Spørg Bolius

Flisepest på betonfliser og tag - hvordan undgår vi det spreder sig?

Kære Bolius

Vores gamle betonfliser i haven er blevet hårdt ramt af flisepest, og det er desværre også begyndt at brede sig op på vores tegltag med stor hast. Især det sidste er meget skæmmende, og jeg vil derfor gerne bede om et råd til, hvad jeg kan gøre for at begrænse udbredelsen på både fliser og tag.

Jeg har brugt et flisepestprodukt (fra Borup Kemi) et par gange på fliserne og fulgt anvisningerne nøje, indtil videre desværre uden det helt store resultat.

Udbredelsen på taget kan jeg umiddelbart ikke komme op og gøre noget ved, men håber, at det vil hjælpe på spredningen, hvis jeg får fjernet pesten på fliserne.

Mange venlige hilsner Claus

Hej Claus

Desværre har lav, som det, der vokser på dit tag og fliser, hedder, fået det uheldige navn flisepest.

Lav er en slags blanding af mos og alger. Det er lav, der vokser på klipper og giver dem det smukke, varierede udtryk.

Lav er på ingen måde farligt for hverken fliser eller tag. Det har ikke ingen skadelig effekt på konstruktionerne og overfladerne. Det er heller ikke sådan, at det ”smitter” andre overflader. Det opstår, og har altid gjort det.

Lav er et tegn på, at vores miljø har det bedre, regnvandet er ikke så syreholdigt mere, så regnvandet dræber ikke lav mere, som det gjorde for bare 10-20 år siden.

Så det bedste, du kan gøre er at glæde dig over, at vi forurener mindre og derved laver mindre syreregn og dermed får bla. lav mulighed for at vokse.

Det har ingen betydning for hverken tag eller fliser. Så hvis du kan leve med udseendet, er det det bedste du kan gøre. Det vil nok til stadighed komme igen, da det vokser på ru overflader, og det ikke har stor betydning, om det er på solrige steder eller ej.

Du bør ikke afrense taget, det kan tage skade. Men du kan forsøge at fjerne flisepesten fra fliserne med enten en patio cleaner eller med et middel, der er beregnet til det. Du vil sandsynligvis opleve, at det kommer igen efter kortere tid.

Læs mere i i disse artikler:

Flisepest på terrassen - sådan fjerner du det

Test: Hvad er bedst til at fjerne flisepest?

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine R. Sode, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden