anne handler bevaring ikke om at leve i fortiden, men om at bygge videre på det, der allerede eksisterer. 

– Vi er blevet så forskrækkede for at bo i noget, hvor andre har boet før. Men hvorfor må der ikke være spor af tidligere liv? Hvorfor skal alt være nyt? spørger hun og siger, at hun ser det slidte gulv eller de gamle køkkenlåger som en del af husets historie. 

– Jeg kan se mildere på et hak i en gulvklinke, fordi det betyder, at nogen har brugt det i 60 år. Havde det været en murermestervilla, ville vi kalde det romantisk – men i et parcelhus bliver det ofte bare set som gammelt, siger hun.

Muligheder i det gamle

Hvis der er én ting, Anne gerne vil give videre, så er det vigtigheden af at gøre sig umage.

– Det er vigtigt, at vi træffer bevidste valg – uanset om det er at bevare, modernisere eller bygge nyt. Det handler ikke om at gøre alting perfekt, men om at tage sig tid til at gøre tingene ordentligt. 

For hende er det at bo i et gammelt hus ikke en begrænsning, men en mulighed. 

– Vi dør ikke af at bo lidt kaotisk under renovering i en periode. Faktisk tror jeg, det er en del af rejsen – og i sidste ende er det også de historier, vi kommer til at huske bedst.