Spørg Bolius

Det nye massive trægulv buler op - hvad er årsagen og hvad kan jeg gøre?

Til Bolius

Jeg har fornylig få installeret nyt massivt trægulv i mit hjem men efter behandling af gulvet med lak så har det startet med at bule. Hvordan kan jeg finde ud af hvor det kommer fra så det ikke bliver værre?

Vh Benjamin

Hej Benjamin

Det er lidt svært for mig at kunne konkludere hvad der skulle være galt, uden at kende mere til huset, gulvet, udlægningen mv.

Men ofte handler det om fugtniveauet i træet. Måske er gulvbrædderne lagt uden at have været afklimatiseret, og nu optager brædderne fugten fra huset/boligen, og udvider sig, hvorefter de presser sig så meget sammen, at de kommer til at bule. Det var én teori.

Jeg har videre haft en del sager med, at der sker (fugt)skader på gulvene efter man enten lakerer dem eller ligger en anden tæt belægning på, (vinyl eksempelvis). Her kan det så handle om fugt nede fra selve konstruktionen under. Dette gælder særligt ved nybyggeri hvor der kan være restfugt fra byggeriet, (byggefugt). Men det kan også handle om ældre gulvkonstruktioner, (klaplag, krybekælder etc.) hvor der kommer fugt op nedefra. Dette kan få massive gulvbrædder til at udvide sig, (særligt på bagsiden) hvorefter træet buler. Og lakeringen kan så være udslagsgivende, idet gulvet ikkke kan komme af med denne fugt (nedefra).

Er det fugt nedefra, vil brættet typisk udvide sig på undersiden af træet/brættet hvormed træet står op i siderne/kanterne. Og så får man det man kalder ”skurebræts-tendens”. Buler træet/brættet mere på midten af hvert enkelt bræt, er der oftere tale om brædderne som ikke er blevet afklimatiserede.

Min bedste anbefaling er, at du får en byggesagkyndig/fugtsagkyndig ud og kigge på gulvet, ligesom du skal rette henvendelse til dem der har leveret (og lakeret) gulvet.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden