
Aarhus er som normalt på andenpladsen på listen over Danmarks største byer i 2026, og er den by, der er vokset forholdsvist mest, af de største byer. Foto: Colourbox
Hvilke er de største byer i Danmark?
Med de nyeste tal fra Danmarks Statistiks befolkningsstatistik, BY1, har Bolius – en del af Realdania lavet en liste over Danmarks 100 største byer i 2026, når det kommer til indbyggertal.
Du kan også se udviklingen i befolkningstallet i forhold til 2025.
Se tabellen over Danmarks største byer i 2026 herunder.
Må vi vise dig en infografik?
Her plejer at ligge et kort, et lagkagediagram eller lignende. Vi kan desværre ikke vise dig infografikken på grund af dine cookie-indstillinger.
Hvilke byer er de største efter København, Aarhus og Odense?
En stor del af hovedstadsområdet hænger sammen, men du kan se indbyggertallet i de forskellige områder i hovedstadsområdet. Fx kan du udover København også se, hvor mange der bor på Frederiksberg og i Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Hvidovre.
København er ikke overraskende Danmarks suverænt største by med et befolkningstal på 671.714 pr. 1. januar 2026 – det er tallet for selve Københavns Kommune, indbyggertallet for hele hovedstadsområdet er 1.408.575.
Ikke overraskende er Aarhus, Odense og Aalborg Danmarks næststørste, tredjestørste og fjerdestørste by.
Se, om din by er blevet større eller mindre
I tabellen kan du også se, hvilke byer der voksede i indbyggertal i forhold til 2025, og hvilke byer på listen der har fået færre indbyggere.
Der er god gang i væksten i de største danske byer. I top 25 er det kun Gentofte, Esbjerg, Kolding, Lyngby-Taarbæk og Viborg, der har haft et fald i forhold til 2025 – faldet i indbyggertallet har været størst i Viborg med et fald på 1,5 procent eller 657 indbyggere. Ballerup, Aarhus og Odense har haft de største procentvise stigninger blandt de største byer.
17 byer har flere end 50.000 indbyggere.
I disse byer er befolkningen vokset og faldet mest fra 2025 til 2026
I top 100 er det fire byer i hovedstadsområdet, Hedehusene, Albertslund, Herlev og Glostrup, der er vokset forholdsvist mest – der er kommet mellem 3,9 og 7,1 procent flere indbyggere i byerne fra 2025 til 2026. De første 7 byer på listen ligger alle på Sjælland og dernæst følger Nørresundby, Haslev og Aarhus
De forholdsvis største fald er sket i Støvring, Vordingborg og Nakskov. Her er befolkningstallet reduceret med henholdsvis 1,9-2,3 procent på et år.
Der har været en stigning i antal indbyggere i 60 af de 100 største danske byer og et fald i 40.
Hvor ligger de 100 største danske byer?
- Sjælland: 49
- Jylland: 44
- Fyn: 4
- Falster: 1
- Lolland: 1
- Bornholm: 1
Top 10 største byer i 2026
Hvis hovedstadsområdet ikke var opdelt, men talte med som ét område, ville listen over de 10 største byer se sådan ud. Horsens har overhalet Randers og er nu Danmarks sjettestørste by:
- København
- Aarhus
- Odense
- Aalborg
- Esbjerg
- Horsens
- Randers
- Kolding
- Vejle
- Roskilde
Store byer i Jylland og på Sjælland
Derefter er det generelt de jyske byer som Silkeborg og Herning, som sammen med Hørsholm, Helsingør, Greve Strand og Næstved præger statistikken over de største byer.
Ribe, Sorø og Hadsten klemmer sig lige akkurat med på listen over de 100 største danske byer i 2026.
Vær opmærksom på, at byer kan være delt over en kommunegrænse, og det betyder fx, at der bor flere i Hørsholm by end i kommunen.
De største byer på Fyn, Lolland, Falster og Bornholm i 2026
Odense er klart Fyns største by i 2026. Næststørste by er ikke overraskende Svendborg med 27.501 indbyggere, mens Nyborg følger efter med et befolkningstal på 17.930.
Den største by på Falster er som vanligt Nykøbing Falster med 16.656 indbyggere, mens hovedbyen befolkningsmæssigt på Lolland er Nakskov, hvor befolkningstallet er gået lige under 12.000.
Bornholms største by er ikke overraskende Rønne, der med 13.589 indbyggere i 2026 er Danmarks 66. største by.
Danmarks Statistiks definition af en by
"En by defineres som en naturligt sammenhængende bebyggelse med mindst 200 indbyggere. At bebyggelsen er naturligt sammenhængende vil sige, at afstanden mellem husene normalt ikke overstiger 200 meter medmindre afbrydelsen skyldes større gennemgående veje (uden direkte adgangsveje mellem bebyggelserne) kirkegårde, sportspladser, parkerings- og parkanlæg, jernbane- og lagerarealer, jorde under udstykning og lignende. Spredt bebyggelse langs en landevej henregnes ikke som hørende til en by - også selv om afstanden imellem der er mindre end 200 meter. For at 2 byer kan klassificeres som vokset sammen forudsætter det både, at afstanden mellem dem er under 200 samt, at de ud fra et topografisk skøn hører naturligt sammen udover de begrænsninger nævnt ovenfor".


