Hvad er linolie?
Linolie er en naturlig planteolie, der udvindes fra hørplantens frø.
Linolien udvindes enten ved presning eller ekstraktion. Linolie var et af de vigtigste bindemidler fra 1600-tallet til 1950 og er i dag blevet populært igen.
Der er mange forskellige produkter at vælge imellem, når du skal male udvendigt træ. Fra linoliemaling til plast/akrylmaling, alkydmaling og oliemaling.
Flere test viser, at linoliemaling er det bedste valg, når det blandt andet handler om dækkeevne og holdbarhed – især hvis det tidligere er anvendt på emnet.
Linolie er en del dyrere og mere omstændelig at bruge, men undersøgelser fra Center for Bygningsbevaring fra 2010 viser, at linolie er en velegnet malingstype til udvendigt træ på især ældre huse – både vinduer, døre og høvlede facadebeklædninger samt indfatninger, vindskeder, dækbrædder, udvendige trapper og plankeværker.
Maling skal få træ til at afgive og afvise vand
En overfladebehandling på udvendigt træ skal sørge for, at træet beholder sin naturlige evne til at afgive fugt og afvise regnvand og udefrakommende fugt. Når du skal vælge træbehandling, skal du derfor sikre dig, at den fungerer godt i forhold til:
- Dækkeevne for solens uv-stråler
- Miljø- og arbejdsmiljø
- Vedligeholdelse uden afrensning
- Holdbarhed
- Smuk patinering
Ifølge Center for Bygningsbevaring lever linoliemaling bedst op til alle kriterier.
10-årigt forsøg: Linoliemaling bedst
Et forsøg, som Københavns Malerlaug har gennemført med ni malingtyper over 10 år, viser også, at alkyd- og akrylmalinger klarer sig dårligere end linoliemaling. Malerlauget har testet de forskellige malingstyper på 27 forskellige vinduespartier af træ med fire forskellige afrensningsniveauer - fra let afskrabning til total afrensning. Og i alle tilfælde klarede linoliemalingen sig bedst.
Linoliemaling er mere holdbar
Malerlauget forklarer, at selvom linoliemaling er dyrere og mere besværlig at anvende, så vinder den, fordi den er mere holdbar og dermed gør træ nemt at vedligeholde.
Når træ ca. hvert 10. år trænger til en ny omgang, kan du, når træet er malet med linoliemaling, klare dig med en let strygning med linoliemaling for at få hele glansen tilbage. Uden at du behøver rense det først, som du ville være nødt til for at friske op på fx plast/akrylmaling.
Sådan maler du med linoliemaling
Hvis du selv skal male med linoliemaling, skal du være opmærksom på, at det er en lidt besværlig og langvarig proces. Men som sagt betaler det sig.
Sådan gør du:
- Rengør overfladen grundigt for støv, snavs og fedt - undgå kemiske rensemidler.
- Grund med kogt linolie på udvendigt træ, og lad det hærde 1-2 døgn i lys og luft.
- Giv træet første lag linoliemaling med en ringpensel med svinebørster.
- Dyp kun penslen cirka 1½ cm i malingen.
- Stryg malingen på i et meget tyndt lag (du skal kunne se træet gennem malingen), og lad dit strøg følge strukturerne i træet. Lad det hærde i 1-2 døgn.
- Slib evt. let med fint sandpapir, og stryg derefter det andet lag linoliemaling på; lige så tyndt som det første.
- Lad igen malingen hærde i 1-2 døgn, og slib let med fint sandpapir.
- Gentag proceduren, hvis de 2 lag ikke dækker.
- Linoliemaling er normalt først gennemhærdet efter 3-5 uger.
Husk, at malingen begynder at rynke, hvis linoliemalingen påføres i for tykke lag, eller hvis der dannes søer. Det sker, fordi linolien efter iltoptagelsen udvider sig og derefter svinder en smule igen.