Denne artikel kan ikke undgå at blive personlig, da jeg både er forfatter og hovedperson, så vi kan lige så godt få min førstegangskøber-situation på plads. For et par år siden flyttede jeg til Bornholm og startede selvstændig virksomhed. Jeg lejede mig ind i forskellige boliger, men efterhånden som jeg faldt til på øen, begyndte en tanke at tage fat: Hvorfor ikke købe min egen bolig på denne dejlige ø. Men straks meldte tvivlen sig. For er det nu klogt at købe bolig i et såkaldt yderområde og tilmed som single og selvstændig med svingende indtægt? 

Af ren og skær panikangst for at købe katten i sækken kontaktede jeg fire kloge mennesker, der kunne hjælpe mig med at få sat struktur på delelementerne i den beslutning, der for mig og mange andre er meget stor.


Er det hul i hovedet at købe hus i Udkantsdanmark?

Ekspert: Curt Liliegreen er cand.polit. og direktør i Boligøkonomisk Videncenter. Han ved en masse om, hvordan vi danskere boligmæssigt bevæger os geografisk, demografisk og tidsmæssigt. Både på den korte og den lange bane. Jeg spurgte ham, om det er verdens værste idé at købe et hus i et af Danmarks yderområder.

Er det vanvid at købe et hus på Bornholm?

–  Indret dit køb efter at du køber i et næsten stagneret marked, der måske stiger meget langsomt. Bornholm er ikke det værste sted at købe hus, men hold dig til en af byerne og ikke landområder. I disse år ser vi en stor tendens til at folk flytter fra land til by – også ude i nærområder som det bornholmske. Så køber du en københavnerdrøm af et gør det selv-landsted midt på øen kommer du aldrig af med det og risikerer at knække bolignakken. Derudover er udsigt en sikker sællert, kyst er en klassiker, mens højspænding og vejstøj er minuspunkter. 

Er der en finanskrise på vej – og risikerer jeg så at gå bankerot?

– Finansieringsmæssigt skal du også huske at indrette dig med livrem og seler. Er du 24 år og køber en lejlighed på Frederiksberg, så kan du altid komme af med den, selvom du ikke har afdraget på dit lån – og du bor der højst sandsynlig blot i nogle år. Men er man på din alder (38 år, red.) og køber bolig på Bornholm, så skal du vælge et fastforrentet lån med afdrag og opkonvertere, hvis renten stiger.  Årsagen er, at rammes landet af en krise igen, og har du lånt helt op til skorstenen, så bliver du overbelånt og dermed teknisk insolvent – og så er du stavnsbundet. Så kan du selvfølgelig leje din bolig ud, men altså jo mindre gæld, jo bedre, jo længere ude, du køber. Og vil din bank ikke låne dig penge, så bør du slet ikke købe hus. For så er det tegn på, at der er noget galt.


Hvor dyrt kan jeg sidde i et hus, når jeg er freelancer?

Ekspert: Morten Bruun Pedersen er cheføkonom i Forbrugerrådet, og han ved en masse om, hvor dyrt et hus man skal købe, hvornår det er godt at købe hus, og hvordan man forhandler om renten i banken. 

Hvornår er det smartest at købe bolig? Er nu et godt tidspunkt?

– Grundlæggende vil jeg starte med at slå fast, at man skal købe efter behov, og hvad man har råd til. Ikke for at spekulere i, om priserne falder eller stiger. Selvom man synes, man har god investeringstiming, så er det noget, vi advarer imod. Jeg vil desuden advare mod at vente på, at næste boligboble sprænger. Mange troede i årene omkring år 2000, at nu var priserne godt nok høje, og så udsatte man købet. Så rådet er: Køb efter behov og pengepung. 

Hvor dyr en bolig kan/bør jeg købe?

– Om du har råd kan du bruge denne tommelfingerregel til at vurdere: Køb en bolig, der svarer til 3- 3 1/2 årsindkomst før skat. Har du så også en opsparing på fx 100.000 kr., så er du godt i gang. Køb kun det, du har behov for, og tænk langsigtet. Det koster nemt 200.000 kr. at sælge og flytte videre. Det skal ikke være økonomisk stramt at købe hus, så lav et ærligt, realistisk budget. Snyder du på vægten her, snyder du ikke kun banken, men også dig selv. 

Banken foreslår én rente på banklånet – hvordan presser jeg dem, selvom jeg gerne vil beholde min rådgiver?

– Banken vil gerne have dig som kunde, hvis du har en god økonomi, og derfor skal du forhandle dig til et nedslag. Find købmandsgenet frem: Spørg en anden bank, pres dem i pris, gå tilbage til din egen bank, pres dem med den anden banks løfter. Det er hverken frækt eller uærligt. Banken burde faktisk have respekt for din tilgang – at du tager ansvar for din økonomi og ikke lade dig lulle ind i rådgiverens hyggelige snak. Det har stor værdi at føle sig tryg, der hvor man handler penge, og kvaliteten af den rådgivning, du får, er meget vigtig. Det er den samlede pakke, du skal vurdere – men det gør dig ikke til en dårlig kunde at forhandle med hende.  

Kort om danske førstegangskøbere 

  • Danskerne bliver ældre, inden de køber bolig første gang.
  • I 1981, hvor de første tal er fra, boede 58,1 pct. af de 25-29-årige i en ejerbolig, der var beboet af ejeren. I 2017 var det kun 27,7 pct.
  • Blandt de 30-39-årige boede 70,9 pct. i ejerbolig i 1981, mens det samme gjaldt 50,6 pct. i 2017.
  • De unge køber senere ejerbolig i dag end for 30-40 år siden. Til gengæld bliver vi boende i ejerboligen i længere tid end tidligere. 

Kilde: Danmarks Statistik


Håndværkertilbud eller nybyg – hvad kan jeg overkomme?

Ekspert: Theis Møllenberg er uddannet tømrer og medejer af Byg-Grønt. Han ved en masse om, hvad elementerne i en tilstandsrapport egentlig betyder, hvad der evt. er vigtigt at få lavet, og hvad det koster.

Hvordan undgår jeg at købe noget, der er for stor en mundfuld for mig?  

– Vær bevidst om dine behov og research grundigt. Køb ikke det første hus, men kig heller ikke for evigt. Sørg for at få en allieret håndværker med ud og kigge på huset og til at læse tilstandsrapporten igennem, så du får realistiske bud på opgaver, du efterfølgende ønsker udført. Du kan ikke gardere dig mod alt. Slet ikke med gamle huse, hvor ting kan være skjult. Kig til gengæld på husets synlige skader sammen med en fagmand.

Men dækker en ejerskifteforsikring ikke netop skjulte ting?

– Alt det der står i din tilstandsrapport dækker din ejerskifteforsikring ikke. Så står der, at det ikke kan udelukkes, at der er fugt bag nogle gipsplader, så kan der inde bagved være fyldt med skimmelsvamp – og det dækker din forsikring så ikke. Dermed ikke sagt, at du skal rive beklædningen af væggene for at kontrollere det. Men hyr en fagmand, som kan hjælpe dig med at vurdere huset samlet set. Lugter der? Er løsningerne lavet pænt? Er der nogen som helst indikationer af, at huset kan være et sminket lig? Den slags ser du nemlig ikke, når du først er blevet forelsket i et hus. 

Hvad kan jeg overkomme gør det selv-mæssigt som mellem-handy singlekvinde?

–    Alle kan selvfølgelig lære lidt hverdagshåndværk, men hvis du intet kan selv, skal du enten købe et hus, der er helt færdigt – eller have råd til håndværkere. Og de er dyre. Du arbejder som journalist og har travlt, er single, rejser en del og kan måske lære at lappe lidt hist og pist – så du skal købe et hus, der er ret færdigt. 


Hvornår finder jeg modet til at blive boligejer – og vælger det rigtige hus?

Ekspert: Gitte Langkjær Lund er coach med speciale i at få mennesker til at skabe klarhed og finde ud af, hvad de virkelig gerne vil, og i at finde den rigtige måde at komme derhen på.

Hvordan træffer jeg det rigtige valg for mig i forhold til et huskøb?  

– Det handler om at tage sig selv alvorligt, når man skal træffe så stor en beslutning, som det er at købe et hus. Det stiller store krav til at kunne mærke efter i sig selv – både med hoved og hjerte. At få hoved og mavefornemmelsen til at være i samklang. Du skal spørge dig selv, hvad der er dit ”hvorfor”. Hvorfor vil du gerne købe et hus? Hvad tror du, det kan give dig? Vores værdier og motivation for at træffe et valg som dette er forskellige, men generelt tager vi de store beslutninger, når vi står ved en skillevej i livet. Det kan være, vi ønsker mere af noget, for dig fx tryghed eller ro på din boligsituation, eller også kan man træffe beslutninger, fordi man vil væk fra noget. Det er vigtigt, du er bevidst om, hvad det handler om for dig. 

Hvad hvis jeg fortryder? Jeg har aldrig ejet noget men været flyvende fri som lejer. 

– Valg og fravalg er en naturlig del af livet. Det vigtigste her er, at du træffer et bevidst valg. Nogen føler et hus som den største frihed – at man har sin egen base, sin egen have og kan gøre, hvad man vil. Andre føler det frygteligt klaustrofobisk at være bundet til ét sted, for det er trods alt en binding at købe hus. Men du er ikke bundet for evigt. Får du pludselig en kæreste i Esbjerg, må du sælge eller udleje. Pointen er, at ingen ved, hvad der sker. Ikke at træffe valg er også et valg.

Det er virkelig en svær beslutning og jeg har svært ved at sove og koncentrere mig. Er det et dårligt tegn?

– Det er stressende at træffe store beslutninger, og det sætter gang i dine stresshormoner. Men at træffe svære valg er en del af livet. Derfor synes jeg, at du skal have alt praktisk tjekket af – og så dernæst træffe din endelige beslutning med hjertet. Hjertebeslutninger fortryder vi sjældent, for du kan ikke narre dit hjerte. Går det helt galt, og du skal træffe et nyt valg, så vil du have lettere ved det, fordi du netop valgte med hjertet i første omgang. Så spørg dit hjerte – klogere kan du ikke navigere.

Louises valg: Det blev et lille byhus i Rønne

Jeg valgte at købe et byhus midt i Rønne, Bornholms største by. Både fordi det er en forholdsvis sikker investering, idet der er rimelig stor efterspørgsel på byhuse her, hvis jeg skulle fortryde. Men også fordi jeg har brug for at bo et sted, hvor jeg kan gå og cykle hen til venner, kunder og mit kontor. Efter at have boet til leje i Rønne i to år, var det naturligt også at købe bolig her, hvor mit netværk er vokset mest, selvom det tager max en halv time at køre til den anden ende af øen. 

Jeg synes, Rønne er dejligere end dens ”provinshulsrygte”, og jeg nyder godt af, at der er kort til skov og strand. Det er også rart at have flere indkøbsmuligheder, gadebelysning i vintermånederne og transport væk fra øen inden for en rimelig afstand.

Økonomien skulle justeres 

Mit hus er på knap 100 kvadratmeter, og det tænkte jeg dengang var virkelig stort. Nu har jeg vænnet mig til luft mellem møblerne og albuerum, og især når jeg gør rent, er jeg glad for, at jeg ikke har flere kvadratmeter. 

Jeg forhandlede med min bank om renten på mit lån, og det var ikke grænseoverskridende, selvom jeg kender min bankrådgiver. Vi fandt en fair løsning, vi begge kunne leve med.

Det har overrasket mig, hvor mange løbende og uforudsete udgifter, et hus kaster af sig, og derfor var min hverdagsbudgettering set i bagklogskabens lys nok ikke helt realistisk. Det har jeg justeret på siden, og så har jeg været nødt til at sande, at man ikke både kan få nye kloakrør og købe nyt tøj i det tempo, jeg har været vant til. Og at man mindst kan undvære nye kloakrør giver pludselig sig selv.

Et hus er et levende projekt

Jeg har været boligejerjournalist i knap fem år, og jeg har skrevet om stort set alle de problemer, man som boligejer kan løbe ind i. Alligevel havde jeg nok ikke helt begreb om, hvor praktisk og vedvarende en udfordring det er selv at være boligejer. Selvom jeg prioriterede at købe et færdigt og nyistandsat hus, får vinteren pludselig lofterne til at ”arbejde”, dvs. sprække. Pludselig dukker skjulte ting op, der skal håndteres, udbedres, repareres osv. Et hus er et levende projekt, du hele tiden skal nurse – og dét havde jeg nok ikke helt planlagt efter. Dét sagt, så er de mange udfordringer også noget, man bliver stærkere og klogere af. Men hvor er det virkelig rart at have nogle hjælpsomme drengevenner, der har hænderne skruet godt på, og som er til fals for kolde øl og røde bøffer.

Frihedsfølelse og lidt pres 

Det har vist sig at føles som en stor frihed for mig at eje mit eget hjem – og jeg elsker stadig Bornholm. Det er mit græs, mit rod, mine paneler, som jeg endnu ikke har fået malet. Min knirkende trappe, der skaller på nederste trin. Det føles forankrende.

Det eneste pres, jeg oplever omkring mit hus, er det med at sørge for at have nok arbejde i kalenderen til mine faste udgifter og afdrag på mit lån. Sådan er det jo at være selvstændig, men jeg har taget bekymringen alvorligt i tide og har måtte omstrukturere lidt i min virksomhed, så jeg føler, at jeg uden problemer kan sove om natten med det ansvar.