Får vand ind ved regn/blæst - kan det skyldes at vi har fået nyt tag?

Hej Bolius

Vi får vand ind i huset ved samlingen loft/ydervæg. Vi har bjælkespær 17gr, lette indervægge, muret skalmur og 45cm skrå udhæng. Vand kommer ind ved kraftig regn og blæst. Vi har ikke set det før og problemet er opstået inden for de sidste 6 mdr.

Vi har nyere tag ag tegl (2011) med undertag af banevare.

Ydervæg er ventileret og fra øverste rulleskifte og op under spærhoved har vi træværk. Håber i har et bud på hvor vandet kommer ind, skal selvfølgelig have demonteret loftet men måske i ser et typisk problem med denne type tag/væg konstruktion

mvh Martin

 

Hej Martin

Pilene peger lidt på det nye tag ville jeg mene. Der er tale om en meget lille taghældning på kun 17° siger du.

Normalt siger man, at der ikke kan/må lægges tagsten (diskontinuerte tagbelægninger) på taghældninger under 20°. Og skal man helt derned, SKAL der være undertag.

Enkelte tagstensproducenter med gode sidefalse og deslige tør så godt love ned til 15° taghældning, og igen er et undertag selvsagt en klar must-have!

Med den lave taghældning vil der være en del vand der kommer ind på undertaget, og særligt ved kraftig blæst og regn.

Og jeg har så ofte set, at man får indbygget en lille lunke i undertaget, lige en 20-50 cm fra tagkanten og tagfoden, hvormed vandet på undertaget kommer til stå i en fin lille voldgrav af vand. Vandet begynder så at dryppe igennem undertaget, og er dette i området over ydervæggen, kommer vandet ind der!

Ofte ser vi denne bule uden for selve huset, og så drypper det ”bare” ud i udhænget; Hvilket stadigvæk er et problem, men knap så alvorligt.

I skal have fat på det firma der lavede taget tilbage i 2011, og evt. gerne sammen med en uvildig byggesagkyndig på jeres side. Taget undersøges i tagfoden, hvor man åbner op i selve tagbelægningen og kigger ned til undertaget. Sørg gerne for et lille stillads til den sagkyndige, da det vil hjælpe på undersøgelsen.

Forsikringen kan evt. dække de følgeskader der er kommet af vandindtrængningen, særligt hvis I har tegnet en udvidet vandskadedækning.

Vandet kan selvsagt også finde ind andre steder, men med det relativt store udhæng er det mindre sandsynligt, at der skulle blæse ind andre steder. (Er der ikke noget undertag, giver skaden næsten sig selv)…

Jeg ønsker jer held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden