Spørg Bolius

Forbedringer i hus fra 70'erne - varmepumpe og gulvvarme?

Hej Bolius

Vi påtænker at købe et hus fra 70'erne, men er i tvivl om ift. de forbedringer vi skal lave i huset.

Huset er ikke umiddelbart forbedret siden det blev bygget 76 (kun nyt køkken), har oliefyr og radiatorer hertil.

Vi havde påtænkt at udskifte alle gulvene og lægge varmeplader i gulvene, lige under gulvbelægningen. Samtidig udskifte til en luft til vand varmepumpe som kan føde denne vandbaserede gulvarme.

Vi er dog i tvivl, da vi kan se de oprindelige bygningstegninger fra 75 at huset ikke har et isoleret terrændæk, kun isolering imellem strøerne under gulvspån'en (måske omkring 50 mm). Denne isolering er ikke meget ift. gulvvarme og vi er bange for at vi kommer til at varme terrændækket op og miste en del varme på denne måde.

Nye huse skal have omkring de 300 mm isolering, men er der nogle 'normer' ift. isolering ved ombygning sammenkoblet med gulvvarme?

Derudover er der jf. tegningerne en fuldmuret facade, 75 mm isolering og 100 mm gasbeton som ydermurene, og gamle vinduer. Vinduerne ville vi skifte, men er bange for at huset simpelthen er for 'tyndt' isoleret generelt og vores varmeregning vil blive for stor ved kolde vintre.

Kan i hjælpe ift. det varmetekniske her?

Jeg har vedhæftet udklip fra den gamle byggetegning fra 75 (snit) hvor man kan skimme normalkonstruktionerne.

mvh Stefan

Hej Stefan

Hvis vi starter med varmepumpen, lyder det som en rigtig god ide at udskifte oliefyret. Det er ikke et krav at huset skal være isoleret til det maksimale i alle konstruktioner for at varmepumpen fungerer. Men det er klart at jo bedre huset er isoleret, jo mindre vil forbruget være. Kontakt en installatør og lad dem gennemgå huset. Ud over hvor godt de enkelte bygningsdele er isoleret, vil de også se på antallet og størrelsen af radiatorer i de enkelte rum. Installatøren vil kunne vurdere hvor der i første omgang bør efterisoleres. Læs mere om luft til vand-varmepumper her: Luft til vand - varmepumpe

Hvis I først får efterisoleret de bygningsdele, som anbefales af varmepumpe-installatøren, kan de andre bygningsdele efterisoleres senere.

Er I i tvivl om generelt hvor der bør efterisoleres, hvor meget og hvad det koster, kan I kontakte en energikonsulent, og få lavet en rapport på huset.  

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Henrik Bisp, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden