1. Forebyg ved at inddele dit solcelleanlæg i flere serier

Sne på dine solceller påvirker din strømproduktion. I mange tilfælde glider sneen ned fra solcellerne af sig selv på grund af hældningen og den glatte overflade. Men sneen kan også blive liggende.

På solceller, der sidder tæt på tagfoden, kan større sne- og ismængder sætte sig fast i tagrender. Det samme gælder, hvis der fx er et udestuetag under, hvor sneen kan ligge. Derved kan de nederste solceller ligge dækket af sne. 

Derfor er det ikke helt ligegyldigt, hvordan dine solpaneler er forbundet indbyrdes. Hvis solcelleanlægget er inddelt i flere serier, og den nederste række sidder i sin egen serie, vil du undgå, at den deaktiverer strømproduktionen fra de andre paneler, hvis den er dækket af sne.

2. Fjern sne med en kost

Sådan gør du:

  • Tjek om morgenen og/eller i løbet af dagen, om der er sne på solcellerne.
  • Børst sneen af solcellerne med en udendørs kost. Solceller er hårdføre og kan holde til fx haglvejr. De kan også godt tåle, at du børster dem med en almindelig kost.
  • Vær forsigtig, hvis du står på en stige og bruger kosten samtidig. Brug helst en specielt tildannet kost eller skraber med langt skaft.

3. Pas på med varmt vand og rengøringsmidler

Hæld ikke meget varmt vand eller vand tilsat rengøringsmiddel på solcellerne.
Glasset i solcellemodulerne sidder i aluminiumsrammer, og hvis en meget kold overflade bliver opvarmet meget hurtigt, risikerer du, at glasmaterialet udvider sig og i yderste instans at det sprækker.