Der lugter af hash i opgangen - kan vi forbyde, at der ryges i lejlighederne?

Hej Bolius

Jeg oplever sommetider, at der lugter kraftigt af hash i min opgang. Der har været sat en seddel op i opgangen, hvor beboere opfordrer til, at man undlader at ryge hash indendøre, fordi det lugter så meget, men det hjælper ikke.

Hvad kan man gøre i sådan en situation?

Er det muligt at forbyde en beboer at ryge hash i sin lejlighed?

Venlig hilsen Ulrik B

Hej Ulrik

Indledningsvis gør jeg opmærksom på, at jeg ikke forholder mig til eventuelle egentlige strafrelaterede (strafferetlige) forhold/muligheder i dette svar.

Hvis det drejer sig om en enkelt beboer, vil jeg anbefale at forsøge dialogvejen, idet opslagstavlesedler desværre sjældent har den store virkning.

Hvis dialog er udelukket, eller hvis det ikke fører til ændret adfærd, er næste skridt at vedtage en husorden. Reglerne for vedtagelse og gyldighed afhænger af, om der er tale om ejerlejligheder, andelslejligheder, traditionelle lejelejligheder, og om der er etableret en beboerrepræsentation. Generelt er det svært at begrænse folks gøren og laden indenfor deres respektive lejligheder. Dette gælder i særdeleshed, hvis der er tale om ejer- og andelslejligheder.

Jeg kan derfor ikke give dig en endelig skabelon til at få løst problemet.

Det foreslås imidlertid, at du snakker med de øvrige beboere/ejere. Herved kan du erfare, om der kan opnås flertal for, at det skal forbydes. Herefter kan du undersøge mulighederne for at få vedtaget en husorden. Reglerne herfor er angivet i de respektive love og regler for de forskellige lejlighedstyper. Hvis husordenen overtrædes, kan det efter omstændighederne – og efter en eller flere forudgående advarsler – i sidste ende føre til øjeblikkelig ophævelse af lejemålet eller opsigelse med forkortet varsel.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Vis resten af forsiden