Flexbolig: Højt til himlen og langt til naboerne

Abelone Heinsen og Stefan Mayer har købt et ældre husmandsbrug på Møn som flexbolig. Her er langt til naboer og kun 5 kvarter til København, hvor parret stadig har job og bolig. Læs om deres valg og oplevelser.

Flexbolig istedet for sommerhus?

Abelone Heinsen og Stefan Mayer faldt for det gamle husmandsbrug på Møn med udsigt til vand og marker, som de overtog som flexbolig. De sætter det nu i stand, så det føres tilbage til sin oprindelige byggestil. Her slapper de af i weekenderne med fysisk arbejde og læsning langt væk fra en travl hverdag i København. Foto: Lisbeth Holten

Til daglig bor og arbejder Abelone Heinsen og Stefan Mayer i København. Men de savnede at komme væk fra byens larm, når de havde fri, og et fælles projekt, efter at børnene var flyttet hjemmefra.

Løsningen blev en flexbolig, et forfaldent husmandsbrug på Møn med udsigt over Stevns Klint og Østersøen. På en klar dag kan de med en kikkert se toppen af Øresundsbroen 100 kilometer væk.

- Vi købte først og fremmest huset for udsigtens skyld. Vi kan se det hele. Når man bor i København til daglig, er det fantastisk at kunne se så langt, siger Abelone Heinsen.

LÆS OGSÅ: Bopælspligt

Flexbolig med mere afstand til naboer

Alternativ til sommerhus

Til daglig er Abelone Heinsen seminarielektor, mens hendes mand er ingeniør. På Møn bruger de derimod nogle andre sider af sig selv. Og de har ikke noget imod at arbejde, når de har fri. Foto: Lisbeth Holten

Parret valgte en flexbolig i stedet for et sommerhus, hvor man typisk bor tættere på naboer.

- Vi ville have hus med afstand til naboerne, hvor vi kunne føle os frie. Her kan man finde en ro, man ikke kan finde andre steder, siger Abelone Heinsen.

Købte flexbolig på Møn til 600.000 kr.

For 600.000 kr. fik parret en meget beskidt ruin med et defekt brændekomfur og tilhørende stald opført i gasbeton, der ødelagde idyllen. Huset er opført omkring 1900 i Bedre Byggeskik-stil, og Abelone Heinsen fortæller, at det knap er blevet vedligeholdt i 60 år.

LÆS OGSÅ: Køb flexbolig i stedet for sommerhus – så meget sparer du

Det har til gengæld gjort det nemmere at finde tilbage til den oprindelige stil. Efter 3 år som ejere, nyder de stadig arbejdet med at restaurere, og mangler både at sætte stue, køkken og 1.-salen i stand.

- Huset er ikke blevet tvangsmoderniseret og ødelagt af de tidligere ejere, men har stadig de gamle dørhåndtag og gulvbrædder, så vi har haft mulighed for at føre det tilbage til den oprindelige stil, siger Abelone Heinsen.

Nyder at restaurere huset

Til daglig er Abelone Heinsen seminarielektor, mens hendes mand er ingeniør. På Møn bruger de derimod nogle andre sider af sig selv. Og de har ikke noget imod at arbejde, når de har fri.

- Byggeprocessen er en del af terapien, og huset er vores legeplads, hvor vi kan bruge vores krop, siger Abelone.

Dyt, øl og julefrokost med lokale

De lokale er glade for tilflytterne. Når parret i bil passerer dem på de små veje, dyttes der til hilsen, og inde i Stege er der tid til at snakke med københavnerne.

- Jeg føler, at vi er blevet taget godt imod af naboerne, der både byder på en øl på bænken og inviterer os til julefrokost, fortæller Abelone Heinsen.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab