Min stil

Rebecca Labbé, 24 år, balletdanser på Det Kongelige Teater.
Ben Hartenstein, 33 år, filminstruktør.

Hvordan vil I beskrive jeres stil?

Totalt blandet. Klassisk, moderne med en anelse retro. Vi går ikke efter nogen bestemt stil – vi køber det, vi synes er dejligt!

Hvad er det bedste ved lejligheden?

Spisestuen. Den er det naturlige centrum i lejligheden.

Hvad siger jeres hjem om jer?

At vi elsker livet og lækkert design.

Er der et møbel, I går og drømmer om?

Ja, faktisk! Vi har gået og luret på en stol, der hedder ’Barcelona’, som er designet af Ludwig Mies van der Rohe i 1929. Den er så smuk i hvidt læder – og nok derfor er den blevet et designikon i det 20. århundrede. Og den kan vi selvfølgelig ikke kan undvære.

Hvor i verden drømmer I om at bo?

Et land, som ligger i ønskeskuffen, er Spanien – på grund af skønheden og klimaet. Jeg (Rebecca) taler spansk, da jeg er halv chilensk, men også fordi geografien spiller en vigtig rolle. Herfra ville Ben kunne rejse til de destinationer, hvor hans instruktørarbejde fører ham hen. Men den tid, den glæde. Lige nu nyder vi hvert sekund her.

Når man bevæger sig gennem den 139 kvm store lejlighed i Skovshoved nord for København, fanger det opmærksomheden, hvor forskellige de mange rum er – ikke mindst på grund af de mange forskellige tapeter.

Filminstruktøren Ben Hartenstein rejser meget via sit job, og på disse rejser har han ladet sig inspirere til en særegen og anderledes indretning, hvor møblerne ikke partout skal følge en trend, som alle andre følger blindt i samme periode.

Ben havde godt styr på istandsættelsen, og hans fortid som art director for magasinet Wallpaper fornægtede sig ikke, da han skulle vælge farver og tapeter til de mange rum.

Men det sidste feminine ’touch’ kom kæresten Rebecca med.

Ting tager tid

At finde de rette møbler har Rebecca og Ben givet sig god tid til, for det var vigtigt for dem at finde de helt rigtige elementer til hvert rum, og møblerne er derfor kommet hen ad vejen – efterhånden som de dukkede op på rejser eller via nettet.

- Her er ingen nemme indkøbsløsninger, som for eksempel at hente det hele i et møbelhus på en lørdag eftermiddag. Nej, vi finder glæde i, at hvert møbel har sin egen historie, siger Rebecca, da Videncentret Bolius talte med hende i 2016.

Hvert rum har sit helt eget look, når det kommer til tapet, vægfarve og materiale. Det ses særligt i kontoret, hvor den mørke, polerede mahogni hensætter beskueren til en nærmest filmisk stemning lidt a la New York i 1950’erne. Og det er i denne stemning, Ben arbejder med sine egne filmproduktioner.

Ben har fra starten haft en sikker vision om hvilke ting, der skulle inden for dørene – en vision han stadig prøver at holde fokus på, men han fristes som så mange andre også af impulskøb, som for det meste går godt og uden større fortrydelse.

Loungestolen i stuen – af designeren Eames – var et heldigt køb på en netauktion efter en længere jagt på internettet. Parret søgte den i koksgrå læder, men de fleste stole i den model kunne kun fås i sort, men det endte heldigvis lykkeligt, og stolen har nu fået en æresplads i et hjørne af stuen.

- Et lille plus, når man indretter sig med mange designmøbler, er, at der så fremkommer en renhed, som giver ro i sindet og for øjet. Her er jo så til gengæld ingen nips eller gamle potteplanter, som giver dårlig samvittighed, hvis de ikke vandes, nusses eller støves af, siger Rebecca.

Tapeter, tapeter, tapeter – fra gulv til loft

Det med tapeter er et nyt tiltag for Rebecca, som ellers tidligere kun har haft hvide vægge i sine tidligere hjem.

Men hun har nu helt og aldeles overgivet sig til tapeterne og kan især mærke, hvordan det skaber atmosfære – og tilmed synes hun også, det får lejligheden til at virke større med de mange farver og mønstre.

Det store maleri i stuen over sofaen er med til at skabe en helhed, og Rebecca og Ben er blevet hooked på at bruge malerier flere steder i indretningen – for der må også gerne være noget, som er utraditionelt og uforudsigeligt. Derfor er de for tiden på jagt efter et billede, som skal hænge i køkkenet – et sted hvor man ellers ville have forventet en række hylder.

- Men også i denne søgning vil vi give os god tid, for sådan et indkøb skal ikke forceres. Det skal nok vise sig, når det er der - det helt rigtige maleri!, griner Rebecca.

Drømmen er endnu mere plads

Selv om det er for ganske nylig, at lejligheden blev slået sammen med naboens, og dermed fik fordoblet arealet, drømmer Rebekka og Ben allerede om endnu en udvidelse:

- Det kunne jo være fantastisk at købe ovenboens lejlighed og lave en trappe op til endnu flere rum, hvor vi kunne udfolde vores indretningsidéer. Det er jo en on going-proces at nå frem til den ultimative løsning. Men det er ok, hvis det aldrig nås, for det er processen, som er spændende. Og indretning er virkelig vores store interesse.

Ben er født i Tyskland og uddannet i New York, og Rebecca er halvt svensk, halvt chilensk og har boet i Frankrig og Tyskland. Parrets internationale baggrund gør dem ret fleksible i deres opfattelse af, hvor i verden livet vil føre dem hen. Så derfor har parret planlagt bryllup til næste sommer, hvor der så starter endnu et nyt eventyr – måske i en helt anden boligform. Parret vil nemlig meget gerne rundt og bo forskellige steder i verden og er derfor åbne overfor, hvad der byder sig af muligheder.

- Vi er rigtig glade for vores fristed og hjem her i Skovshoved, tæt på vandet og Dyrehaven. Stedet her giver os følelsen af rigtig at komme hjem efter at have været inde i city. Men alligevel kunne vi godt finde på at flytte til et andet land. Vi er begge rejsevante og har boet i mange forskellige lande, så hjem er faktisk mest der, hvor vi er lige nu.

Indretningstips fra Rebecca

Følg dit hjerte. Lad ikke tidens trend spænde ben for det, du virkelig går efter. Er du til
indisk hule eller streng minimalisme, så bevar fokus. Ingen flimmer på skærmen, når du er på jagt efter lige det møbel. Det giver mening og skaber en indre balance, som vi vist nok alle søger.

Fjern nips. Det giver ro. Alle små nips genstande har det med at samle støv og stjæle opmærksomheden fra vores dejlige møbler. Din egen historie, som du har samlet sammen i sindet hører hjemme der – i sindet – og så kan du altid hente små sager frem og nyde dem.

Find møbler på nettet. Man bliver bidt af det. Det kan godt være, at dit møbel ikke er tilgængeligt kl. 11:07, men 5 minutter efter er det måske - lige der hvor du slukkede computeren fordi en eller anden sælger lige har valgt et andet tidspunkt, end da du var på. Du kan derfor lægge ”spioner” ud som søger på lige det møbel eller den genstand eller farvevariant, som du søger. Glæd dig over det, du finder, og vær ikke ked af at bruge lang tid på det, for der kan gå måneder - måske år - hvis du er kræsen.